Velkommen, Gæst
Brugernavn: Adgangskode: Husk mig
  • Side:
  • 1

EMNE:

Sidste kravl i første sæson 19 jan 2020 19:22 #3307

  • Søulven
  • Søulven's profilbillede Emne forfatter
  • Offline
  • Junior Member
  • Junior Member
  • Indlæg: 64
  • Modtagne Tak: 34
Min første sæson som strandjæger lakker mod enden, og jeg har lært mere end jeg turde håbe på. F.eks. at væskeindtaget er en undervurderet faktor når man har waders på og der ikke er gode steder at gå i land i det udsete kravleområde...

Derudover har jeg fundet ud af at kravlejagten virkelig er dér, hvor jeg finder glæden, roen og de store oplevelser - selvom trækjagten bestemt heller ikke er at foragte. Jeg vil gerne sige mange tak til alle her på forummet, især CHC, Wac og Torben Raunstrup, for hjælp, gode råd og svar på rookie-spørgsmål.

I dag gik formiddagsturen til et nyt sted i fjorden, som jeg ikke har prøvet før. Det var min 8. gang ude i kravleprammen, og indtil videre har jeg nedlagt præcis én krikand fra den - jeg har haft lidt svært ved at ramme de gode steder i det rigtige vejr, og kravleteknikken har nok også stadig plads til forbedring...

Jeg parkerede ved vandet og steg ud med kikkerten for at recce terrænet, lægge en slagplan, og se om der var fugle i farvandet. Vinden var i NV og jeg stod på den østlige bred.

Det startede rigtigt godt med en stor flok gråænder på fjordens modsatte bred 300m væk - det skulle kunne lade sig gøre at få vinden i ryggen, hvis jeg krydsede et stykke mod nord og luskede nedad med vinden halvt i ryggen. Kikkerten viste et par svaner mod nord, og et par hvinænder midt på fjorden mod syd, og netop som jeg pegede kikkerten tilbage mod nord hørte jeg en lidt sær rappen i retning af gråandeflokken. Jeg havde stået og drømt lidt om andesteg allerede, så jeg skyndte mig at se om de var ved at lette. Det var de så ikke - og den sære rappen kom fra jægeren på anden anden bred, hvis lokkeænder jeg havde stået og savlet over. Hov.

Jeg skyndte mig at rigge prammen til og satte den i vandet. De næste 5 minutter kom der et par flokke grågæs trækkende fra syd og forsvandt mod nord, og det samme gjorde en pæn mængde gråænder. Min tanke var, at de måtte komme et sted fra, og siden jeg skulle sydpå måtte der være en chance.

Frem med padlen og så luskede jeg mig ud mellem sivene og så om der var nyt på vandet. Det var der ikke, så jeg fandt pagajen frem og satte over fjorden for at kunne arbejde mig sydpå i relativt vindstille inde under bredden. På turen over sejlrenden blev jeg klar over at vinden var lige kraftig nok til effektivt kravl andre steder enten helt inde under bredden eller direkte med vinden tværs over fjorden.

Vel ovre under den vestlige bred kunne jeg også konstatere, at vinden blæste direkte mod den lave sol, så jeg ville ikke kunne se særligt meget i dén retning. Øv. Men det var dejligt varmt, og solen var skarp, så jeg valgte at gøre en fuld tur ud af det alligevel, og lod mig drive sydpå langs sivene, mens jeg holdt skarpt øje. 2km senere var der intet sket, og jeg begyndte at tænke på at vende om og arbejde mig op mod vinden på den anden side af fjorden.

