Jeg snakkede for nylig med en jæger, som havde et familiemedlem, der arbejder i Miljøministeriet. Hun havde fortalt ham, at da grævlingen blev fredet, var det på grund af den nedgang i antallet af nedlagte grævlinger, der kunne læses af jagtudbyttestatistikken. Hun sagde, at de jo ikke havde mulighed for at gå ud for at tælle grævlinger, så den eneste indikator de havde på bestandens størrelse var jagtudbyttet. Når der blev skudt færre grævlinger, måtte det nødvendigvis betyde, at bestanden var i nedgang og derfor i fare, hvorfor arten skulle fredes.
Altså, ræsonnementet er: færre nedlagte stykker vildt er lig med mindre bestand, er lig med fredning. Jeg ved ikke, om dette er korrekt for grævlingen, men jeg vil gerne gøre opmærksom på, at det ikke nødvendigvis er sandt for mange af de andefugle, der jages på Fiskeriterritoriet. Her må det tages i betragtning, at der i de sidste 30-40 år er sket en enorm ændring i strandjægernes antal og adfærd, en ændring som ikke er gjort til genstand for studier og derfor ikke dokumenteret nogen steder. Denne ændring er så stor, at en nedgang i jagtudbyttet ikke nødvendigvis skyldes nedgang i bestanden men nedgang i den jagtlige aktivitet. Færre jægere bruger langt færre timer på jagten på Fiskeriterritoriet. Lad os se på nogle af de væsentligste faktorer, der har ført til nedgang i den jagtlige aktivitet.
En generation er uddød
For at forstå, hvad der er sket med strandjagten, skal vi helt tilbage til 1960erne. Her skete der en generel velstandsstigning og en forkortelse af arbejdstiden. Det betød, at mange blandt den mindrebemidlede del af befolkningen (hvad man dengang kaldte arbejderne) nu kunne få råd og tid til at gå på jagt. Mange af dem kunne stadig ikke få råd til landjagt, hvilket betød, at de kastede sig over strandjagten.
Der havde naturligvis været strandjægere før da, men i mange tilfælde var deres aktionsradius stærkt begrænset, så de mest drev jagt nær byerne. Med velstandsstigningen fik mange råd til en bil til familien, som farmand så kunne bruge til at komme længere omkring på jagt. Det åbnede nye jagtområder og førte til større jagtudbytter, hvilket fik flere jægere til at kaste sig over strandjagten. Samtidig fik mange også råd til at købe en motorbåd specialbygget til jagt. På grund af den store edderfuglebestand, kunne der dengang skydes mange fugle fra motorbåde, og det lokkede endnu flere jægere til at investere i jagtbåd. Altså var der en selvforstærkende effekt, hvor de eksisterende jægere skød mange ænder, og deres historier lokkede nye jægere til. Optimisme medførte en høj tilgang af nye jægere.
Dette bevirkede, at der gradvist fremvoksede en ny generation af strandjægere, som fik den nødvendige erfaring til at kunne skyde mange ænder fra såvel skydepram som motorbåd. Altså gik jagtudbyttet kraftigt op, og det skal naturligvis ikke læses som, at vildtbestandene også voksede. En undtagelse er formodentlig edderfuglen, hvor det danske samfund fremvoksede en unaturligt stor bestand ved at tillade udledning af næringsstoffer, der fik muslingebestanden til at eksplodere (samtidig spiste få mennesker muslinger på det tidspunkt).
Det er traditionelt blevet sagt, at for mange strandjægere er værdien af det nedlagte bytte af økonomisk betydning. Men det mener jeg kun var tilfældet i tidligere årtier. For de jægere, der kom til i 1960erne (velstandsjægerne) var det ikke nødvendigt, at de kunne tjene penge på jagt. Det var udelukkende en rekreativ aktivitet, men fordi disse jægere var kommet fra fattige kår var det af en vis betydning, at de kunne skyde så mange ænder som muligt. Dertil kom et vist konkurrencemoment, som var langt mere udtalt dengang end i dag. Det skyldtes formentlig, at disse jægere ikke havde nogen uddannelse, og derfor var jagtudbyttet en måde hvorpå de kunne hævde sig og få en vis status i jægermiljøet.
