Skærm, Skærm ikke ?

Af: Chr. G.

Det var sidste chance for at nå en tur på jagt, inden julefreden sænkede sig over vandet. Min bror var kommet den lange vej fra kronjydernes hovedstad, og ud over julegaver havde han også medbragt diverse skydevåben i håbet om, at de kunne blive luftet lidt. Vejrudsigten udelukkede ikke nogen muligheder; men var heller ikke optimal til noget som helst - hverken på land eller vand.

Jungletrommerne havde lydt om, at der var kommet en del nye flokke Canadagæs til området. Hvis man som kravlejæger skal have sådan nogle på dækket, skal det være inden de har været i ilden for mange gange. Det er nogle specielle fugle. Hvis man er den første som prøver dem, behøver man ikke at være specielt dygtig eller heldig, for at komme på skudhold; men de lærer hurtigt at tage sig i agt for prammen og er senere nærmest umulige at komme på skudhold og godt for det.

På denne tid af året skal man ikke så tidligt op, så vi var fremme ved vandet i god tid .Der holdt ikke andre biler ved p-pladsen, så det tegnede godt. Vi fik hurtigt læsset prammen af og trukket den ned til strandkanten. Nu skulle vi bare have læsset lokkerne og andet grej. Da jeg tog dækslet af var jeg med det samme klar over, at der var noget helt galt. Skærmen var væk. Den ligger normalt først for. Jeg vidste dog godt hvor den lå nu, nemlig hjemme i mit fyrrum. Sidst jeg var ude, havde jeg mod sædvane taget den med hjem for at reparere og male den.

Nu var gode råd mere end kostbare. At tage på kravlejagt uden skærm er værre, end at tage på trækjagt uden lokkeænder. Vi var for langt væk hjemmefra til at kunne nå at hente den, så vi overvejede alternative muligheder. Det var for stille vejr til at skyde skovduer og heller ikke ideelt til råvildt og ræv. Vi havde hørt lidt spredt rappen fra gråænderne og sangsvanerne var i gang med en større koncert. Pludselig var der nogle canadagæs som blandede sig i koret. Det lød som om de befandt sig på den rigtige side af revet og småøerne. Det gjorde udslaget, så det var med at komme af sted, før der kom andre jægere og så håbe på, at vi kunne få en chance eller to på trækket, mens det endnu var mørkt.

Det kan på ingen måde anbefales at være 2 mand i en jafipram. Vi har dog prøvet det før og har en helt klar procedure, hvis der f.eks. skal sejles efter en anskudt fugl.Gæsten må ud af prammen og stå i waders, indtil apporteringen er fuldført. Alt andet er uforsvarligt. Det går til gengæld hurtigt, når der er 2 til at stikke, så efter 20 min. var vi fremme ved den første græsholm. Normalt venter jeg der til det lysner lidt, så man kan se om der er kravle muligheder; men vi skulle hurtigt ud til stenrækken for at få lagt lokkerne ud og sat lokkegæssene på pind.

Både gæs og ænder har en vis evne til at søge ud på dybt vand, efterhånden som lyset bryder frem. I kikkerten kunne vi se gæs og svaner på vej ud i sundet og dermed uden for chance. Sangsvanerne var begyndt at flyve mod Orø´s fristende rapsmarker og gæssene ville snart følge efter. Til alt held kom der en motorbådsjæger op igennem sundet på vej ud i Isefjorden. Han fik øje på canadagæssene og da de lå udenfor motorbådslinjen, ville han prøve dem. De lettede dog alt for tidligt.
Det viste sig, at der også var en flok grågæs i mellem. De satte kursen ind mod græsholmene. Vi dukkede os det bedste vi havde lært, men de drejede af og trak videre østpå, mens canadagæssene trak vest over. Der var dog en enkelt grågås sammen med canadierne.Den fortrød, vendte rundt og kom nu ret på. Den var for højt oppe; men da den fik øje på silhuetterne, faldt den lidt i højden og det begyndte at ligne en mulighed. Det var bare at sidde helt stille. Da den var ret over, skød min bror den i et flot højt skud. Turen var reddet. Det er trods alt ikke så tit, man har gås med hjem.

