Bonus Debut d. 20. december 2011

Af: Carsten Holm Clausen


D. 20.december 2011 blev bonus knægten 16 år og da jagttegnet for længst var blevet taget var denne dag længe ventet. Ja, der gik lige frem historier om denne dag på Helgenæs Natur Efterskole hvor Rasmus går på jagtholdet.

Naboen har inviteret på ande- og gåse jagter, men strandjagten måtte vente da vejret drillede og låneprammen var ikke ledig. Julen stjæler jo mange dage, som kunne bruges på jagt. Det er hårdt når man har ventet så længe.

I dag d. 28.12 blev det så muligt. Vi skulle op kl. 04.30 og hvem sad allerede og spiste morgenmad da jeg kom op… Rasmus, han havde ikke fået sovet meget men et eller andet må være sket, da han normalt lignede noget der var løgn om formiddagen, men er lige nu meget tidligt, lys vågen og meget klar.

Vi havde en aftale med Laurids fra Team-Exstreme om at låne pram og hyggeligt samvær på en tur.
Efter en lille forsinkelse mødtes vi ved rampen hvor prammene blev søsat, Rasmus blev instrueret grundigt af Laurids i brugen af den lånte pram og inden længe var vi på vej ud i mørket mod målet for jagten. Rasmus klarede turen rigtig godt. Vel fremme på stedet brugte vi lige lidt tid på at sikre, at vi var på det helt rigtige sted.
Trods mega rod med liner og lokkere i den lånte pram bevarede Rasmus roen.. Det var mere end hvad jeg gjorde… Kludder på liner og lokkere er mere end hvad jeg gider tumle med, så en stribe lokker måtte blive i prammen, det var ved at blive lyst og vi skulle på jagt.
Vi var heller ikke andet end lige kommet i prammene og lå klar, før de første edderfugle og hvinænder viste sig.
Rasmus måtte dog ret hurtigt sande, at hvinænder er lyn hurtige, da bøssen et par gange var blevet tømt til gode chancer. Der var mange hvinænder og meget flyvelystne. Edderfuglene var der ikke mange af, men af og til viste de sig. 5-6 edderfugle kom tæt forbi Rasmus, han måtte sande at skud ud til højre side er svært og han holdt fornuftigt skuddet tilbage.

To Edderkokke kommer lidt senere lavt ind, den ene tager retning mod Rasmus som med sit andet skud får den sendt i bølgerne, Laurids bakker op og får af fanget fuglen inden den forsvinder i bølgerne. En stolt Rasmus får edderfuglen i hånden som bliver lagt på dækket bag ham.


Trækpram

Foto: Carsten Holm Clausen


Den anden edderkok tager retning mod mine lokkefugle, den forender i knaldet. Den stærke blæst har et godt tage i den og der skal arbejdes med årene for at komme tilbage til ankertovet.

Efter endnu et par chancer til hvinænder må Rasmus endnu en gang kapitulere og sande, at de er svære når man er helt ny i strandjagten. En Hvinandrik kommer med sitrende stive vinger ind i mine edderfuglelokkere… Ok nu skal jeg vise hvordan sådan en skal nedlægges… bvadddrrr.. to forbiere bliver med hujende råb fra Rasmus og Laurids kommenteret.
Efter en kaffepause må vi sande at trækket er gået i stå og vinden tiltaget meget, så vi bliver enige om at pakke sammen. På vej hjem i bilen måtte Rasmus konstatere at han godt kunne forstå at jeg var træt efter en tur på vandet.
Vil takke Rasmus og Laurids for godt selskab og for sidst nævnte lån af pram.

Med strandjæger hilsen
Carsten Holm Clausen


Trækpram

Foto: Carsten Holm Clausen