Is og havlitter - 28. januar 2006

Af: Claus Lind Christensen

Af en eller anden grund har havlitter en særlig plads i mit hjerte, om det er deres lidt flygtige og distrete natur ved jeg ikke, men om alle omstændigheder så har de nu en særlig plads. Jeg havde af flere omgang planlagt en tur til det sydlige Danmark for at jage disse, men hver gang var et eller andet kommet i vejen og det som oftest vejret.

I år lykkes det dog, og denne gang var det trods alt vejret der var skyld i at vi kom ud efter dem. Hans, som pr. tradition er en tur med på vandet hvert år, skulle i år med ud og prøve et godt hvinandetræk. Skæbnen ville dog at kong frost, lage låg på vandet i de områder jeg kendte, så den plan måtte aflyses i sidste øjeblik. Vejret gav dog mulighed for motorbådsjagt, hvorfor der hurtigt blev lagt en ny plan. Indbefattet i planlægningen, var at jeg skulle have fundet en rampe således Mopaen sikkert kunne sættes i vandet. Jeg fandt dog også frem til den rette havn, men ak da jeg nåede frem tidligt lørdag morgen, mødte synet af en rampe, spæret med en kæde os. Klogelig havde jeg undersøgt en anden havn, men hvem ved her kunne situationen være den samme. Hans og jeg drøftede situationen lidt for så at beslutte at drage mod den anden havn. Bedst som jeg får sat bilen i gear opdager jeg en lille vej ned til stranden. Ud af bilen og ned på sandet, gad vide om det kunne bære? Sandet var meget frossen og jeg var også sikker på at jeg kunne få båden i vandet, men hvad når vi kom hjem, kunne min lille Huyndai trække den op igen? Vi tog chancen, hvorefter Mopaen hurtigt blev søsat. Motoren var dog ikke helt vild med at starte i det kolde vjr, men eget at have "kildet" den sødt under maven og givet ordentligt møgfald, startede den og vi kunne begive os af sted.

Efter nærmere studie af et søkort, havde jeg en formodning om at vi skulle krydse et større åbent vand inden vi kom til fuglene, så beslutningen var at vi lige først skulle se os omkring i nærheden af havnen og derefter sætte det lange ben foran, for derefter at sejle de ca. 5 mil til stedet hvor jeg forventede, at havlitterne ville være.
Efter 500 meters sejlads blev tankerne om havlitterne dog pludselige noget trukket i baggrunden, for pludselig var vi omgivet af drivis. Ikke tyk is, men grødis og samtidig lagde rimtågen sig tykt omkring os. Vi kunne på ingen måde se hvor udbredt isen var og derfor var det også svært at tage stilling til om vores foretagne var dumt.
Vi besluttede dog at vi ville sejle ca. ½ mil længere, med mindre isen samlede sig endnu mere, for at se hvor udbredt isen var. Isen forblev dog grød og efter en lille ½ mil, forsvandt isen, hvor vi også fandt den første ederfugl. En enlig kok, som ikke havde nogen planer om at flyve, men efter et par dyk, var den så uheldig at dykke ud lige i Hans' udkigsområde, hvor han sikkert leverede dagens første ederfugl.
Kort efter spottede vi en sortand i tågen, som det lykkes os at sejle til. Fire skud haglede ned omkring anden, men den fløj videre - men ikke langt. Efter 300 meter gik den på vandet, hvor vi kunne sejle ud for at fange den af og samle den op.

Nu var vi for alvor på dybt vand og det lange ben blev sat forrest, så de næste 3 kvarter blev brugt på at sejle direkte mod vores destination ude i tågen. GPS'en længe leve.
Da vi nærmede os den ønskede position, blev tågen tættere og ind i mellem lettede da også en ederfugl foran, vi så dem slet og ret ikke inden vi var inde på 150 meter af dem. Havlitterne begyndte nu også at vise sig, men mest i luften hvor de ofte trak tæt på båden, men dog ikke helt tæt nok.

Havlitterne var med deres hvide dragt helt umulige at spotte på vandet, så lige som med ederfuglene så lettede der lige pludselig havlitter foran båden uden nogen form for varsel. Chancer skulle det dog give, en de kommer stærkt ind over båden. Havlitter kan nemlig godt kaldes og vinkes ind. Første gang det lykkes kom et par ret mod båden, hvor jeg sad godt for fuglene, hvilket også resulterede i at dagens første havlit kom på hækken af Mopaen.