Summa summarum er, at der fremkom en generation af jægere, for hvem det at skyde mange ænder var en vigtig motivation. De var samtidig villige til at yde den store fysiske indsats som strandjagten kræver, og da de havde erfaring og evner, var resultatet et stort jagtudbytte. I dag er denne generation af jægere simpelthen uddød på grund af alder. Der findes stadig nogen af deres sønner, men de er også oppe i alderen. Desuden har de af andre grunde, som belyses nedenfor, reduceret deres jagtlige aktivitet kraftigt.
Forbud mod salg af vildt
Jeg tror ikke, der er ret mange udenfor strandjægerkredse, som forstår hvilken betydning det havde for strandjagten, at man forbød salg af vildt. Lad os bruge edderfuglen some det mest tydelige eksempel. I 1960erne og 70erne blev der regelmæssigt skudt over 150.000 edderfugle om året. I de seneste år har udbyttet været omkring 25.000. Hvis man ræsonnerer som den ovennævnte person i Miljøministeriet, må det altså have betydet en drastisk reduktion i edderfuglebestanden. Men er det nu sandt?
Som jeg sagde, var der en generation af strandjægere, som havde lært sig den vanskelige teknik at skyde fugle fra motorbåd. På visse dage med ideelle forhold, kunne de skyde mange fugle, og der var en del jægere, som skød flere hundrede edderfugle årligt. Nogle af disse jægere spiste selv fuglene, men hvem kan spise flere hundrede edderfugle om året? Mange jægere drev også jagt på svømmeænder og de små dykænder. Min far, for eksempel, skød nok af disse ænder til familiens forbrug (vi fik ænder mindst en gang om ugen året rundt) og solgte alle edderfuglene. Han sagde flere gange, at hvis de en dag forbød salg af edderfugle, så ville han holde op med at drive motorbådsjagt. Af respekt for fuglene, ville han ikke skyde dem og bare smide dem væk.
Mange andre af disse erfarne motorbådsjægere har eller havde samme holdning. Da det blev forbudt at sælge edderfugle, holdt mange af disse jægere simpelthen op med at drive motorbådsjagt eller tog kun ud et par gange om året. Nogle af dem var allerede blevet så gamle, at forbuddet mod salg kun var en undskyldning, der gav dem en grund til at holde. Men uanset hvordan jægerne begrundede det, var resultatet et kraftigt fald i antallet af skudte edderfugle.
Der var nok nogle år, hvor visse jægere fortsatte jagten ved at sælge fuglene “ved stalddøren,” men det var i begrænset antal. Resultatet af forbuddet mod salg var, at de ikke-jægere, som hele deres liv havde købt edderfugle ved vildthandleren holdt op med spise dem. Dermed fik deres børn aldrig smag for vildt, og vi har nu en situation hvor man har svært ved at give edderfugle væk. Ingen ved, hvordan de skal tilberedes og det er nu engang nemmere, at hale noget ud af supermarkedets køledisk. Hvis man spørger nogle af disse gamle, erfarne jægere om de skal på jagt, hører man ofte bemærkningen: “Hvad skal jeg med fuglene?”
En tendens mod sortsyn
Hvis man læser gamle jagtblade fra 1970erne, vil man opdage, at der var voldsom debat i jægerkredse om strandjagtens fremtid. Det væsentligste problem var, at der var kommet så mange strandjægere til, at de nu begrænsede hinanden. Der var arbejdsløshed, så der var jægere ude hver dag, der var generelt for mange jægere på terrænerne og der var for mange motoriserede skydepramme. Der kom altså et tidspunkt, hvor de mange jægere begyndte, at blive en begrænsende faktor for jagtudbyttets størrelse. I 1960erne bevirkede tilgangen af jægere, at jagtudbyttet gik op, men i 1970erne syntes antallet af jægere at være blevet så stort, at det nu reducerede jagtudbyttet.
