EMNE:

Jeg flyttede fra Danmark i 1987 og flyttede tilbage igen i 2014. Hvis du havde spurgt mig i 1987, om det stadig ville være lovligt at drive motorbådsjagt i 2014, så havde jeg nok stillet mig tvivlende. Men her var jeg altså, tilbage i Danmark, og motorbådjagten levede endnu. Ganske vist var der flere begrænsinger end i 1987, men det var dog stadig muligt at drive denne enestående jagtform.

Da jeg fik jagttegn i 2015 var det klart, at jeg ville have en havjagtsbåd, men spørgsmålet var naturligvis hvilken. Jeg kunne godt se i havnene omkring Horsens, at der ikke var bare en brøkdel af de jagtbåde, der havde været før i tiden. Det var også tydeligt på Den Blå Avis og Gul & Gratis, at det var svært, at sælge jagtbåde, især de gamle træbåde med glasfiber og indenbordsmotor. Da jeg kom i kontakt med nogle af mine gamle jagtvenner, fortalte de også om, hvordan mange af de gamle jægere var holdt op med at drive motorbådjagt, især fordi fuglene ikke længere måtte sælges. “Hvad ska jeg gøre med fuglene,” var en ofte hørt bemærkning.

Jeg tænkte dels på en Juelsminde båd, dels på en Barracuda, men på et tidspunkt faldt jeg over en annonce her på siden for en gammel træbåd af den type, der var almindelig i Århus. Da Århusianerne ofte drev jagt langt til havs (ved eller øst for Samsø) havde de lidt større både, der var meget søstærke. Denne båd var 7 m lang og lidt højere end de lave jagtbåde, der bruges omkring Horsens. Da det var en træbåd med fiber og indenbordsmotor, var jeg godt klar over, at den ville blive stort set umulig at sælge igen, men jeg var tiltrukket af båden af flere årsager:
- Jeg ville gerne have en lidt større båd, så jeg kunne sejle langt omkring og ikke bekymre mig om vejret.
- Den større båd gav også mulighed for overnatning, så man kunne tage en lidt længere tur i september med prammen på slæb.
- Jeg tænkte, at siden jeg ikke kunne sælge fuglene, så ville jeg vel kunne skyde fugle nok fra en større båd, især når man tog det lave jagttryk i betragtning.



Båden i den oprindelige udgave

Jeg lavede derfor en aftale om at prøvesejle båden og kørte til Århus. Båden var ikke i den bedste stand, men fiberen var lagt rigtigt på og træet var ikke råddent. Motoren var en Sabb diesel fra 1973, men den kørte fint og disse motorer har ord for at være uopslidelige. Mens jeg prøvesejlede båden, slog det mig, at der var noget bekendt ved den. Jeg spurgte ejeren om den havde skiftet navn, og han fortalte, at den oprindeligt hed Stornoway.



Så faldt tiøren. Det var den samme båd, som min far havde kigget på tilbage i 1974, hvor han ledte efter en større jagtbåd til at gå længerne til havs. Dengang var motoren lige lagt i, men båden havde ikke fået glasfiber. Min far købte ikke båden, fordi han ikke kunne enes med sælgeren om prisen. Der var et par tusinde kroner, der skilte dem.



Båden havde, som mange Århusbåde, et fugledæk over cockpittet.

Jeg besluttede at tænke over sagen, og i den næste måneds tid gik jeg over det igen og igen. Jeg var godt klar over, at fra en rationel betragtning var det bedre, at købe en glasfiberbåd. Men rent følelsemæssigt, var det denne båd, der trak. Og da der jo ikke er noget rationelt I jagtinteressen, besluttede jeg, at købe den båd, der mest appelerede til følelserne.



Her ses båden i Århus havn mellem et par Arkavier.

Båden gøres i stand

Båden blev oprindeligt bygget på Hou Træskibsværft, formodentlig først i 60erne. Den havde nok oprindeligt en bilmotor, altså med benzin. Oprindeligt gik fordækket længere tilbage, så motoren stod under dækket. Men den sidste ejer havde skåret noget af dækket væk, så motoren stod i en motorkasse. Ellers var der vist ikke ændret på båden.

Den var som sagt i lidt dårlig stand, så i løbet af foråret og sommeren, lavede jeg en ny cockpitkant, motorkasse, bundbrædder, kistebænke og hylder. Jeg fik lavet en snæver sovekabine under fordækket. Der var ikke megen plads, men det var bedre end at sove i cockpittet. Jeg fik også lavet et større eftersyn på motoren, og den gik godt.

Da det blev september sejlede jeg jævnligt rundt på Horsens fjord med KIWOen på slæb, og fik da også nogle gode jagtdage. Det var dog første oktober, der gav de helt store forventninger, og jeg var ret spændt den sidste uge.