Sådan fortsatte den nogen tid, hvor vi fik enkelte chancer til havlitter, hvor Hans også fik sin første havlit. I området så vi også flere bjergænder, fløjlsænder og sortænder. Sidstnævnte vinkede jeg en del efter og et par gange var det også ved at lykkes at vinke dem ind til båden, men det blev ved et lige ved og næsten. Under et forsøg til at sejle til nogle ederfugle, landede der pludselig en sortand mellem de ederfugle vi sejlede til. Ederfuglene gjorde dog som alle de andre ederfugle denne dag, de tog flugten længe inden vi kom i nærheden af dem. Sortanden derimod blev dog liggende og Hans holdt sig klar. Her var der en oplagt chance til at Hans kunne få sin første sortand og på den måde føje den anden nye and til listen over arter han havde nedlagt. Godt inde på anden letter den op langs siden af båden, kun 20 meter ude. Hans finder fuglen, hvorefter der løs et svagt "klik" fra geværet. Her måtte min Remmington hurtigt i aktion, hvilket også betød at lyset blev slukket for sortanden. At Hans ærgrede sig over denne oplevelse, og var lidt forurolig over om det var slagstiften frem for patronen det var galt med.
Geværet blev testet med en anden patron, hvor det viste sig at geværet virkede fint.
Ikke længe efter fik vi endnu en chance til sortand, hvor det lykkes - Hans fik sin første sortand.

Tågen kom og gik således, at snart var det tåget og snart havde vi et sigte så vi kunne se næsten en kilometer. På et tidspunkt hvor sigtet var god spottede vi en flok ænder og vi blev ret hurtig klar over det hverken var havlitter eller sortænder. Vi begav os derfor mod flokken, som under indsejlingen blev forøget med flere ænder da en endnu en flok kom til og landede ved dem. Inde på skudhold går det op for mig, at det er taffelænder, hvilke jeg aldrig før havde sejlet til, men en gang skal jo være den første. Vi kom på skudhold, hvor jeg skød den bagerste. Hans kunne desværre ikke skyde, da de forreste ænder klumpede sig sammen da de lettede, hvilket ville have været et uforsvarligt skud for ham, da han skulle skyde lige ind i flokken.

Efter endnu nogen tid i tågen besluttede vi os for at lægge kursen ud over en grund, hvor kursen ville lede os hjemad, plus at der var gode forventninger til at grunden skulle kunne præsentere os for endnu et par fugle. Ederfugle var der mange af, en de var som de øvrige svære at komme til, men et par holdt dog godt og her fik jeg også lejlighed til at placere en fin kok på hækken af Mopaen. Tågen var nu helt forsvundet, og tiden var lige omkring middag. Motoren blev slukket og madpakkerne fundet frem. Hvilken luksus, at side i en båd og drive langsomt for vinde og nyde en god madpakke.

Da frokosten var gledet ned, fortsatte vi hen over grunden mod havnen, hvor vi adskillige forsøgte gange at komme på skudhold at både ederfugle og havlitter. Det lykkes ikke men det var godt nok tæt på mange gange.

Da vi kom fri af grunden og der blev langt mellem fuglene besluttede vi os for at pakke geværerne væk, for igen at sætte det lange ben forrest og sætte kursen mod havnen, eller retter stranden hvor Mopaen skulle tages op.

Da jeg kom i land, var det første jeg bemærkede at dagens lune vejr havde haft en uheldig indflydelse på hårdheden af stranden. Jeg valgte dg at tage chancen, hvor efter trailerne blev bakket til vandkanten. Mopaen kom fint op på traileren, men jeg skulle ikke løbe nogen risiko da jeg skulle derfra, så traileren blev spændt fra og jeg forsøgte at køre bilen et stykke op på stranden. Planen var så at jeg ville trække traileren op med spillet, på traileren. Jeg kom dog ikke så langt, for en lille Hyundai er ikke beregnet til at køre med nede på stranden, jeg sad fast. Heldige var vi dog, for et par raske mænd der var ude for at gå en tur på stranden tilbød deres hjælp med at skubbe bilen fri, og inden længe holdt jeg på et fast underlag og det samme gjorder traileren, det er nu rart vi kan hjælpe hinanden.