Bølger på tværs. 10. januar 2009

Af: Claus Lind Christensen

15 minutter før skydetid slukkede jeg motoren på prammen, hvorefter Carsten og jeg lå og drev i bølgerne. Vinden var let fra sydvest, og bølgerne var ikke særlig store, men de rullede skævt i forhold til bølgerne, hvilket gav lidt søgang i prammene.

Ankeret blev hevet udenbords, og lokkerne kom efter. Det tog dog lidt tid, inden vi fik lokkerne ud, for strømmen var kraftig, og det forhold at vi på det nærmeste lå med siden til bølgerne gjorde det bestemt ikke lettere, men ud kom de.

Her lå vi som vi havde gjort så mange gange før, og klar var vi, klar til at edderfuglene skulle begynde at, trække og forhåbentligt finde vores lokkere.

Efter vi havde ventet i en lille halv time, begyndte edderfuglene for alvor at trække, og de kom fra alle retninger. De fleste kom fra nord, men de var ikke vilde med lokkerne, og i det hele taget var fuglene denne morgen noget tilbageholdende, hvor de i starten drejede af langt uden for skudhold.

Vi fik dog chancer, men det var ikke vores morgen, hvor vi dog fik fugle, men vi fik også lavet alvorlig mange huller i luften. Om det var bølgerne der delvest løb på tværs, af prammen eller om det bare ikke var vores dag, for vi havde bestemt haft bedre dage, end lige netop denne.
Sådan en dag, bliver det heller ikke bedre af at de mange forbier, der i den grad sled på selvtilliden, hvor man langsomt kan se patronerne forsvinde i kassen, uden at der kommer ret mange fugle i prammen.

Det var dog ikke ene elendigheder, for der var også gode chancer som blev udnyttet optimalt, Carsten fik bl.a. en fin kok lige ind over lokkerne i et skud, der var helt perfekt. Der var også chancen hvor Carsten råbte at der kom fugle bag fra, hvor jeg nåede at rulle om på maven og springe op på knæ, og nåede at sende en kok i baljen.

Sådan gik den første del af formiddagen, hvor vi ud over hinandens gode selskab, fik set en del edderfugle, samt lidt havlitter og sortænder. Havlitterne fløj som sædvanligt for villet rundt, hvor der ikke rigtig syntes at være noget mønster i deres adfærd, hvilket Carsten også fik prøvet.
En flok havlitter, kom mod lokkerne og så egentlig ud til at de ville dreje af, men nej. Med et drejede de ind over lokkerne, men her nåede Carsten ikke med. Om det var dagens dårlige skydning, eller om det var at de pludselig satte kursen ind over lokkerne i høj fart, må stå hen i det uvisse.

Efterhånden som det så ud til, at edderfuglene ikke ville ret meget mere den formiddag, aftalte vi at jeg skulle prøve at starte motoren, for at se om der lå lidt havlitter længere ude af revet.

Af sted det gik, og jeg forventede at se lidt havlitter i løbet af kort tid, men der var lidt bølger der gjorde det svært at spotte dem fra en lav pram, men de var der ikke. Jeg fortsatte lidt ud a revet, velvidende at jeg snart skulle vende om. Her fik jeg øje på en enlig kok, som lå i en god position, så jeg begyndte indsejlingen.Alt gik perfekt, og lige inden jeg var ved at være på skudhold, så jeg pludselig at der kom fire havlitter ret mod mig. Inden jeg fik tænkt meget over det, susede de ind over kokken, som om de lige skulle se hvad det var der lå på vandet. De to af dem forsatte lige mod mig og kom ind i et fint side skud, hvor jeg hold til dem, da det jo var havlitter jeg var sejlet ud efter. Uheld. Uheldigvis krydsede de lige da eg trykkede på aftrækkeren, så de faldt begge to, men de var døde i knaldet. Her var det at en af dødsynderne, grådighed kom til syne, for da edderfuglen lettede, kunne jeg ikke dy mig. Jeg holdt til den. Edderfuglen endte på vandet, hvor den lå død som havlitterne, hvor jeg kunne sejle rundt for at samle de tre døde fugle op. Følelserne var lidt blandet, for vist var det fint med tre fugle i to skud, men var nogen af dem ikke døde i skraldet, så havde jeg haft problemer.