Resultatet blev, at strandjagten siden da er blevet pålagt en lang række restriktioner (udover forbud mod salg af vildt). For eksempel, er det i mange egne af landet sådan, at et eller flere af de bedste jagtterræner er blevet gjort til reservat. I Horsens området var Alrø Poller et populært jagtterræn, og der kunne op til sæsonstarten ligge 50 kravlepramme ved området. Som en jæger fortalte mig: “Da Pollerne blev reservat, var der en hel kultur, der døde.”
De mange restriktioner har haft en kraftig psykologisk virkning. For de gamle erfarne jægere, har det ført til en generel pessimisme om jagtens fremtid. Mange føler at strandjægeren har mistet så meget, at der ikke er noget tilbage. Mange forventer, at jagten i nær fremtid bliver helt forbudt. Mange af de erfarne jægere har også skabt en holdning om, at med de mange restriktioner kan man ikke skyde mange ænder mere, så det er ikke besværet værd at tage ud. Altså, har disse jægere kraftigt reduceret eller helt stoppet deres jagtlige aktivitet. Resultat: Et faldende jagtudbytte, som intet har med bestandsstørrelsen at gøre. Det er ikke færre ænder, der fører til lavere udbytter, men færre jægere.
En anden psykologisk effekt er, at der ikke kommer mange nye strandjægere til. Det skyldes, at de ikke hører historier om hvor god jagten er i dag, men hvor god den var i gamle dage og hvor elendigt alting er i dag. For mange nye jægere var det netop de gamle jægeres entusiasme, der fik dem til at blive interesserede i strandjagten. Pessimisme medfører en lav tilgang af nye jægere.
En tendens mod magelighed
Som jeg sagde, er der en generation af gamle, erfarne strandjægere, som er uddød. Men det ville selvfølgelig ikke betyde noget, hvis der kom lige så mange nye jægere til. Det gør der bare ikke, og det har der ikke gjort i flere årtier. En af grundene hertil er uden tvivl, at vi danskere generelt er blevet mere magelige.
Strandjagt er og bliver en meget fysisk aktivitet, der virkelig kan kræve hårdt arbejde. Da folk var vante til at arbejde fysisk på jobbet, betød det ikke noget at arbejde fysisk i fritiden også. Men i dag hvor mange ikke har fysisk krævende jobs er det en anden sag at kaste sig i lag med en hobby, der virkelig kan få det til at værke i alle lemmer.
En tendens mod socialt samvær
Det er blevet sagt, at jagt er blevet det nye golf. Golf er traditionelt en aktivitet, hvor folk kunne komme tæt på hinanden under uformelle former, og i USA bliver mange forretningsaftaler lavet på golfbanen. For at det skal kunne virke på jagt, kræves der jagtformer, hvor folk finder sammen i grupper. Og her er strandjagten simpelthen ikke egnet, hvorimod landjagten er som skabt til formålet.
De fleste skydepramme kan kun holde en enkelt mand og selv i motorbåd er der sjældent plads til mere end to jægere (som har svært ved at tale sammen for motorlarmen). Desuden kræver strandjagten så meget koncentration at man må vælge mellem jagtligt udbytte eller socialt udbytte. Og så er det da nemmere at gå på landjagt, hvor der som regel er en fælles frokost eller endog middag efter jagten.
Forventningen om garanterede resultater
Den generelle samfundsudvikling er gået i retning af, at vi er blevet mere utålmodige. Vi forventer, at vi kan købe os til øjeblikkelige resultater og at hvis vi betaler prisen, så vil varen også blive leveret. I USA snakker man om en tidsalder domineret af “instant gratification” (øjeblikkelig tilfredsstillelse), som blev skabt af “plastic,” altså kreditkortet. Vi er blevet så forvænte, at vi tager det for givet, at hvis vi beslutter, at vi vil have noget, så kan vi få det med det samme.
