EMNE:

Jeg læste for nylig en bog med titlen: “Fanatismen og dens modstandere,” skrevet af danskeren Mikkel Plum. Forfatteren giver en omfattende historisk redegørelse for fanatismen i dens forskellige afskygninger og hvordan den altid fører til tvang mod visse befolkningsgrupper. Han siger også, at vi skal være forsigtige med at tro fanatisme kun findes ekstreme former, såsom Nazismen og ISIS. Han påpeger, at fanatisme også findes i milde versioner, som kan blive forstadier til ekstrem fanatisme. Han har således et helt kapitel med tilen “Hverdagsfanatisme.” Som eksempler herpå, nævner han vegetarer mod kødædere, musik intolerance, fagfanatisme og nabokonflikter.

Forfatteren går også i dybden med fanatismens psykologi, som defineret af forskellige kendte psykologer. Han tegner en psykologisk profil af fanatikere. Det slog mig, at hvis man overførte disse betragtninger på debatten omkring jagt, så er den psykologiske profil af visse jagtmodstandere meget lig den of en Islamisk fundamentalist. Forskellen er, at jagtmodstandere i Danmark ikke skrider til fysik vold, men der er jo andre former for tvang.

Før jeg går videre, vil jeg gerne gøre det helt klart, at jeg ikke mener at alle ornitologer, dyreværnsfolk eller naturfredere er fanatikere. Det jeg påpeger, er, at der findes fanatikere i de nævnte grupper, og at de undergraver den demokratiske process, hvilket ikke gavner hverken natur eller mennesker.

Fanatismens karaktertræk

Fanatisme har følgende karaktertræk:

- Truslen. Fanatikere har et verdenssyn, der er baseret på at noget er galt i det menneskelige samfund. Der er en trussel, som udgør en overhængende fare.

- Menneskehad. Truslen er skabt af mennesker, og fanatikeren mener ofte, at menneskets eksistens udgør et problem.

-Opdeling af menneskeheden. Det er sjældent fantikerne selv, der er skyld i problemet. I stedet er der en anden klart defineret befolkningsgruppe som har skabt truslen.

- Stærke følelser. Truslen er så alvorlig, at det skaber meget stærke følelser i fanatikerne. Disse følelser overskygger rationel tænkning og sund fornuft.

- Panik. Truslen er så alvorlig, at der må gøres noget nu, også selvom man faktisk ikke ved, om det man gør vil afhjælpe problemet.

- Sort/hvid tænkning. Selv store og komplekse problemer kan reduceres til en meget enkel vurdering. Problemet er skabt af en bestemt befolkningsgruppe, så hvis de tvinges til at følge fanatikernes overbevisning, vil problemet blive løst.

- Syndebukken. Den sort/hvide tænkning fører til, at en anden befolkningsgruppe udpeges som syndebuk. Disse mennesker er skyld i problemet, og fordi truslen er så alvorlig, kan deres menneskerettigheder og demokratiske rettigheder tilsidesættes.

- Dehumanisering. Når en syndebuk er udpeget, vil fanatikerne dehumanisere individder i gruppen. De anses ikke som mennesker, i al fald ikke som mennesker på lige fod med fanatikerne selv.

- Målet helliger midlet. Truslen er så alvorlig, at der må gøres noget nu, også selvom det betyder, at der må bruges midler, som normalt ikke er acceptable i fanatikernes samfund. Selv i et demokratisk samfund kan dette føre til, at fanatikerne benytter sig af midler, der på kort sigt fratager en anden befolkningsgruppe demokratiske friheder og på længere sigt undergraver den demokratiske process.

- Besættelse. Fanatikere bliver gradvist blændede af deres overbevisning og det fører til en fiksering eller besættelse. Fanatikerne kan ikke længere leve et normalt liv, men må gøre alt hvad de kan for at tvinge syndebukken ifølge fanatikernes livssyn.

- Kompromisløshed. Fanatikere kan ikke acceptere en løsning, der tilgodeser begge parter. De kan kun acceptere at syndebukkene bliver tvunget til at følge fanatikernes overbevisning til fulde. Kun den endelige løsning er nok.

- Selvforherligelse og heltedyrkelse. Fanatikere ser ikke sig selv som andre mennesker, men som tilhørende en speciel gruppe. De er heltene, der skal redde verden fra det problem skabt af syndebukken.

