Jeg er opvokset i en familie, som gennem fire generationer har udøvet strandjagt på fiskeriterritoriet. For os er strandjagt ikke en hobby, men en livsform. Vi går på jagt om vinteren og resten af året forbereder vi os ved at bygge jagtbåde, lave lokkeænder og træne skydning. Jeg kan ikke se, at vores livsstil skulle være bedre eller værre end hvad der udøves af andre mindretalsgrupper i Danmark.
Alligevel er jeg i de sidste 50 år blevet udsat for en målrettet og aggressiv hetz fra en anden befolkningsgruppe, nemlig en lille gruppe ornitologer, dyreværnsfolk or naturfredningsfolk. De har ført en systematisk kampagne i medierne og de har brugt deres organisationer til at påvirke politikerne med det åbenlyse mål at få al jagt forbudt. Da dette har vist sig vanskeligt, har de i stedet anvendt salami metoden og har agiteret for forbud, der fratager os jagtmulighederne en skive af gangen. Dette har især været rettet mod at begrænse den frie jagtret på det salte vand.
Jeg har naturligvis fuld respekt for, at disse mennesker har lov til at have en holdning til jagt og de har lov til at agitere for den. Hvad der krænker mig som menneske er, at jagtmodstanderne (nogle af dem er jagthadere snarere end fugleelskere) har en stærkt følelsesladet holdning til jagt og har en klar intention om, at tvinge mig til at leve mit liv i overensstemmelse med deres mening. De har simpelthen ingen tolerance for min livsstil. Det mener jeg er principielt forkert i et demokratisk samfund, som (lærte jeg i skolen) er baseret på at vi alle har ret til at leve som vi vil og at samfundet er baseret på respekt og tolerance. Jeg forventer derfor, at de folkevalgte politikere beskytter mig mod at skulle leve mit liv baseret på andre menneskers meninger.
Politikerne svigter deres ansvar
Jeg føler mig krænket som borger fordi jagtmodstanderne har formået at påvirke politikerne med følelsesladede argumenter, der ikke har saglig begrundelse. Dette har ført til en lang række lovmæssige begrænsninger, som ikke gavner dyrebestandene men kun fratager mig dele af min ret til at gå på jagt.
Dette finder jeg specielt uretfærdigt fordi det danske samfund gennem de sidste 50 år har bevæget sig mod større tolerance og accept af befolkningsgrupper, der i tidligere tider var udsat for diskrimination. Hvis jeg havde været bøsse i stedet for bøssebærer, så ville de sidste 50 år have givet mig større lovmæssig frihed til at praktisere min livsform.
Som jæger har jeg oplevet det modsatte, hvilket især er ironisk fordi befolkingen some helhed har en mere positive holdning til jagt end i mange årtier. Dette er imidlertid ikke blevet afspejlet i lovgivningen, som stadig fratager mig mange af de rettigheder jeg voksede op med, og i mange tilfælde uden at det gavner fuglene.
Jeg føler derfor, at de folkevalgte politikere ikke har levet op til deres ansvar, som jo til dels er at sikre, at der ikke er befolkningsgrupper, som bliver udsat for diskrimination eller forskelsbehandling af lovgivningen. Jeg føler helt klart, at jagtlovgivningen udsætter mig for forskelsbehandling ved at pålægge mig restriktioner som ikke kan begrundes sagligt. Og jeg føler ikke politikerne har forståelse for eller respekt for min alternative livsstil. Jeg bliver i bedste fald ignoreret af politikerne og i værste fald brugt til at score point for miljøsagen ved at frede vildtarter uden at det på nogen måde gavner bestanden.
Jagt og bæredygtighed
Jeg føler mig krænket som jæger fordi jeg i 50 år har hørt, at jagt i Danmark bygger på høstprincippet. Enhver dyrebestand har et naturligt bestandsoverskud, som simpelthen dør i løbet af en vinter af forskellige dødsårsager, såsom sult eller sygdom. Hvis vi jægere høster et mindre antal af en fuglebestand end dette overskud, så vil vores jagt ikke påvirke bestanden negativt. Dette er accepteret af alle jægere, og ingen dansk jæger vil drive jagt på en truet fugleart. Vi er klar til at afgive jagtmuligheder hvis det gavner fuglene.
Princippet giver imidlertid et løfte om, at hvis en bestand kan bære det nuværende jagttryk, så bør vi have lov til at drive jagt på den. Dette princip har man, især siden jagtloven af 1992, systematisk tilsidesat for en lang række fuglearter, såsom vadefugle, måger, råger, skader og flere andearter (over 30 arter ved en hurtig optælling). Det mest bizarre eksempel var fredningen af sølvmågen (nu ophævet), der faktisk burde anses for Danmarks mest almindelige rovfugl fordi den tager æg og yngel af alle andre fuglearter, inklusive de mest sjældne. At man som ornitolog kan påstå at være fugleelsker og samtidig agitere for en fredning af sølvmågen viser for mig tydeligt, at vi har at gøre med en irrationel form for fuglefanatisme.
Det seneste eksempel er totalfredning af fløjlsand og havlit, hvor tallene taler deres tydelige sprog. Verdensbestanden af Fløjlsand anslås til over en million fugle, med 100.000 fugle i Danmark om vinteren. Vi jægere nedlægger i gode år 4000, hvilket er under en procent og altså langt under bestandsoverskuddet. Havlitten anses for at være en af de talrigeste ænder med en verdensbestand på 7 millioner og en Østersøbestand på 1,5 millioner med 100.000 i danske farvande. Vi jægere skyder 1300 om året, hvilket er under en promille af Østersøbestanden. Altså igen et totalt ubetydeligt antal i forhold til bestandsstørrelsen.