Det kan godt virke på landjagt, men det virker absolut ikke på strandjagt. Man kan sagtens købe sig en jagtbåd med alt muligt udstyr, men at skyde ænder kræver en erfaring med jagtteknik, som det tager år, endda årtier, at opbygge. Mange har kastet sig ud i strandjagten med brask og bram, men da de forventede resultater udeblev, har de givet op. Nogle stopper efter første sæson, andre prøver nogle år, men giver op før de får den nødvendige erfaring.
Meget få nye strandjægere
Hvis man ser på antallet af nye jægere, så er det højere end nogensinde. Men hvis man ser på antallet af nye strandjægere, så er det helt klart lavere end nogensinde. Det kan blandt andet aflæses af det antal jagtbåde og skydepramme man ser rundt omkring. I Horsens området kunne man for 40 år siden nemt se over 100 skydepramme, der lå alle vegne hvor en vej førte ned til vandet. I dag ser man kun nogle få, og det er endnu sjældnere man ser både på vandet. Pramjagt på Horsens fjord er reduceret så kraftigt, at det simpelthen ikke kan have nogen indflydelse på fuglebestandene.
Hvis man for 40 år siden kørte til havnene i Hou, Horsens, Snaptun og Juelsminde, ville man have set 60-70 specialbyggede motorbåde. I dag ser man under ti og de fleste kommer kun ud et par gange om året. Hvis man går på Den Blå Avis og Gul og Gratis og søger efter annoncer på jagtpramme, vil man finde en del til salg. Hvis man så holder øje med annoncerne over tid, vil man se, at de fleste både ikke bliver solgt, men at annoncen udløber.
Det er blevet stort set umuligt at sælge motorbåde til jagt, medmindre man giver dem væk. Ligeledes med de fleste skydepramme. Og dette viser tydeligt, at tilgangen af nye jægere er meget lav. Det er jo nemlig sådan, at man i dag hovedsageligt kan købe brugte jagtpramme, da fortidens producenter næsten alle har indstillet produktionen for årtier siden.
Om at ræsonnere baglæns
Situationen for strandjagten er ganske enkel. De mange begrænsninger af jagten sammenkoblet med den generelle samfundsudvikling og generationsskifte blandt jægerne har reduceret antallet af strandjægere og deres jagtlige aktivitet. Dette alene kan sandsynligvis forklare størstedelen af den reduktion i jagtudbytte man ser for de arter, der jages på Fiskeriterritoriet.
Denne reduktion i jagtudbyttet er helt igennem menneskeskabt og har intet med vildtbestandene at gøre. Altså, menneskeskabte forhold har produceret en reduktion i jagtudbyttet. Hvis man nu ræsonnerer, at reduktionen i jagtudbyttet er bevis på en tilbagegang i vildtbestandene, så ræsonnerer man altså helt og aldeles baglæns.
Jeg skal naturligvis ikke kunne sige, om visse andebestande er i tilbagegang (men jeg kan sige, at det ikke ser ud til det på de terræner hvor jeg jager). Problemet er bare, at med den nuværende forskning, så er der vist heller ikke andre, som kan sige det. I al fald så viser AEWAs rapporter om havlit og fløjlsand (som lige er blevet fredede) at forskerne har meget lidt konkret viden om disse bestande.
Min pointe er, at hvis man virkelig vil vide noget om tendensen i vildtbestandene, så må man bruge de nødvendige penge på at lave reel forskning. At se på et faldende jagtudbytte og tage dette som bevis på, at bestandene er i vanskeligheder er simpelthen ikke hverken logisk eller videnskabeligt forsvarligt. Det er at skabe en selvforstærkende cirkel som kun kan fjerne os længere og længere fra realiteterne.
