Endelave
Af: John Ravn
I en tid hvor, der ikke er så meget at ”lave” som strandjæger, kommer her en lille beretning, som ikke har så meget med strandjagt at gøre – og alligevel.
Allerede fra starten af 1970 érne, havde jeg den store glæde at komme på jagt, på denne lille pragtfulde ø. De første mange år, drejede jagten sig om, de mange kaniner der findes på øen. Senere kom der en mulighed for at sidde på land og skyde svømme- og dykænder. Jeg vil tage læserne af ”Strandjægersiden” med på nogle af de jagtoplevelser som jeg har haft på øen.
Natten var blevet tilbragt, på den lille hyggelige gæstgiveri, som findes på øen. Flere gange var vi vågne og lyttede til vindens tiltagende styrke. Det var svært at sove, for vinden var i det rigtige hjørne. Kaffebrygningen foregik hurtigt og inden længe var vi på vej ud i den bælgsorte nat. Velankommet til den lille sandrevle, som strækker sig ud i havet, gik vi straks i gang med at skovle huller, som vi kunne komme i dækning og ly af. Det er begrænset hvor dybt man kan grave ned, så arbejdet var hurtigt overstået. Den opskyllede tang, blev brugt som kamuflage og vi kunne nu indtage vores plads i skjulene.
Nu kommer den tid jeg sætter mest pris på ved jagten. Liggende i skjulet, ventende på lyset som kommer listende. Spændingen der bygges op. Historier, som gamle jægere har fortalt, bliver vendt i hovedet. Stedet kan give mange fugle, - hvis det er den rigtige dag. Mon det er dagen? Mange tusinde tanker farer gennem hovedet på en, medens man venter på lyset og fuglene. Stedet kræver stor omtanke med hensyn til skydningen. Mod Samsø siden er det allerede dybt efter få meter, mod fastlandssiden kan man gå 20-30 meter ud – med forsigtighed. Stærk strøm, gør det meget farligt at anvende hunde.
Vores aftaler var på plads og gæsten kendte betingelserne. Heldigvis stod den stærke vind lige på og de skudte fugle ville drive på land, fra Samsø-siden.
Edderfuglen begyndte deres træk efter føde og hele tiden var vi i dækning for fugle. Jævnligt var vi oppe for at samle skudte fugle op. Vi havde efterhånden fået et pænt antal fugle og jeg tænkte allerede på slæbet med at få fuglene ind til bilen. Vi var begyndt at snakke om at stoppe, da dagens tilbud viste sig i horisonten. Langt ude kom der en flok, på cirka 25 edderfugle. Indtil nu, havde vi kun haft fuglene inde enkeltvis eller som småflokke. Vinden blæste fuglene ind mod land og når de ramte land, ville de følge kysten indtil de ”turde” passere revlen. Spændingen ved at følge fuglene er ulidelig. Nærmere og nærmere kom fuglene og nu kunne det ikke gå galt. Ti meter ude og i fem meters højde, så det ud som om flokken stod stille i luften. Jeg råbte nu og som trold af et tangskjul kom vi op og fire skud, brød vindens rusken og bølgernes sang. På trods af vores pludselig tilsynekomst ændrede fuglene ikke kurs, målløse stirrede vi på de 25 edderfugle, som drev videre i vinden. På trods af, at vi begge har drevet meget flugtskydning og jagtskydning og vi betragter os begge som habile jagtskytter, forsvandt fuglene, - heldigvis uden at have taget skade.
Hjemturen til fastlandet, med den lille hyggelige færge, var hurtig overstået. Vi glædede os til at komme hjem. Der var et pænt bundt fugle der skulle gøres i stand, men vi syntes ligesom om, at der manglede nogle fugle. Trods en god tur, så er det de fire blanke forbiere vi husker bedst.
Tilfældighedernes spil, havde bragt mig i kontakt med en af landets bedste naturfotografer. Michael Sand gav udtryk for, at han godt kunne tænke sig at fotografere jagtoplevelser på øen. Kort tid efter, kæmpede færgen sig gennem bølgerne. Med på jagten var Jens Ove og Karsten. Jagten skulle gælde kaniner, fasaner og et morgentræk på Øvre - spidsen. En af mine tidligere elever skulle være frittefører og han havde stillet huset til vores disposition.
Velankommet til øen, foreslår jeg, at vi tager en tur ud på Øvre, idet blæsten har godt fat. Spidsen er fuldstændig væk i den hårde blæst og højvande. Fotografen bliver fuldstændig ”vild”, idet der er et specielt lys, i det stride vejr. Kameraet snurrer hele tiden og idet solen bryder igennem skyerne, sættes tempoet op. Vi bliver kommanderet rundt, medens han skyder løs. Mit blik fanger en stor skallesluger, der kæmper imod vinden. Hurtigt smider vi os dæk og fuglen passerer på oplagt skudhold. Skuddet er forholdsvis let og fuglen forender i de oprørte bølger. Min ruhårede hønsehund kaster sig i bølgerne, men først efter 3 forsøg, får den kæmpet sig igennem den voldsomme brænding og kan aflevere en flot udfarvet andrik.
