Sendte dette for en tre uger siden. Har ikke hørt tilbage.
Åbent brev til Miljøministeren
Kære Lea Wermelin,
Jeg håber du kan hjælpe mig med at udføre min borgerpligt.
Jeg lærte i skolen, at i Danmark har vi folkestyre, hvilket betyder, at politikerne skal stå til ansvar overfor befolkningen og at det er befolkningens pligt at holde politikerne ansvarlige for deres handlinger.
Jeg er personligt stærkt berørt af den fredning af havlit og fløjlsand, som du fik igennem Folketinget her i sommer. Jeg kan imidlertid ikke holde dig til ansvar fordi jeg ikke har kunne finde noget på skrift om hvorfor du mente denne fredning er nødvendig.
Jeg håber derfor du vil svare på følgende spørgsmål:
1. Hvad var dine bevæggrunde for at gennemføre denne fredning. Jeg er her interesseret i konkrete undersøgelser af bestandsudviklingen, såsom flytællinger eller lignende. Også andre grunde, der indgik i overvejelserne.
2. Hvorfor ville du ikke fortsætte den fire-årige forsøgsperiode med kun at skyde hanner, som blev indledt i jagtsæsonen 1919-20 og skulle have løbet til 1924? Ifølge vildtbiologer er der (hvilket jægerne også kan observere) stort overskud af hanner, og deres konkurrence om hunnerne kan stresse disse med lavere ynglesucces til følge. Afskydning af disse hanner (som ikke kan yngle) vil ikke reducere bestandens størrelse. Dette forsøg blev vedtaget af et enigt Vildtforvaltningsråd under den tidligere minister.
AEWA’s rapporter om de to arter nævner, at det er vigtigt at få undersøgt om det er til gavn for bestanden, at der i visse lande kun skydes hanner. Er der sket noget med bestandene i det forløbne år, eller har du andre grunde til at stoppe forsøget?
3. Mener du, at du som miljøminister har opfyldt dit ansvar overfor havlit og fløjlsand ved at frede dem? Jeg har læst de to rapporter udført af AEWA, og de siger ikke, at et jagtforbud er nødvendigt. De siger derimod, at man ved alt for lidt om bestandene fordi begge arter opholder sig langt til havs og der ikke har været afsat midler til at lave de nødvendig flytællinger. Man formoder, at der er øget predation fra mårhund og mink på ynglepladserne, men omfanget er ukendt.
Vil du som miljøminister tage kontakt til de relevante myndigheder i berørte lande og få indledt et samarbejde (og afsætte midler) til flytællinger og undersøgelser på ynglepladserne? Eller mener du, det er nok, at vi har fredet arterne?
Hvis det sidste er tilfældet, vil jeg gerne høre din kommentar til følgende. Det anslås, at Østersøbestanden af havlit er 1,5 millioner og verdensbestanden 7 millioner. Der blev skudt omkring 1200 havlitter i Danmark. Det anslås, at bestanden af fløjlsand er omkring en halv million og det danske jagtudbytte var 2-3000 fugle. Mener du dette jagtudbytte har bidraget til bestandens nedgang og at fredningen derfor vil føre til fremgang?
4. AEWAs rapport om Havlit nævner, at stort set den eneste videnskabelige viden vi har om bestanden er den danske vingeundersøgelse. Da du nu har stoppet denne videnskilde for de to arter, hvad vil du så gøre for at frembringe ny viden om bestandene?
5. Jeg ville gerne høre hvad din personlige holdning er til den frie jagtret på fiskeriterritoriet? Mener du det er vigtigt at sikre den mindrebemidlede del af befolkningen muligheden for at gå på jagt og at dette er en del af dansk demokratisk tradition?
Jeg spørger fordi jeg kommer fra en arbejderfamilie i Horsens, som i fire generation har drevet strandjagt og stemt socialdemokratisk. Min far holdt imidlertid op med at stemme socialdemokratisk fordi dit parti altid støttede indskrænkninger af den frie jagtret. Han kunne ikke forstå, at et arbejderparti ville fratage arbejderne deres mulighed for at gå på jagt.