- Magt/afmagt. Fanatikere har ofte en følelse af, at de har magt til at ændre historiens gang, endog at det er deres skæbne at gøre det. Dette kommer dog ofte fra en underlæggende følelse af afmagt. De føler sig ofte magtesløse overfor de store problemer i verden. Men de tilsidesætter dette ved at føle, at ved at tvinge syndebukken, har de alligevel magt til at gøre verden bedre.

- Intolerance. Fanatikere har en meget tydelig intolerance overfore alle mennesker, der ikke deler deres synspunkter. Da demokrati bygger på tolerance overfor andre mennesker, er fanatisme altid et problem for demokratiet fordi fanatikere ikke respekterer den demokratiske process. De vil enten benytte sig af demokratiet til at opnå deres mål, eller de vil i ekstreme tilfælde forsøge at omstøde demokratiet.[/li]


Fanatismen og jagtmodstanderne

I det følgende vil jeg se på hvorvidt jagtmodstanderne har de samme karakteristika, som kendetegner fanatikere.

- Truslen. Jagtmodstanderne mener, at naturen er generelt truet og at mange fugle- og dyrearter i Danmark er truede.

- Menneskehad. I årtier har den verdensomspændende miljøbevægelse fremført et menneskesyn, der betegner mennesket som et unaturligt element i naturen. Menneskelig aktivitet kan kun være skadelig for naturen og bør derfor af princip begrænses. Mennesker skal koncentreres i byer hvor de holdes adskilt fra naturen. Al aktiv brug af naturen skal begrænses.

- Opdeling af menneskeheden. Jagtmodstanderne ser ikke sig selv som en trussel mod fugle og dyr, da de ikke påvirker dem direkte. Men jægere, som jo direkte påvirker fugle og dyr ved at skyde dem, er en trussel mod dyrene.

- Stærke følelser. Jagtmodstanderne har meget stærke følelser imod jagt og dermed imod jægere. Det er ikke muligt at have en rationel eller fornuftsbaseret samtale med ekstreme jagtmodstandere om jagt.

- Panik. Jagtmodstanderne reagerer altid ved at agitere for indskrænkning af jagt NU. Der er ikke tid til at foretage forskning, så vi rent faktisk ved hvorfor en fuglebestand går tilbage. Nej, det er nødvendigt at frede NU.

- Sort/hvid tænkning. Tilbagegang af en given fuglebestand kan skyldes mange faktorer, men i jagtmodstandernes optik kan problemet reduceres til jagtens indflydelse. Derfor, hvis man forbyder jagt, vil man have gjort noget ved problemet, måske endda løse det helt.

- Syndebukken. Jagtmodstanderne har udpeget jægerne som den store syndebuk i menneskets forhold til naturen. Gennem 5 årtier har visse jagtmodstandere ført en aggressiv kampagne, der har portrætteret jægere som hensynsløse dræbere, som med fornøjelse ville udrydde all fuglebestande hvis de fik frit lejde. Jagtmodstanderne har brugt alle tilgængelige parlamentariske midler for at begrænse jagt. De har heldigvis ikke overskredet grænsen til direkte vold mod jægerne.

- Dehumanisering. For de ekstreme jagtmodstandere er vi jægere ikke mennesker med følelser, håb og drømme. Det betyder intet for dem, at nogle jægere er vokset op i en jægerfamilie, som gennem generationer har dyrket en bestemt jagtform. Det betyder intet, at jægere har investeret penge og anstrengelser i at udvikle de komplicerede færdigheder det kræver at være jæger. Det betyder intet, at mange jægere ser frem til at dyrke en bestemt jagtform resten af livet. Jægerne skal ikke anses som almindelige mennesker fordi jagt er en så stor trussel, at jægernes følelser og rettigheder kan ignoreres.

- Målet helliger midlet. For mange år siden sad jeg på et bibliotek og læste en artikel i Dansk Ornitologisk forenings tidsskrift om en kommende jagtlovsrevision. Det blev klart for mig, at artiklens forfatter (næstformand i DOF) fremsatte tre påstande, der var enten direkte usande eller stærkt fordrejede. Det slog mig, at her var en person, som var så opsat på at få jagt forbudt, at han var parat til at lyve for at nå målet. Jeg husker stadig hvor chokeret jeg blev over at indse, at her var en person, som ville bruge demokratiske midler for at fratage mig en frihed, som demokratiet havde givet mig. Og han ville gøre dette uden saglig begrundelse men udelukkende baseret på hans egen følelseladede holdning.

