Svømmende skallesluger og lang ventetid, eller var det i modsat rækkefølge.
Af: Lars Hansen (lh)
Der var engang, sådan starter alle store eventyr. En af dem der er med i denne historie I nu skal læse, ville den dag i dag ønske at det var et eventyr. Af hensyn til mulige sagsanlæg er næsten alle navne opdigtede. En hver lighed med virkeligheden er helt bevidst.
Vi var 2 rigtige strandjægere, som ikke var meget for jagt på land og slet ikke i sådan nogle underlige kasser, der var sat oven på en stige. Vi havde det lidt sådan, at haglbøsser og waders hørte sammen, på samme måde som kartofler og alkohol. Så da vi modtog en invitation til at skulle på landjagt og så med riffel var vores første svar. Nej tak, vi har det lige så godt og det smager ikke af saltvand.
Men enden på den del, blev at ugen efter sad vi i hver vores lille hytte nogle meter over jorden. Det eneste vi syntes om, var at vi skulle tidligt af sted - det kendte vi. Men da vi blev hentet, var der jo nærmest lyst og de første gråænder havde garanteret forladt området. Men nu var det ikke gråænder vi skulle efter, så vi tog det næsten roligt, selv om det rykkede lidt i sindet når vi så på hinanden. Det høre også med til historien, at midt i ugen var vi på skydebanen og skulle skyde lidt med riffel. Det mest formildende var, at når vi rykkede i aftrækkeren, så sparkede den som når vi skød med de store ladninger og ikke fik bøssen helt op til skulderen.
En halv time efter jagten var gået ind på vandet, sad vi i hvert vores legehus op i træerne, uden waders, men med kaffe. Vi havde fået lov at skyde på alt som kom forbi og de sagde, at de havde set store dyr på området. Både af den ene og den anden slags. Men da der var gået en time, havde vi kun set nogle skovduer, en hare og et par fasaner. Men ingen dyr med klove. Det var noget kedeligt og efter et par timer, besluttede jeg med for at kravle ned og får lidt kontakt med jorden, rar fornemmelse. Lidt efter kom Ole listende, han gabte og spurgte om jeg havde mere kaffe. Nix, ikke mere kaffe.
Vi besluttede os derfor til at gå op i deres jagthus. Her havde vi set både kaffe og en lille en, inden vi drog af sted. Da der var gået et par timer yderligere kom Simon op i huset. Der havde vi lavet kaffe hentet rundstykker og tømt deres flaske med kartoffelvand. Simon spurgte hvorfor vi ikke sad oppe i deres legehuse. Hvor til der kom en meget hurtig og som en velment replik. "det er for kedeligt". Der kom jo ikke en dyt, dog kunne Ole fortælle, hvilken art de store klovbærende dyr var. Han havde nemlig set fire heste på naboens mark.
Simon kørte os nu pænt hjem og vi takkede for turen. Da han begyndte at snakke om, at vi jo kunne tage med i næste lørdag igen, kunne vi meddele ham, at der havde vi sørme andre planer, så vi beklagede meget. Men weekenden efter, skulle han være så velkommen til at prøve en tur på vandet i en af vores ekstra pramme.
Ole skulle holde kontakten til Simon og sørge for at alle aftaler var i hus. Min opgave var at komme en tur forbi vigen for at se, om der var kommet nogle hvinænder. Onsdag kunne jeg ringe til Ole og kunne fortælle ham, at nu lå de første hvinænder i vigen, en flok på et par hundrede, fortrinsvis ænder og unge andrikker. Vejret blev tjekket, fredag hård vind fra N.V. drejende til S.Ø. og lørdag jævn til frisk vind fra S.Ø. Det kunne stort set ikke blive bedre. Ole fik kontaktet Simon og han var med på ideen, så nu var alt stort set klart.
Ole og jeg skulle pakke pramme torsdag og da vi havde gjort det fik vi lukket luften ud af en dåse. Så stod vi og mærkede, at vinden var kraftig og kom lidt mere fra V end vi havde forventet, men det skulle nok gå. Fredag eftermiddag ringede Ole og fortalte, at de lige havde ændret vejrudsigten for lørdag. Nu skulle vinden blive svag, dog stadig fra S.Ø, samtidig skulle der komme en del dis.
Lige pludselig for en djævel i mig. Jeg sagde til Ole, at jeg måtte smutte og jeg nok skulle ringe til ham i aften. Kl. 20 fredag aften ringede jeg til Ole for at høre om han havde snakket med Simon. Aftalen med Simon var på plads, selv om han mente det var midt om natten, vi skulle af sted. Jeg satte Ole ind i min plan, og han begyndte allerede nu, at fryde sig. Jo længere tid vi snakkede, jo mere led blev planen.
Næste morgen kom Ole, sammen med Simon. Vi fik koblet traileren med de 3 pramme på bilen og kursen blev sat. Vel ankommet til fiskelejet, 2½ time før end Simon plejer at måtte skyde, holdt vi med udsigt over vigen, eller retter sagt, den udsigt der ikke var der. Disen var blevet til en herlig regulær tåge. Det tegnede rigtigt godt, specielt for vores lille spøg med Simon.
At få en landjæger, der kun kender vand, som noget man børster tænder i, proppet i en skydepram, virkede håbløst inden vi forsøgte. Nu da vi havde forsøgt, virkede det endnu mere håbløs. Vi kom begge til den erkendelse at Simon ikke var normal. Efter at have trukket ham bagefter vores pram hele vejen over vigen, ankom vi til vores foretrukne område. Ole skulle ligge nede i vinden, hvor ænderne skulle ned for at vende, før end de trak op forbi Simon og mig. Simon lå i midten, på en plads som ofte tiltrækker en hel del ænder, der runder kanten mellem det lave og dybe vand. For at give en fornemmelse af forskellen mellem det lave og dybe, så er der 2 skridt i mellem 30 cm og 1. meter, et skridt mere, så er det heller ikke nok med waders, for så kan man stå op og drikke.