Med andre ord: Kan man være strandjæger og samtidig stemme socialdemokratisk?
(AEWAs rapporter er: International Single Species Action Plan for the Conservation of the Long-tailed Duck og International Single Species Action Plan for the Conservation of the Velvet Scoter.)
Følgende bruger(e) sagde tak: Olddude, PeKa, pharmand
Det er jo 100% korrekt det du skriver Kim, og der findes vel ikke en eneste Strandjæger her i landet som ikke syntes det.
Lea Wermelin er uddannet Cand. Scient. Pol.
Altså en ægte "levebrøds politiker"
Hun lever af stemmer, og når nu de røde er blevet enige om at der er MANGE stemmer at hente i grøn politik, så har vi balladen.
Hun har ikke selv et dyt forstand på strandjagten her til lands, så hvad gør hun?
Hun lytter til sit hobetal af embedsmænd, det kunne så være godt nok.
Men jeg vil vove den påstand at de fleste af hendes embedsmænd har dybe rødder i Danmarks naturfredningsforening.
Der igennem også nære forbindelser til både Dansk ornitologisk forening og Dyrenes beskyttelse.
Kort sagt, vi er bagud på point.
Jeg håber hun ( eller en af hendes embedsmænd) tager sig tid til at svare dig.
Kanon godt brev, jeg mindes der lige har været et happening hvor man kunne "møde sin miljøminister" online selvfølgelig. Der sgu en god vel informeret mænd som dig have siddet med! Vi må lige holde øje om ligne arrangement, der har vi chancen til og stille hende dine spørgsmål.
Så fik jeg svar på mit åbne brev til Miljøministeren, ganske vist ikke fra ministeren selv, men fra en embedsperson (jeg har slettet navnet, da det jo ikke er denne person, der er ansvarlig).
Ordlyden er her og jeg har vedhæftet de to rapporter der henvises til:
Den 21. oktober 2020
Tak for din henvendelse til miljøminister Lea Wermelin af d. 7. september 2020 vedrørende havlit og fløjlsand. Ministeren modtager mange henvendelser, og har ikke mulighed for at besvare dem alle selv. Miljø- og Fødevareministeriet vil derfor besvare din henvendelse.
På baggrund af en indstilling fra et enigt Vildtforvaltningsråd, har miljøministeren besluttet at indføre et jagtstop på havlit og fløjlsand.1 I Danmark har vi en lang og vigtig tradition for jagt, men det er også vigtigt at passe særligt godt på de truede arter og sørge for, at jagten sker på en forsvarlig måde.
Vildtforvaltningsrådet besluttede at inddrage havlit og fløjlsand i en ekstra evaluering af jagttiderne, der blev foretaget midtvejs mellem de ordinære 4-årige jagttidsevalueringer. Det faglige grundlag, der har været drøftet i arbejdsgruppen om revidering af jagttider, der er nedsat under Vildtforvaltningsrådet, er blandt andet følgende rapporter:
"Jagttidsrevision for udvalgte arter 2020. Opdatering af det biologiske grundlag for jagttider". Notat fra DCE" af d. 19. juni 20192
"Status for overvintrende fløjlsænder og havlitter i danske farvande. En analyse af bestandsudviklingen og årsager til forandringer". Rapport nr.
336 fra DCE, 20193
Havlit og fløjlsand er beskyttet efter The African-Eurasian Migratory Waterbird Agreement (AEWA). Arterne er desuden truede på den globale rødliste fra The International Union for Conservation of Nature (IUCN).
AEWA har nedsat en arbejdsgruppe (AEWA European Seaduck International Working Group), der skal drøfte implementeringen af forvaltningsplaner for de to arter. Danmark deltager i denne arbejdsgruppe. Det forventes, at monitering af
arterne vil indgå i dette arbejde. Det første møde i arbejdsgruppen forventes
afholdt i december 2020. Havlit og fløjlsand indgår desuden i Det Nationale
Overvågningsprogram for Vandmiljø og Natur (NOVANA).