Lidt senere fandt, jeg sen større flok edderfugle som dog ikke holdt, men en ung hun blev liggende. Igen lykkes indsejlingen, og denne gang lå der kun en fugle tilbage på vandet.

Jeg var efterhånden ved at være så langt ude, at det efterhånden var tid for at vende om og begynde at søge tilbage mod Carsten og lokkerne igen, samt at se om der ikke kunne findes en havlit eller to.

For ikke at sejle lige tilbage gennem mit eget spor, slog jeg en bue mod nord, hvilket skulle vise sig var en god ide, for jeg fandt havlitterne. De afslørede sig, som de plejer, de kan nemlig ikke holde sig i ro. Snart så jeg et par der lettede, som hurtigt smed sig igen, hvor jeg kunne konstatere, at de ikke var alene, de lå nemlig sammen med omkring 10-15 andre havlitter.

Jeg begyndte en forsigtig indsejling, men de lettede for langt ude. Flokken blev spredt, og kun 200 meter ude smed et par sig, som jeg besluttede mig for at sejle efter.Langsomt kom jeg rundt om flokken, og de holdt godt, så godt at jeg kom helt ind hvor jeg fik hunnen. Nu viste jeg at andrikken godt kunne finde på at komme tilbage, så det gjaldt om at få nye patroner i geværet. Her var det at jeg konstaterede at min patronkasse var tom, og at jeg skulle ned i plastkassen, for at finde en ny pose. Det var ikke lige tidspunktet, for ud over at andrikken var vendt om, var der lettet flere havlitter omkring mig, så der var en lille smule panik i prammen.

Da jeg havde fået flået en pakke patroner frem, fik jeg stoppet to nye patroner i og lige som jeg havde lukket geværet kom en flok havlitter, men inden eg fik fundet en af dem over sigteskinnen, var de inde på 10 meter af mig så det blev til bragende forbier.

Der var stadig fugle i luften, så hurtigt kom to nye patroner i geværet. Igen var geværet knap nok lukket, før end den næste chance bød sig. Denne gang var det en enlig andrik, som ikke havde så meget fart på. Det var helt tydeligt, at han søgte hen mod hunnen, som endnu lå på vandet, og da han gled ind over hende som var hun en lokkeand, fandt jeg ham hen over sigteskinnen, og havlit nummer fire var en realitet.

Da de to havlitter var hevet indenbords, satte jeg den direkte kurs mod Carsten, der forventelig var ved at være klar til at pakke for at vende snuden hjemad. Best som jeg sejlede ind af, så jeg pludselig en and komme ret mod mig. Hurtigt blev jeg klar over det var en havlit, så farten blev taget af prammen, og jeg fik geværet i hånden samtidig med at jeg dukkede mig lidt i den lille pram.

Andrikken holdt kursen, og kun 25 meget ude drejede den af, så da jeg slap skuddet, fortsatte den i høj fart hen over vandet hvor den slog smut flere gange inden den lå livløs på vandet, min havlit nummer 5 den dag, som også skulle blive den sidste.

Det var dog ikke den sidste chance, for umiddelbart inden jeg var tilbage ved lokkerne, trak en sortand ind over prammen, men det var ikke den and jeg skulle slutte dagen med, det var den 5. Havlit der blev dagens sidste.

Tilbage ved Carsten kunne jeg konstatere, at fuglene ikke havde fundet interesse for lokkerne, hvor de lige som da jeg sejlede ud over revet, havde været særdeles mistænksomme over for lokkerne, hvorfor vi pakkede og satte kursen mod land, hvor bilerne ventede på at kunne transportere to trætte jæger hjem.