Jeg skulle ligge helt oppe i vinden. Som lovet var der ikke ret meget vind, så det var forholdsvis nemt for Ole og mig, at smide Simons 40 lokkeænder ud. Simon fik endnu en introduktion i at drive strandjagt og den sidste besked han fik var, at hvis noget gik galt, kunne han stå ud af prammen på de 20 cm vand og følge den kompas kurs han havde fået udstukket. Ole og jeg roede på plads og fik vores lokkere smidt ud. Vi kunne høre lidt gråænder i tågen. Men ellers skete der ikke andet end, at Simon ringede til både Ole og mig for at høre om, hvor vi var for han kunne ikke helt se os. Jeg råbte ud i tågen, så han kunne høre mig, det berolige ham lidt.
Nu begyndte det at lysne og der med steg sigtbarheden væsentligt. Jeg kunne nu skimte Simon, der sad ret op i prammen. Nu var tiden inde til at igangsætte vores lille hævn. Ud af rygsækken fremdrog jeg en aldeles smuk og sprit ny lokkeand af arten stor skallesluger. Jeg lå sådan, at når jeg søsatte fuglen ville den drive lige ned imod Simon. Efter søsættelsen fik jeg ringet til Ole og varskoet ham om, at vores joke nu var live
Da Skalleslugeren var drevet få hundrede meter havde jeg forventet at se Simon forsvinde ned i bunden af prammen, men det skete intet. Nu manglede fuglen ca. 100 meter før end den ville ramme båden og der var stadig ingen reaktion fra Simon. Jeg begyndte at blive urolig for om han var faldet i søvn. Nu var gode råd dyre.
Der var kun et at gøre, jeg måtte ringe til ham. Hans mobiltelefon gjaldede ud over hele vigen med en eller anden, meget moderne melodi, Nu reagerede han, ikke på at han havde opdaget anden, men på at mobilen ringede. Det mindede lidt om en sprællemand, sådan som han bevægede sig. Langt om længe fik han fat i den og ud over vigen lød et klart og højt "Det Simon." Jeg måtte tysse lidt på ham og da jeg fortalte, at der lå en and lidt til venstre for ham, drejede han resolut omkring, så han kunne se anden. Endnu engang måtte jeg forsøge, at fortælle ham om hvordan strandjagten drives. Jeg fik fortalt ham, at han skulle glide stille og roligt ned i bunden af prammen, fatte om geværet og holde sig klar. Han måtte selv bedømme, hvornår anden var tæt nok på. Nu fik jeg lagt røret på og kikkerten fundet frem.
Simon lå nu helt nede på bunden af prammen, man kunne kun lige se toppen af hovedet. Jeg kunne også se, at Ole sad op med kikkerten for øjnene. Nu var det kun et spørgsmål om at vente. Nu kom bøssen op, men blev sænket igen. Endnu engang kom bøssen op, denne gang forblev den oppe og nu lød først et skud, der piskede vandet op omkring lokkeanden. Næste skud gjorde det samme. Efter fire skud begyndte fuglen at synke og jeg rejste mig op og råbte, at han skulle skyde igen, for nu dykkede den. Endnu 2 skud lød og anden sank. Jeg råbte til Simon, at han skulle stige ud af prammen og løbe hen mod lokkeanden. Selvfølgelig medbragte han sit gevær, sandsynligvis for at imødegå, at den lettede og fløj sin vej. Nu var han fremme på stedet, hvor lokkeanden var sunket og man kunne se, at han stak hele armen ned i vandet for, at få fat i anden. Lige da hans hånd fik fat i plastikfuglen, lød et voldsomt udbrud og ingen fortjener, at de ord bliver gengivet i denne historie.
Ole var ved at falde overbord af grin og jeg havde løsnet prammen og roede nu ned til Simon. Jeg kunne godt aflæse i hans ansigt, at han følte sig taget godt og grundigt ved bagdelen. Da jeg var inde på et par meter fra den pram Simon lå i, kunne jeg ikke holde mig mere. Måske var det specielt svært efter jeg havde spurgt ham om, hvor lang tid en sådan and skulle stege, før end den blev mør. Den meget medtagede skallesluger, kunne lige pludselig flyve igen og kursen var meget tæt på mig. Ole var i det samme på vej ind til os og da han ser den flyve, råber han til Simon, hold godt foran den og giv den endnu 2 skud. Så måtte Simon også overgive sig. Efter vi havde fået grinet færdigt og fået en lille skarp, roede Ole tilbage til hans lokkeænder og jeg blev ved Simon, for at hjælpe ham, når de næste ænder kom.
Simon fik faktisk nedlagt endnu en and, dog ikke en skallesluger, men en meget flot udfarvet andrik, der den dag i dag står udstoppet på hans kontor. Der skal lige tilføjes, at han også skød forbi både til edderfugl og sortand, men det forbigår vi uden videre. Simon fandt aldrig gnisten i strandjagten, men han elsker stadig at sidde i deres legehus og skyde små uskyldige bambier med grene i panden. Ole og jeg har deltaget i et par fællesjagter, i det konsortium Simon er medlem af, vi har endnu ikke omtalt det for de øvrige medlemmer. Man skal jo ikke slå på folk der ligger ned.
Hvis nogen leder efter en morale i historien og de finder en, så har det ikke været hensigten, at en sådan skulle være at finde.