På jagt

Det var ret dårligt vejr den første dag, men jeg sejlede dog næsten til Samsø og fik skudt 3 edderfugle i fire skud. Det var ret chokerende at være på motorbådsjagt igen, først og fremmest fordi der var langt færre fugle end i 1987. Havde jeg sejlet samme tur i 1987 havde jeg nok set ti gange så mange edderfugle. Den anden store overraskelse var, at på trods af det lavere jagttryk, så virkede det som om fuglene var mindst lige så vilde som i gamle dage. Det skyldes nok, at der ikke var så mange, og derfor fandt man heller ikke så mange af de enlige fugle, der vil holde. Som sagt, var det dog dårligt vejr, så det gjorde det svært at dømme. Båden klarede sig iøvrigt fantastisk i bølgerne og jeg følte mig tryg ved at sejle ude på så åbent farvand.



Jeg lavede en højere cockpitkant for at få bedre dækning

Nogle dage senere kom der en dag med roligt vejr, og jeg var igen ude. Jeg sejlede ud gennem Horsens Fjord, og øst for Hjarnø fandt jeg en enkelt edderfugl, som jeg skød. Jeg sejlede så rundt om Gyllingnæs og op til Søby rev, hvor jeg så en 3-4 fugle og skød en mere. Jeg sejlede så over nord om Svanegrundene, hvor jeg fandt endnu en fugl og skød den. Jeg havde nu sejlet over 40 km og skudt 3 fugle. Da det var næsten havblik og klart vejr, havde jeg ikke overset nogle fugle, der var simplethen ikke fugle i området (men der lå 3-5000 fugle inde på motorbådreservatet i fjorden).



Næsten ovre ved Samsø fandt jeg så et område med fugle, og i løbet af et par timer oplevede jeg motorbådsjagten fra dens bedste side. Her var fugle, der holdt godt, og jeg fik endda nogle doubléer. Jeg skød 25 fugle inden middag, men så blæste det lidt op, og fra da af kunne jeg ikke komme på skudhold af fuglene. Så jeg sejlede hele vejen tilbage til Horsens uden at løsne et skud. Det var dog en god oplevelse, som mindede mig om, hvordan motorbådsjagt er, når den er bedst.



Senere på sæsonen flyttede jeg båden til Juelsminde, og havde flere gode ture derfra. Jeg blev dog hurtigt klar over, at den høje båd simpelthen ikke var så god til at gå til fugle, som den Andkærbåd jeg havde, før jeg rejste til USA. Det var bare for svært at komme på skudhold, og der var for mange fugle, der lettede lidt for langt ude.



Jeg var godt klar over, at jeg efter 28 års fravær ikke havde den samme fornemmelse for at sejle til fuglene eller samme skydefærdighed, så jeg væbnede mig med tålmodighed og jagede også fra båden den følgende sæson. Det gik gradvist bedre både med indsejling og skydning, men jeg syntes stadig ikke det var som den jagtform jeg kendte fra gamle dage. Det var ikke fordi jeg ville kunne skyde samme antal fugle, men det er jo nu engang den bedste oplevelse, at man sejler fuglene godt på skudhold og får de bedst mulige skud.

En større ombygning

Det følgende år fandt jeg ud af, at toppakningen var revnet i motoren. Der havde været en del småting med motoren, og da jeg ikke er mekanisk anlagt, havde det været lidt af en skuffelse. Nu havde jeg så et svært valg. At købe en ny motor var simplethen for dyrt, men jeg kunne få den gamle hoverepareret for 10-12 tusinde Kr.

Jeg nåede imidlertid til den konklusion, at jeg var træt af gamle motorer. Desuden besluttede jeg, at hvis jeg skulle beholde båden, så skulle det være på mine betingelser, hvilket betød, at jeg ville have en rigtig jagtbåd. Det vil sige en lav båd, der ikke syner så meget på vandet.



Det var lidt af en beslutning, at skære båden ned.

Jeg satte så motoren til salg som reservedele. En mand fra Ringkøbing købte den, fordi han havde en magen til. Om foråret tog jeg så en drastisk beslutning og skar båden ned, så stævnen fik samme højde over vandlinien som en Juelsminde båd. Jeg tog motorfundament og alt unødigt træværk ud inde fra båden og malede den indvendig med træbeskyttelse. Jeg skar det meste af kølen af, så den ikke stikker så dybt (den stak næsten en meter før). Jeg lavede så et hak til en påhængsmotor i bag, lavede et nyt dæk af finér, og en ny cockpitkant med en lille kuppel på fordækket (for at give mere plads til grej). Det hele blev pakket ind i fiber og fik Topcoat.



Der blev godt nok mange stumper tilovers, og det tog en masse vægt ud af båden.

Det var virkelig et større arbejde, som billederne også viser. Det var også lidt af en beslutning, og jeg er sikker på mange bådfolk vil føle, det var helligbrøde, at ændre en klassisk træbåd så meget. Men som sagt, da det var min båd, ville jeg have en båd, jeg kunne bruge til det formål den skulle bruges til. Altså var jagteffektiviteten vigtigere end andre hensyn.



Da båden kom i vandet, flød den fint, og den sejlede rigtig godt med påhængsmotoren. Jeg havde først en 30 HK totaktsmotor på den, men den var lidt for stor, så året efter købte jeg en ny 15 HK firetakt, som passer perfekt til båden. Den sejler lidt over 9 knob og bruger ikke særligt meget benzin.