Fredningen af disse to andearter kan altså med sikkerhed siges at være uden betydning for bestandene. Fredningen gavner simpelthen ikke fuglene, men de skader mig, og de hundredevis, måske tusindvis af andre strandjægere, som hele deres liv har elsket disse smukke fugle, fordi jagten får os til at udvikle et personligt forhold til dem, hvilket ornitologer helt åbenlyst hverken forstår eller repekterer.
Dette bliver endu mere uforståeligt for mig, da man for et år siden indledte en fire-årig forsøgsperiode, hvor vi kun må skyde hanner af de to arter. Grunden var, at der er så stort overskud af hanner, at det faktisk skader fuglenes yngleaktivitet. Hvorfor kunne man ikke lade denne forsøgsperiode gå sin gang og så vurdere resultatet? Og hvordan kan en miljøminister frede fuglearter med et pennestrøg uden at give os en tidsfrist til at udøve den jagt, som vi har haft ret til i generationer? Jeg fatter simpelthen ikke hvordan mine folkevalgte repræsentanter kan være så ufølsomme overfor mig som person.
Jeg føler mig krænket som jæger fordi min livsform kan blive truet af politiske hensyn. Med andre ord, en skiftende regering kan med et pennestrøg fjerne en jagtform, som vi jægere har kunnet drive i et århundrede, og som jeg har kunnet drive hele livet. Mange unge jægere er bange for at investere i en jagtbåd. Mange etablerede jægere frygter, at de jagtbåde, som de har investeret 50-100.000 Kr i, med et pennestrøg kan blive uanvendelige. Er det rimeligt, at vi skal leve med den usikkerhed?
Jeg opfordrer derfor til, at man tager ansvaret for at fastsætte jagttider væk fra både Vildtforvaltningsrådet og miljøministeren. Skab en neutral og uvildig instans af fagfolk, som har til opgave at vurdere to forhold: Er der traditionelt blevet drevet jagt på en fugleart i Danmark (vi skal naturligvies ikke have jagttid på sangfugle)? Kan den aktuelle bestand tåle det jagttryk, som den bliver eller kunne blive udsat for af både danske og udenlandske jægere? Hvis begge betingelser er opfyldt, skal der af princip være jagttid på arten så man lader borgene selv bestemme, hvad de vil jage.
Hvorfor dette rammer alle danskere
Nu ved jeg godt, man kan sige: “Hvad så, hvis nu forbuddene kun påvirker nogle få tusinde jægere, er det så ikke prisen man må betale for at leve i en demokrati?” Men jeg lærte i skolen, at risikoen ved et demokrati er, at det kan udvikle sig til flertallets dikatatur ved at man systematisk tilsidesætter det ene mindretal efter det andet. Det medfører at alle eventuelt er blevet tilsidesat, for vi tilhører alle et eller andet mindretal.
Det er derfor folkestyrets udfordring, og politikernes grundlovsgivne opgave, at varetage alle mindretals rettigheder netop for at undgå flertallets diktatur. Jeg føler mig krænket fordi de folkevalgte politikere tilsyneladene ikke bekymrer sig om, at lovgivningen begrænser min livsform uden saglig begrundelse.
Venstrefløjen og arbejdernes jagt
Min følelse af at være krænket retter sig især mod politkerne på venstrefløjen, som traditionelt har været arbejdernes repræsentanter. Den frie jagtret på fiskeriterritoriet har traditionelt være “den lille mands ret,” især udøvet af arbejdere, som simplethen ikke har råd til at betale de voldsomme jagtlejer på landjorden. Da jagtlejerne fortsætter deres himmelfugt, er der stadig mange jægere, som ikke har råd til at drive landjagt eller rejse til udlandet.
Jeg føler ikke politikerne forstår eller respekterer hvor betydningsfuldt det er for mange danske jægere at kunne drive jagt på fiskeriterritoriet. Og de er tilsyneladende helt uvidende om, hvordan det føltes for de mindre priviligerede i 1800-tallet, da de i praksis ikke havde nogen mulighed for at drive jagt. Jeg ser derfor en manglende respekt for det faktum, at jagtretten på det salte vand blev givet fri i den periode, hvor det danske demokrati blev formet. Det er derfor en RET, som er en del af dansk demokratisk tradition og som ikke skulle kunne fratages os fordi en given regering gerne vil give indtryk af, at være mere grøn end rød.
Hvis man ser tilbage på jagtlovgivning og fredninger gennem de sidste 50 år, vil man se, at hver eneste begrænsning af jagten på det salte vand er enten gennemført af eller støttet af arbejderpartierne. Min bedstefar stemte socialdemokratisk hele livet. Min far stemte socialdemokratisk indtil han blev klar over, at hans parti ikke bekymrede sig om hans store passion for strandjagt. Han holdt så op med at stemme, fordi han ikke følte at nogen af partierne repræsenterede ham.
Det føler jeg ikke bare er en krænkelse af mig som menneske og statsborger. Jeg føler faktisk det er en krænkelse af den danske demokratiske tradition. Når først vi begynder at forskelsbehandle mindretal på grund af usaglige, kortsigtede overvejelser, hvor vil vi så ende henne? Det er muligt denne tendens ikke har ramt dig endnu. Men vent bare. Det er kun et spørgsmål om tid før du selv befinder dig i en mindretalsgruppe, hvis rettigheder kan tilsidesættes på grund af en politisk studehandel.
Det kan godt være du er ligeglad med mine rettigheder. Men sig mig så lige, hvorfor skulle jeg gøre noget, når dine rettigheder står for skud? Og hvis vi ikke passer på hinanden, hvad for et slags land ender vi så med at leve i?