- Besættelse. Ekstreme jagtmodstandere er så besatte af at få stoppet al jagt, at de ikke bare kan level et normalt liv i et frit land. Danmark giver alle statsborgere så mange friheder, at man skulle synes enhver person kan bruge disse friheder til at skabe et tilfredsstillende liv. Men jagtmodstanderne bruger i stedet deres frihed i et forsøg på at begrænse andre menneskers frihed. Dette er simpelthen ikke normalt og kan kun være udtryk for ubalanceret psykologi.

- Kompromisløshed. Vi vil aldrig komme til et punkt, hvor jagten er begrænset så meget, at jagtmodstanderne er tilfredse. Deres endemål er et totalt stop for jagt, om enhver form for begrænsning er kun et skridt på vej mod målet. Kun jægernes totale underkastelse af modstandernes livssyn er nok.

- Selvforherligelse og heltedyrkelse. Jagtmodstanderne ser ikke sig selv som mennesker på samme niveau som jægerne. Jagtmodstanderne er heltene, som skal redde dyr og fugle fra jægerne.

- Magt/afmagt. Jagtmodstanderne føler sig ofte magtesløse overfor de store problemer i verden. Men de tilsidesætter dette ved at føle, at ved at begrænse jagt, har de alligevel magt til at gøre verden bedre.

- Intolerance. Jagtmodstanderne har en åbenlys intolerance overfor jægere. Vi bør simplethen ikke have love til at udøve en aktivitet, som jagtmodstanderne ikke kan tolerere. Man kan ikke have en samtale med jagtmodstanderne, som bygger på rationel tænkning, tolerance og gensidig respekt. Jagtmodstanderne respekterer ikke jægerne eller vores demokratiske rettigheder.

Jeg mener det er rimeligt at sige, at jagtmodstanderne har så mange karaktertræk fælles med fanatikere, at deres aktivitet er det, som Mikkel Plum kalder hverdagsfanatisme. Han påpeger, at i et demokratisk samfund er vores vigtigste forsvar mod fanatisme at udvikle tolerance overfor hinandens forskellighed. Men han siger også, at tolerancen ikke må blive blind. Vi kan ikke give frihed til dem, der selv er intolerante, og som vil bruge demokratiske friheder til at undergrave andre menneskers friheder. Det kan i yderste konsekvens føre til, at vi bliver til et samfund så præget at intolerance, at vi mister demokratiets grundværdier.

I Danmark har vi i de seneste årtier været nødt til at begrænse aktiviteterne af Islamistiske fundamentalister, som ville bruge deres frihed i Danmark til at financiere eller opfordre til terror. Jeg sagde tidligere, at jagtmodstanderne ikke er skredet til fysisk vold. Men de har i 50 år først en kampagne, som har fremstillet jægerne som andenrangs mennesker. Det oplever jeg selv som en form for psykisk vold.

Jagtmodstanderne har også fået gennemført en lang række begrænsninger af jagt, som ikke har en saglig begrundelse men udelukkende bunder i deres følelser for jagt. Det mest grelle eksempel jeg kan se, er fredningen af sølvmågen i 2014. Sølvmågen er so en systematisk ægrøver, der raserer alle fuglereder den finder. Dette gælder også sjældne arter, som i årtier har været fredet fra jagt. Kun en irrationel forblændelse, en form for had mod jagt i stedet for kærlighed til fugle, kan få folk til at agitere for en jagtfredning som helt klart vil skade sårbare fuglearter.

Sådanne irrationelle tiltag betragter jeg som en form for parlamentarisk vold, og jeg mener det er de folkevalgte politikeres ansvar at beskytte mig imod det. Jeg har ret til at vælge en livsform som jæger, også selvom nogle få hundrede jagtmodstandere er uenige i mit valg.