Bedst som jeg rundede en lille pynt med øjnene klinet til en flok hvinænder 300m væk under den anden bred, så jeg en mand ud af øjenkrogen. Dér stod to lystfiskere, der var lige så overraskede over at se en tosse i en pram som jeg var over at se dem. Vi hilste fint på og fik en lille snak, før vi udvekslede "Undskyld forstyrrelsen" og "knæk og bræk", før jeg padlede videre - efter sigende var havørrederne lige så lidt samarbejdsvillige som ænderne, hvilket var en lille trøst ;)

Et par hundrede meter sydpå krydsede jeg fjorden tilbage til øst og kunne mærke, at mine to kopper kaffe gerne snart ville ud igen. Men der var ingen steder at gå i land, så jeg satte gang i knibeøvelserne og begyndte at arbejde mig nordpå, imod vinden. Der var en væld af små kanaler med småsøer imellem sivene på denne side, så jeg udforskede så mange jeg kunne og lettede da også 12-14 gråænder, men uden for skudhold. Hvis én af den var faldet i sivene ville jeg heller ikke have en kinamands chance for at finde den, så jeg nøjedes med at være glad over at have set dem. Der var også to isfugle i området, som pilede rundt med deres fine farver, hvilket var en virkelig fin naturoplevelse!

En halv time senere fandt jeg endelig et sted at lade vandet, og tog de vedhæftede billeder. Kikkerten sagde, at der var tomt i fjorden, så jeg satte den lange pagaj forrest og nød solskinnet og at være på vandet. Pludselig så jeg en velkendt silhouet nærme sig med hastige vingeslag - det var en and, der havde direkte kurs mod mig! På en passende afstand tog jeg geværet og lagde an, men hvinanden drejede hurtigt af, og den var lige på grænsen til det forsvarlige, så den fik lov til at flyve videre og forsvandt mod syd.

Resten af turen var et langt, sejt træk mod vinden, før jeg kunne hive prammen op på traileren og drikke en tår vand, mens jeg satte mig og nød solen i ansigtet og vinden i sivene. Der var ikke meget kravl over dagen, men den havde bestemt ikke været spildt, tværtimod. Og så kom der selvfølgelig et par fede gråænder flagrende 15 meter væk, da jeg satte mig ind i bilen.

Medmindre jeg ved et mirakel kommer ud igen næste weekend, var det slutningen på min første sæson som strand- og havjæger. Det blev til en pibeand fra trækprammen og en krikand fra kravleprammen, hvilket ikke er prangende. For mig har jagt dog altid først og fremmest handlet om oplevelser, erfaring og udelivet, og jagtformen leverer i topklasse på alle parametre; det er virkelig gået direkte i blodet!

Nu glæder jeg mig rigtigt meget til at gå og makke mine pramme og mit grej til med alle de ting, jeg har noteret mig i løbet af sæsonen, og at købe en billig halvautomat i stedet for min O/U . Og så skal familen og jeg på hyggeture til de jyske fjorde for at recce lidt. Næste sæson må der gerne være lidt mere vildt på paraden, men hvis der ikke er, så er det også OK.

Bare jeg kommer ud på vandet.





Følgende bruger(e) sagde tak: CHC, Cleilers

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

Sidste redigering: af Søulven. Begrundelse: Luget i sprogblomsterne.

Sidste kravl i første sæson 19 jan 2020 22:28 #3309

  • CHC
  • CHC's profilbillede
  • Offline
  • Elite Member
  • Elite Member
  • Indlæg: 627
  • Modtagne Tak: 212
Hej Søulven,

Takker for en velskrevet beretning fra en smuk dag på vandet. Jeg har tilladt mig at ligge den ind under beretninger her på siden.
Bliver man først bidt af den smukke natur på vandet, grejet og prammen. Ja så er der pludselig umådelig langt til sæsonstart, når man har været på den sidste jagt i denne.
Knæk og bræk, med udviklingen og håber vi får lov at fælge med i dine tanker undervejs
Med strandjæger hilsen
Carsten Holm Clausen

En hver kan skyde, der skal en jæger til at lade være.
Følgende bruger(e) sagde tak: Søulven

Venligst Log på eller Opret en konto for at deltage i samtalen

  • Side:
  • 1