Et glædeligt gensyn, oktober 2019

Af: Wac

Efter en sløj start på jagtsæsonen, hvor der har været nok at se til på hjemmefronten, lykkedes det mig endelig at finde et hul til at trække vejret igen, så jeg tog fri fra arbejde da vind og vandstand passede til, at sige goddag til en forsømt plads fra min side på fjorden. og i anden zone af landet, end den jeg plejer at besøge.

Forberedelserne var selvfølgelig afsluttet aftenen forinden, kravlemaskinen var pakket og en lille note var klistret til køkkenbordet med de sidste ting jeg skulle huske, at have med om morgenen. Vækkeuret på mobilen blev sat og jeg gik til køjs i gæsteværelset, for ikke at vække vores lille dreng når jeg skulle tidligt op og hans mor.
Jeg faldt hurtigt i din dyb søvn og før jeg vidste af det, kom min kone væltede ind på værelset, om jeg ikke skulle på jagt?!?! På jagt, tænkte jeg noget ved siden af mig selv. Jeg kiggede på uret og det lå rigtigt nok og ’alarmerede’, men lyden var slukket, der var kun en lettere oplyst skærm der gjorde et forsøg på, at få mig ud af fjerene.
Jeg havde 5 minutter til at nå det jeg ellers havde sat 45 minutter af til og tak til mig selv, fordi jeg havde lavet den lille seddel, med hvad jeg skulle huske, for jeg klarede hele molevitten på 15 minutter og afsted det gik. Ind på Cirkel K, fik min kaffe, for uden den ville det være lige meget, hvad der kom på paraden. Kaffe først og fremmest...

Jeg nåede ud til det område jeg havde udset mig, at jeg skulle lave noget ravage på. Det første der mødte mig var vind fra nord, som jeg aldrig har været særlig glad for. Det tager altid røven på mig af en eller anden grund. Ligesom AGF åbenbart altid skal tabe til Randers, har jeg ladet mig fortælle? Men det er heldigvis ikke min bekymring, ligesom vind fra nord ikke er deres.
Jeg sætter i, vandet er højere end prognoserne og vinden skubber lidt vand indenbords, men fred være med det. Jeg stager mig afsted og der er totalt dødt og kan ingen silhuetter se i min kikkert. Jeg kommer rundt om en lille pynt og hovsa, en and lå ca. 10 m fra mig og den lå meget stille, det undrede mig lidt og den var også lidt større end en gråand, og siden den ikke havde travlt, så havde jeg det heller ikke. Jeg tog min kikkert for at få den ’helt tæt på’ så jeg kunne bestemme noget ud fra konturen, for der var stadig for mørkt til at jeg kunne se farverne.
Havde det nu været en gråand, så havde den fået et læs hagl, bare for at fortælle den, at næste gang må den gerne gøre det her møde, til et lidt mere spændende element en anden gang, hvis jeg nu skulle ramme forbi. Men på næbet kunne jeg hurtigt se at det var en edderfugl, og det var nu engang nok også en høne, så jeg drog videre på min tur.

Jeg kommer derud hvor jeg havde forestillet mig jagten skulle have sit endelige udspring. Jeg så en sølvmåge på en sten der betragtede mig, men den virkede ikke irriteret over mit nærvær. Jeg lod som om at jeg ville stage uden om den, lidt ligesom fra motorbåd efter edderfugle, så der faldt den første fugl. Derefter lagde jeg mine lokkere ud og fandt ud af hvor basen skulle være, ift vinden.
Der skete ikke rigtigt noget og var ved at være lidt utålmodig, da en fast base ikke normalt er mig, jeg fortrækker at være opsøgende, men heldigvis var madpakken smækket med dagmartærte og marcipan, så jeg fik tiden til at gå.

