Hej alle. Jeg har længe fulgt med herinde og nyder godt af både debatter, delte erfaringer, men især af de mange historier. Derfor tænkte jeg, at tiden måske ville være til at bidrage en smule selv.
Spidsanden har, for mig, altid stået som den øverste af ænderne når det kommer til ynde og elegance. tanken om at skyde en fuldt udfarvet andrik med sine lange halefjer, chokoladebrune hoved og hvide mave har altid stået som den største, om end usandsynlige, drøm når vi snakker pramjagt. Tankerne er gået på hvor i Danmark jeg kunne tage hen for at opnå drømmen. Ringkøbing fjord? Sønderjylland? Uanset hvad lå han langt ude i fremtiden, hvis nogensinde. Spol frem til 6/1 2017; jeg har Asker med i prammene i Kongsøre for at kigge efter en fugl eller to før vi skal vende tilbage til fest i København dagen efter. Vejret er perfekt! Bare ikke til ænder. Høj sol, frost og ikke en vind. En af sæsonens smukkeste morgener hvor skudstatisitikken var ufejlbarlig, da dagens eneste store fede postkasse af en grå andrik kommer dumpende ligesom vi har pakket det sidste færdigt.
Tilbage hos mine forældre tjekker jeg vejrudsigten der får pegefingeren til at klø og pulsen op at danse; 9 sek/m og vekslende snebyger! Umiddelbart vanvittigt, at en melding som den kan fremprovokere andet end en trang til at sove længe og drikke varme drikke inden døre. Asker skal tilbage til København, men jeg tænker at hvis jeg bare er parat til at have travlt i morgen kan jeg både nå jagt og fest. Den indre diskussion er ikke lang. Så indser jeg hullet i min plan, min far skal selv på jagt på Bøtø næste morgen, så jeg har ingen bil! Gode råd er dyre for ingen lader til at kunne låne mig en bil. Jeg hader at bede om tjenester, men jeg går op til en gammel jagt kammerat og beder min bøn. Og ja, jeg måtte da hjertens gerne låne hans bil (hvis den ikke var gået i stykker). Jeg begynder at affinde mig med skæbnen om at sove længe da hans nye kæreste, som jeg aldrig har mødt før, tilbyder hendes bil. Håbet lever. En lille bil i kia picanto størrelsen, men om det havde været en ellert, havde jeg takket ja.!
Næste morgen kl 5 kører jeg nordpå. Jeg er iført en stor termodragt og kan knap være i bilen. Snevejret er hårdere end ventet og jeg kan intet se med det lange lys på. Ergo er det kort lys og langsom kørsel. Efter en besværlig køretur, sved på ryggen, kolde fingre og mange bandeord ligger jeg endelig på plads i fjorden og kan kun vente på det mylder af fugle der uundgåeligt måtte komme. Vinden er vendt om i sydøst og står nu direkte ind i hovedet på mig. Derfor ser jeg ikke den store flok gråænder der er kommet ind fra øst. Jeg får to ænder og er lige pludselig ikke nær så kold. Der sker ikke mere før solopgang da fem gråænder kom ret ind. Jeg holder på den lavest flyvende da jeg ser den lange hals og hvide mave på gråanden til venstre. Jeg får min perfekte spidsandrik i et dejligt spidskud. Da jeg indser at jeg har opfyldt drømmen ved jeg ikke hvordan jeg har det, det er for surrealistisk. Drømmefuglen har jeg i hånden, på terrænet hvor jeg har fået min oplæring i alt der hedder natur, jagt og fiskeri siden jeg kunne opfatte ordene. Og nå ja, fik jeg sagt at det var min 25 års fødselsdag?
Resten af morgenen sker der ikke det store. Jeg er i hvert fald ikke til fare for de få fugle der kommer forbi. Om det er eufori, frosne fingre eller bare dårlig skydning er ikke til at sige, men den dag, og den fugl, vil jeg huske til jeg ikke husker mere.
Og spidsanden er her stadig. Han er afleveret hos konservatoren så jeg kan se på ham og huske tilbage.