Arternes jagtstatus tages igen op til vurdering om to år, når der kommer en ny jagttidsrevision. Havlit og fløjlsand indgår i drøftelserne om revidering af jagttider.
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. • www.mfvm.dk
Her er min umiddelbare reaktion på svaret fra Miljøministeriet:
Det vigtigste spørgsmål i mit oprindelige brev var hvorfor ministeren mente, at de to arter skulle fredes nu, i stedet for at lade forsøgsperioden hvor vi kun måtte skyde hanner løbe ud og så vurdere arternes status. Dette spørgsmål er ikke besvaret overhovedet.
Det siges i svaret:
“På baggrund af en indstilling fra et enigt Vildtforvaltningsråd, har miljøministeren besluttet at indføre et jagtstop på havlit og fløjlsand.”
Min reaktion er:
1) Forsøgsperioden med kun at skyde hanner var også indstillet af et enigt Vildtforvaltningsråd, så hvad skete der efter Lea Wermelin blev minister?
2) Jeg synes det lyder som om der må have været pres på VFR for at blive enige om de to arter, måske en trussel om at flere arter ville blive fredet? Men det kan jeg ikke vide noget om, da der intet står i VFRs offentlige referater. Emnet blev ikke diskuteret på mødet i december 2019, mødet i marts blev aflyst og det er ikke nævnt i mødet fra august. Jeg syntes det ud fra et demokratisk og offentlighedsprincip er stærkt kritisabelt, at der træffest sådanne beslutninger udenom møderne så offentligheden ingen indsigt har i, hvordan denne såkaldte enighed blev nået.
Der nævnes to rapporter, som skulle være det faglige grundlag for fredningen, men jeg kan ikke læse noget i nogen af rapporterne, som peger på, at de to arter skulle fredes nu i stedet for at lade forsøgsperioden køre til 2014.
Den ene rapport: Jagttidsrevision for udvalgte arter 2020 Opdatering af notat om målsætninger for vildtbestande
indeholder et skema, som blandt andet berører følgende:
For både havlit og fløjlsand er svaret: Sansynligvis ikke / Nej
Så hvordan er denne vurdering et fagligt grundlag for en fredning? Hvis jagten ikke har indflydelse på bestanden, så har fredningen jo heller ingen indflydelse, altså er den totalt unødvendig og må være gennemført af politiske og ikke faglige grunde.
Så jeg sidder stadig med spørgsmålet om, hvorfor Lea Wermelin mener de to arter skulle fredes nu.
Det siges dernæst i svaret:
“AEWA har nedsat en arbejdsgruppe (AEWA European Seaduck International Working Group), der skal drøfte implementeringen af forvaltningsplaner for de to arter. Danmark deltager i denne arbejdsgruppe. Det forventes, at monitering af arterne vil indgå i dette arbejde. Det første møde i arbejdsgruppen forventes afholdt i december 2020.”
Mit spørgsmål er: Hvorfor så ikke vente på, at denne arbejdsgruppe gør sit arbejde før arterne fredes?
Den anden rapport, der henvises til nævner de store vanskeligheder med at lave nøjagtige optællinger af de to arter og, at der ikke har været finansiering for bedre optælinger. Det nævnes dog:
“Landene i Østersøen planlægger at foretage en simultan optælling af vandfugle igen i vinteren 2020.”
Jamen, hvorfor så ikke afvente resultatet fra denne optælling før man haster en fredning igennem?
Det eneste positive jeg kan tage med fra svaret er dette:
“Arternes jagtstatus tages igen op til vurdering om to år, når der kommer en ny jagttidsrevision. Havlit og fløjlsand indgår i drøftelserne om revidering af jagttider.”
Jeg glæder mig til at se hvordan det kommer til at foregå.
Min konlusion på svaret, er, at jeg i øjeblikket er repræsenteret af en miljøminister, som i denne sag har handlet uden faglig baggrund og som derfor må have en anden og formodentlig følelsesmæssig grund til at frede arterne. Det får mig til at føle mig svigtet af det demokratiske system og misrepræsenteret af ministeren. Hun er officielt jagtens minister, men jeg føler ikke hun har varetaget mine interesser som jæger.