Solen var stået op og jeg kikkede efter noget tang ,som kunne lægges op på dækket som skærm, men der var ikke noget. Der kan være et fornuftigt træk af edderfugle, som skal ned på inderbredningen, men det var for stille vejr. Så der var kun nogle toppede skalleslugere, som ville slå på lokkerne. Jeg skyder normalt ikke skalleslugere, da jeg ikke bryder mig om smagen, og for ikke at forringe chancerne til svømmeænder og gæs. Men da der kom en stor skallesluger-han, fik min bror tilladelse. Han manglede en til samlingen af udstoppede fugle og den blev skudt, uden at det specielle næb blev beskadiget.

Lidt senere kom der en gråandrik, som var meget interesseret i lokkerne; men den landede 75 m uden for lokkerne. Det gør de næsten altid her sidst på sæsonen, da de har jo set et par lokkere før. Så det var kun at vente og håbe på, at den ville svømme ind mod lokkerne. Det gjorde den også; men da den manglede 20m i at være på skud, blev den mistænkelig. Normalt er det ikke noget problem, da man så bare selv kravler ud til den. Men med en gås og en skallesluger som "skærm" og 2 mand i prammen gav jeg det ikke mange chancer. Om det var fordi den var blændet af solen, eller den var forblændet af en af de ny indkøbte hun-lokkere vides ikke. Den holdt i hver fald fint og havnede også på fordækket.
Da vi var på vej tilbage til de store sten, hørte vi pludselig en grågås gakke ret bagved os. Den kom også imod lyset, drejede fra og fløj kaldende sydpå. Da den tilsyneladende ikke fandt noget spændende dernede, vendte den rundt for at tage lokkegæssene i øjesyn en gang til. Jeg har altid et par patroner med større hagl stående mellem skærmen og cockpitkanten, så der blev ladet om til en varm velkomst, hvis den kom helt ind. Det gjorde den og som brødre vi dele, så var det mig der skulle se, om jeg kunne få den. Første skud var lidt for langt tilbage; men i andet pakkede den og en af de få årlige grågæs, kunne lidt senere beundrers på nært hold. Den kom også på fordækket, så nu var der da lidt at gemme sig bag.

Trækket var ebbet ud bortset fra en hvinand, som kom bagfra uden hvin og var over alle bjerge, inden vi fik løftet bøssen. Vi overvejede så småt at pakke sammen. Det har tit undret mig, at der næsten aldrig er noget svømmeandetræk, selv om det kun er moderat højvande. Efter al logik skulle de jo tvært imod trække meget mere rundt for at finde et sted, hvor de kan nå bunden. Men sådan er der jo heldigvis så meget, vi ikke kan regne ud og derfor er der plads til overraskelser.

Et par gråænder var svømmende på vej ind fra sundet. Da de nåede grundkanten, begyndte de at æde. Det så ikke ud til at de ville se nærmere på vores lokkere.
Afstanden var ca. 150 m, så vi måtte gøre noget. Hvis der kom flere flyvende ville de med stor sikkerhed lande samme sted, da to levende ænder lokker meget bedre end 50 af plastik. Langsomt gik det derned af. Det var med at undgå de store armbevægelser, som gummiflapperne normalt skjuler, men hvo intet vover…. På 50 m.
afstand blev de langhalsede og begyndte at svømme væk. Vi fulgte uendeligt langsomt efter. Heldigvis svømmede de ikke ud på det dybe, for med 2 mand i prammen skal man ikke ud, hvor man ikke kan bunde. Der manglede stadig nogle meter, da anden fandt noget tang, som den stoppede op for at æde. På den måde nåede vi på skudhold og da den lettede var det en oplagt chance, som også blev udnyttet. Andrikken holdt sig på sikker afstand.

Nu mente jeg så også, at vi ligeså godt kunne pakke sammen. Det havde været en god tur, og kvoten med held måtte bestemt være opbrugt for den dag. Men læren af historien må være, at man ikke skal give op på forhånd, selv om det ser håbløst ud.