Resten af dagen gik med at jagte kaniner og fasaner. Det er en speciel oplevelse at skulle skyde kaniner, alt imens man kan høre kameraet snurrede i bag en.
Heldigvis har vi en af de dage, hvor tingene lykkedes og fotografen får skudt nogle fantastisk gode billeder – på trods af besværet med at holde kameraet i ro i den stærke blæst.
Et aftentræk på svømmeænder, slår fejl idet vinden fuldstændig har lagt sig. Vi kæmper os ud på nogle oversvømmede enge, medens fotografen bliver inde. Med lånt haglbøsse dublerer han gråænder, medens vi andre intet ser.
Næste morgen er vi på Øvre spidsen. Her nyder vi en fantastisk morgen, solens opgang er utrolig flot. Vinden har lagt sig fuldstændigt, hvilket naturligvis får betydning for udbyttet. Efter at Michael Sand har taget en række billeder, tager han videre rundt på øen for at fotografere, noget af alt det råvildt som øen er velsignet med.
Er du interesseret i at se billeder fra øen og jagten så læs Michaels Sands beretning i ”Jagtårbog 3. årgang side 26 – 41.
29.12.2005 raser en snestorm over øen. Dagen før er Asger, Brian og undertegnede ankommet til øen. Vi går ofte glib af gode muligheder, idet man er nødt til at tager derover dagen før jagten. Men denne gang ser det ud til, at vi vil ”ramme” det rigtige tidspunkt.
Hele Øvre spidsen er forsvundet i den hårde NØ storm. Nedbøren falder som slud, hvilket gør det umuligt at se mod vinden. En fordel er det dog, at vi kan få gravet dybe huller, som vi kan søge læ i.
Et telefonopkald til fastlandet, får de andre, som er med i jagten, til at aflyse. Det er håbløst at drive jagt på kaniner i dette vejr – men edderfugle.
Ofte oplever vi at få forskellige fugle for bøssen, udover edderfugle, toppede skalleslugere, gråænder, krager, måger, hvinænder og stor skallesluger, selv en sortand er blevet nedlagt fra land.
I det ”forfærdelige” vejr lykkedes det os, at få et pænt bundt fugle med hjem. Men her vil jeg lade billeder tale deres sprog – håber man fornemmer vejret.
En hurtig tur skulle blive afslutningen på denne sæson, med på turen var Peter og Preben. Natten blev igen tilbragt på øens Gæstgiveri. I løbet af natten blæste det fra nord, men desværre havde metrologerne lovet at vinden ville lægge sig – og de fik desværre ret.
Da vi ankom ud til Øvre spidsen, kunne vi konstatere, at der var gravet nogle dejlige huller, som var til at krybe i. Lokkesilhuetterne blev hurtigt stillet op og så er det bare med at vente. Med lyset kommer de første fugle og to gange har Preben oplagt chancer til edderfugle, men begge gange lyder der høje eder fra ham.
Ingen af gangene lykkedes det for ham at få skudt, idet våbenfedtet åbenbart er blevet lidt for ”stiv” i frosten. Efter lidt arbejde lykkedes der og morgenen kaster 4 flotte kokke af. Skydningen bliver i dag nøje overvåget af flere nysgerrige sæler.
Efter få timer opgiver vi jagten og beslutter os for at køre rundt på øen for at se de mange stykker råvildt der findes. Her har jeg virkelig rig mulighed for at vise mine gæster massevis af råvildt og kaniner. Midt i Endelave by står 4 stykker råvildt under et æbletræ. Længere ude af vejen ligger 11 stykker råvildt, i et levende hegn. Vi holder længe og nyder synet af dyrene, hvorimellem der er en pæn buk. 200 meter derfra er 4 jægere i færd med at skyde kaniner fra et af de mange diger, som der er på øen. Skuddene generer i råvildtet, - i øvrigt må bukkene jages den første uge i oktober, og så er det slut. Da vi kører tilbage til færgen, springer et stykke råvildt op på stendiget som omgiver kirken. Længe står rådyret og holder øje med os i bilen. Vi er mindre end 10 meter fra rådyret, men det er ligeglad med os. Pokkers, at kameraet er pakket ned i rygsækken. Til sidst går rådyret ned blandt gravstene, hvor vi opdager et stykke råvildt mere, her går de og nipper af blomsterne, som er lagt på gravene. Vi når at se endnu flere stykker råvildt og mange kaniner, inden det er tid for at køre ombord og lade de mange billeder bundfælde sig på nethinden.