Tak skæbne, der kom da et lille hold grågæs. Der rigtigt nok mente at, dagen i dag skulle foregå i sidevind på kravleprammen, og den udfordring tog jeg selvfølgelig gerne imod. Det lykkedes mig også at komme ind på et rullende skudhold, men lige som jeg slap stikkerne, drejede prammen tilstrækkeligt nok til, at jeg ikke kunne skyde første skud på vandet. Da jeg har gjort skydeskåret så tilstrækkeligt smalt, for at lukke så lidt lys igennem som muligt. Jeg skramlede desværre lidt, det holdte gæssene ikke til og de smuttede inden jeg fik mig op på knæ, og lod dem gå. Da jeg ikke ville tage chancen med en mulig anskydning, de var allerede for langt ude.

Jeg var godt sur i dette øjeblik, men sådan kan det jo desværre gå. Jeg kom hurtigt tilbage til basen og fik mig en cigaret, så jeg kunne dampe lidt af. Der kom en stor klump med grågæs og de havde lagt sig som perler på snor, og den snor var rigtig lang, min erfaring er, at før eller siden kan de yderste se bag skærmen og de smutter, som forudset skete der her, så det var hurtigt overstået.
Tilbage til basen uden den store skuffelse. Frem med min kikkert og langt ude kunne jeg se 4 grågæs havde smidt sig. Var godt klar over at den her kravletur ville tage noget tid, men det var faktisk en god chance. Jeg kom dog også ganske tæt på og med vinden i snuden som jeg helst vil have det. Dog var der langt fra noget jeg kunne ’gå i et’ med, så de blev lidt mistænksomme, og begyndte at svømme væk, vidste slet ikke de kunne svømme så hurtigt, for jeg ikke har megen erfaring med gæs.

Men her fik jeg så hjælp fra en uventet gæst. Der kom en kææmpe flok grågæs, og de tog simpelthen opmærksomheden væk fra mig, jeg kravlede de sidste 20 meter lyn hurtigt, boom en på vandet og boom en i luften. Og her vil jeg gerne sige undskyld til dem jeg vækkede med min jubel, jeg kunne simpelthen ikke holde mig tilbage, for jeg er helt sikker på at jeg sagtens kunne høres.

Indtil videre var der to grågæs på paraden og en sølvmåge, var rigtigt godt tilfreds og solen var nu stået op for alvor og vejret var skønt. Den kæmpe flok af grågæs der havde hjulpet mig med at nedlægge dens artsfæller, var landet på vandet ca. 500 meter fra mig og lå på vejen tilbage til bilen, men jeg gad simpelthen ikke engang at give det forsøg, og håbede de dryssede lidt væk af gangen, så der måske lå en lille flok tilbage.
Tiden gik og der var ikke meget liv tilbage der ude at nyde, og kunne hele tiden høre grågæssene snakke fjoget bag min ryg, kunne næsten hører dem, kalde mig for pattebarn, der ikke turde at tage kampen op.

Til sidste ville jeg ikke finde mig i mere, så jeg smed mig på maven efter at have lagt en plan for, hvordan jeg skulle gribe kravlet an. Som de lå var der kun en givet måde, hvis det ikke skulle ende til deres fordel. Jeg kravlede det bedste jeg havde lært, hænderne helt oppe under skærmen og halvt nede i vandet, så det kun var mine håndled der gjorde arbejdet. Jeg nærmede mig nogle sten, hvor de yderste af gæssene lå, men det var som om at de havde en fornemmelse af, at noget ikke var som det skulle være, så de svømmede lige så langsomt væk, men deres kropssprog fortalte mig dog, at de stadig var rolige.

De svømmede forbi ham kaptajnen som de havde betroet deres liv til, som stod med strakt hals og holdte øje med alt og alle, men han må have haft et blindt øje der vente mod prammen, for det kostede ham livet den her gang, og mon ikke også han skulle skiftes ud, når han ikke er egnet til hans job. Den gås var uden sidestykke mit bedste kravl nogensinde… Og længste.. 45 minutter tog det. I skrivende stund er jeg også meget træt i nakken.

Knæk og bræk
Wac