Den 1. endnu en gang. Oktober 2009

Af: Claus Lind Christensen

Gæssene lå ude på det flade vand, og der var nok omkring 60-70 stykker, men at komme til dem i langelænderen var håbløst. Der var dog en chance, og det var at vi rent faktisk var kommet lidt sent af sted denne onsdag den 30. september. Jeg var lidt foran Brian og Søren og var derfor kommet på plads til aftentrækket inden de kom ud i området, og da jeg kunne hører motorbåden komme rundt om øen mod gæssene, fiskede jeg mobilen op af kassen, for at få dem til at lægge den rette kurs når de rundede øen.
Da motorbåden nærmede sig gæssene lettede de under stor spektakel, men kursen var desværre ikke i min retning, så det var ikke her jeg skulle få chancen til gæssene.

Da gæssene var væk fik jeg lagt de sidste lokkere ud, og trukket et sløringsnet hen over prammen, hvorefter jeg var klar hvis der skulle indfindes sig yderligere gæs eller et par svømmeænder i området.
Brian og Søren derimod syntes de var så sent på den, at de ville springe over aftentækket, og i stedet rekonosere lidt inden morgendagens jagt, hvor det var edderfuglene der skulle holde for. Her skulle det så være 8 gang vi var i området, men denne gang skulle vi overveje meget nøje, hvordan vi skulle gribe sagen an.
Dels var pladsen ude på revet, hvor vi plejede at ligge optaget, og de havde på ingen måde nogen lyst til at give plads til flere, og det på trods af at revet var flere hundrede meter langt, og de kun var to personer. Derudover lovede vejrudsigten hård vind fra nordvest, hvilket er den værste vind for netop dette område, da vi ville ligge helt forkert i forhold til trækket.

Alt dette var vi ikke herre over lige som jeg heller ikke var herre over svømmeænderne på aftentrækket, De var der godt nok, men det var kun lyden jeg spottede, så det var ikke den aften der kom et par fede gråænder i prammen.

Efter skydetid, var det traditionen tro tid for aftensmad der bestod af det sidste edderfugl fra sidste sæson, som var kogt i en solid gryderet. Sammen med at maden blev varmet op, blev planen for morgendagens jagt drøftet, og det var ikke let. Vi var tre mand i pramme, hvor vi dels skulle kunne ligge godt for vinden som var spået til at komme helt op på 14 ms, men vi skulle jo også helst ligge hvor fuglene ville være.

Planen kom først på plads efter maden var gledet ned, og den blev således at Brian ville drage ud mod revet, for vandet ville falde voldsomt i løbet af natten, og derved ville revet blive endnu længere end normalt hvorfor der burde være plads til endnu en jæger.
Søren og jeg ville søge hen på det lave område hvor gæssene havde været aftenen før, da nordvestenvinden forventelig ville presse edderfuglene ind over dette område.

Med denne plan på plads gik vi til ro for at få lidt søvn, inden vi igen skulle trække prammene ud i mørket efter edderfuglene, som vi håbede ville glide ind over lokkerne på en snor.

Da vi vågnede var vinde taget til, og vandet var også faldet som forventet, hvilket da også betød at motorbådene nu ikke længere var flydende, så vi måtte arbejde lidt med at bringe dem flot.

Efter lidt asen og masen begav søren og jeg mod det lave vand, i den stride blæst, men vi kunne det meste af vejen sejle lidt i læ af land, men det hev nu alligevel lidt i Mopaen og prammene. Brian ville vente lidt med, at begive sig ud til revet, da det skulle være lidt mere lyst ingen han ville ud på det mere åbne vand.

Lokkerne kom hurtigt i vandet og Mopaen kom væk, og vi var godt svedige da vi langt om længe kom på ryggen i prammene.

Klokken var 15 minutter over skydetid, og kendte jeg edderfuglene i området ret, kunne de indfinde sig når som helst, så det var med at være klar.
Knapt havde jeg tænkt tanken da en flok væltede forbi os bag fra. Jeg hold til en yderst i flokken, men de kom stærkt med vinden, så årets første skud til en edderfugl blev en forbier.

Nu regnede jeg med, at der ville komme gang i trækket, men jeg havde forregnet mig, og de få fugle der kom bag fra og alt for langt ude. Jeg havde håbet på at en del af det træk der kom fra syd trods alt ville skære ind over det lave vand, men nej sådan skulle det ikke være denne morgen.

Med et kom der en ung andrik bag fra, og sågar inden om os, som vred sig rundt i vinden for at tage kurs mod lokkerne. Kursen holdt den og den strøg lige ind i min side af lokkerne hvor den forendte.

Herefter kunne vi igen ligge og se på at edderfuglene fløj forbi os, og i øvrigt var antallet langt under det antal som vi var vant til at se i området.

En chance fik vi dog mere, da to edderfugle der som den første kom bag fra fattede interesse for vores lokkere. Her lod jeg den forreste gå videre til Søren, men lige inden den var inde på skudhold af ham vippede den rundt, og kom over i min side hvor jeg skød den i et enkelt spidsskud.

Efter at fuglen var hentet var det som om, at trækket gik helt i stå, så allerede ved ti tiden valgte vi at pakke for at drage mod mødestedet hvor vi kunne se at Brian også var på vej hen.

Brian havde haft lidt mere gang i den ude på revet, og havde da fået 7 edderfugle, men også han kunne berette om at antallet af fugle ikke havde været det samme som de tidligere år.

Søren og Brian forlod stedet som de kom, sammen i Brians motorbåd med deres pramme på slæb, og jeg i min Mopa med min Langelænder på slæb. Vi sejlede side om side, men en Mopa i en skarp vind skråt forfra er ikke lykken, da vandet bliver smidt lige op i hovedet på en når man ikke sejler ret stærk. Jeg meddelte derfor de andre at jeg ville sætte farten op, og at vi kunne mødes i havnen.

Gashåndtaget blev trykke næsten i bund og Langelænderen lå godt bag Mopaen. Efter at have sejlet ca. 400 meter, fik jeg en indskydelse at jeg lige ville se hvordan de andre kom fremad, og her kunne jeg konstatere at de slet ikke kom fremad, men derimod sat og vinkede med arme og ben, for at komme i kontakt med mig.
Roret blev lagt over og jeg sejlede tilbage til dem. Her viste det sig, at motoren var stået af på Brians båd, så jeg måtte derfor, ud over min egen pram, have en motorbåd og to pramme på slæb hjem. Pyyyyy det tog lidt tid at få dem trukket de små fem kilometer fra mod vinden, men vi kom sikkert i havn, efter endnu en 1. oktober i hinandens selskab, som ikke er at foragte.