Jagtmodstandernes følelser

Jeg bilder mig ind (men kan tage fejl) at jeg faktisk forstår de følelser som mange ornitologer og dyreværnsfolk har omkring jagt. Da jeg var seks år gammel, lavede min far en slangebøsse til mig, og fortalte historier om, hvordan han som dreng havde jaget gråspurve med den. Jeg gik så selv på jagt og fik endelig skudt en fugl. Den var ikke helt død, og da jeg stod med den i hånden og følte hvordan dens hjerte holdt op med at slå, blev jeg overvældet af en følelse af medlidenhed med fuglen.

Efter nogen tid, tog jeg mod til mig og sagde til min far: “Far, jeg synes du skal holde op med at gå på jagt, for det er så synd for fuglene.” Min far reagerede i modstrid med hans normale temperament. Han blev stille et øjeblik og sagde så helt roligt: “Du kan da nok forstå, at jeg har gået på jagt hele mit liv, og det er meget vigtigt for mig. Jeg kan da ikke bare holde op fordi du har en anden mening.”

Denne reaktion gav mig endu et chok fordi jeg indså, at min handling var stik imod min normale tolerance overfor andre mennesker. Jeg indså, at jeg ikke har ret til at tvinge andre mennesker til at level deres liv ifølge mine meninger. En erkendelse som senere er blevet forstærket af alt, hvad jeg har lært om demokrati.

I flere år var jeg stadig meget optaget af, at beskytte naturen og følte mig meget forstyrret af alle truslerne mod fugle og dyr. Men da jeg fyldte 12 skiftede tingene, og jeg begyndte at gå på jagt som sekstenårig. Hvad skete der?

Et af de vigtigste vendepunkter var, at jeg i en fuglebog læste at en sund fuglebestand producerer et bestandsoverskud efter hver ynglesæson. Der er kun plads til en vis mængde ynglepar i et givet område. Derfor er det nødvendigt, at bestandsoverskuddet dør gennem en normal vinter, så der ikke er for mange ynglefugle om foråret. De overskydende individder dør af alderdom, sygdom eller sult og dette er en helt naturlig process.

Dette fik mig til at indse, at hvis jagten høster et mindre antal end overskuddet, så vil den ikke have indflydelse på bestanden. Med andre ord, et vist antal fugle må dø hvert år. Hvis ikke jægerne skyder dem, så slår naturen dem selv ihjel. Og jeg kunne jo godt se, at det at blive skudt var en hurtigere død end sult og sygdom.

Den anden store faktor var, at jeg indså, at den medlidenhed jeg havde følt var rettet mod den individuelle fugl. Jeg havde en stærk følelse af fuglen som et individ. Jeg indså gradvist, at naturen ingen respekt har for individet, for i naturens store mølle er det kun bestanden, der bliver bevaret.

Sådanne overvejelser fik mig gradvist til at bearbejde mine følelser og sætte dem i perspektiv med fornuften. Det er min teori at de ekstreme jagtmodstandere også på et tidspunkt er blevet overvældede af følelsen af medlidenhed med dyr og fugle. De har imidlertid aldrig bearbejdet disse følelser og har aldrig sat dem i perspektiv med fornuften. Derimod har de givet følelserne frit løb og har rettet dem mod en anden befolkningsgruppe, nemlig jægerne.

Den psykologiske mekanisme er, at disse mennesker ikke kan leve med sig selv, de har ikke fred inde i sig selv. De forsøger at skabe denne fred ved at definere et ydre mål, som indebærer tvang af andre mennesker. Med andre ord, de forsøger at ændre deres psykologi ved at forandre andre mennesker i stedet for at forandre dem selv.

Jeg respekterer naturligivs disse menneskers ret til at vælge deres livsstil. Men når de nu gør det til en livsstil at begrænse min livsstil, så synes jeg de har overskredet en grænse, som man ikke bør overskride i et demokratisk samfund. Hvis vi lovgiver på baggrund af intolerance, er vi hurtigt ude på et skråplan. Jeg forventer naturligvis ikke, at hvad jeg har sagt her vil omvende jagtmodstandere. Men jeg håber da, at nogle politikere vil blive opmærksomme på den irrationelle intolerance, der i øjeblikket forplumrer ikke bare debatten omkring jagt, men også miljødebatten som helhed.

Hvad er det egentlig, som miljøproblematiken kan lære os? Er det ikke at naturen (og universet) ikke følger menneskeskabte regler? Er fanatisme ikke netop et irrationelt forsøg på at tvinge universet til at følgde de regler, der er defineret af fanatikerne?