På jagt i den lavere udgave

Det var naturligvis med nogen spænding jeg tog på jagt i den nye båd, hvilket skete den første oktober 2018. Jeg kunne med det samme mærke, at båden var god at sejle til fugle med, og det føltes som rigtig motorbådsjagt. Jeg skød 25 fugle den dag, altså ikke mere end jeg havde skudt fra den høje udgave på en dag. Men alligevel var oplevelsen bedre. Og jeg har siden skudt et større antal fugle på en dag, men dog ikke så mange, som jeg skød i min Andkær.



Båden i den lave udgave.



Det gode indtryk er kun blevet bekræftet i de sidste par sæsoner. Jeg vil faktisk påstå, at jeg nu har Danmarks bedste jagtbåd, hvilket mange jægere nok vil protestere imod, fordi de mener, deres egen båd er den bedste. Men sådan skal det jo også være. Jeg vil dog sige, at selvom båden helt klart er større end min gamle Andkær, og derfor syner lidt mere på vandet, så er den bedre at jage fra set ud fra et overordnet synspunkt.



Det jeg mener er, at Andkæren (og andre både af samme størrelse) nok er en smule bedre til at gå til fugle, simpelthen fordi de syner lidt mindre. Men min båd er så meget mere sødygtig, at jeg kan tage ud på dage, hvor jeg ikke ville have taget ud i Andkæren. Jeg kan også sejle til fjernere områder, fordi jeg ikke behøver bekymre mig om, at det kan blæse op inden hjemturen. Jeg ved, at jeg altid kan sejle hjem i min båd, og jeg har haft nogle hjemture, som ville have været meget ubehagelige fra en af de små både.



Faktisk har båden bevist en teori, som min far og jeg havde tilbage i 1970erne. Han var vant til at jage fra små både, i størrelse med en Andkær eller Hornsyld. Disse både var oprindeligt bygget til jagt på fjordene eller i andet beskyttet farvand, såsom Lille Bælt. Da jagttrykket steg i 60erne, blev fuglene trykket længere fra land. Det betød, at man i de små både kun havde ganske få jagtdage, hvor vejret var godt nok til at sejle så langt ud. Vi mente derfor, at man med en lidt større båd kunne jage i lidt dårligere vejr og derfor få flere jagtdage. Min far kunne aldrig finde en sådan båd, men nu har jeg altså den båd vi drømte om, og kan kun sige, der er noget om snakken.

På trods af, at båden er lavere end den originale, så er den stadig utroligt sødygtig og på grund af den slanke stævn og vægten, så klasker den aldrig ned i bølgerne, men går blødt gennem dem. Da vægten af den tunge dieselmotor er væk, kan den nemmere løfte stævnen, og det er kun sjældent, der kommer bølger på fordækket. Det sprøjter naturligivs at sejle i modvind, men langt mindre end de små både.



En såkaldt "Big Four" altså en andrik af hver af de fire arter havdykkere. Desværre er det nu et historisk billede, da vi fra 2020 ikke må skyde fløjlsand og havlit.

I sæsonen 1986-87 havde jeg min bedste sæson fra min Andkær, og skød et pænt antal fugle (hvor mange kan være ligegyldigt). Pointen er, at jeg sidste sæson skød lidt flere fugle fra min store båd end dengang. Jeg havde ikke så store dagsresultater, men jeg havde flere jagtdage. Dengang havde jeg 14 jagtdage fra motorbåd og sidste sæson havde jeg 25. De fleste var med vejrforhold, hvor jeg ikke var taget ud i Andkæren. Efter mine første sæsoner i den høje udgave, ville jeg ikke have troet, at man kunne skyde flere fugle i dag end i de gode gamle dage. Især da ikke, når man tænker på, at sæsonen nu er en måned kortere og vi kun må skyde hanner. Så jeg kan da kun sige, at det har været eventyrligt at opleve motorbådsjagt som i de gode gamle dage.

Nogle praktiske ting

Kan andre jægere få noget ud af mine erfaringer med de både, de har? Jeg mener der er nogle ting, der kan overføres.

Den første er, at jeg i begyndelse gjorde som de fleste jægere heromkring og lagde de skudte fugle på fordækket. Det er jeg holdt op med, og jeg mener helt klart, at de levende fugle holder bedre, når jeg ikke har døde fugle på dækket.

En anden ting er, at min båd er ret dyb, så jeg kan dække mig helt bag cockpitkanten med kun lige det ene øje ovenfor. Jeg ser mange jægere, som sidder med hovedet eller overkroppen ovenfor, ofte med geværløbende stikkende i vejret. Jeg har en holder til geværet, så det står helt skjult (også for stænkvand), men det er stadig hurtigt at få i anslag.

Desuden så sidder jeg i dag på knæene. I de første sæsoner sad jeg på en stol, fordi jeg tænkte at i min fremskredne alder, ville det være for meget at ligge på knæene en hel dag. Jeg har imidlertid lavet et par ting, der gør det nemmere. Jeg har et hul i bundbrædderne, som mine tæer kan stikke ned i. Det bevirker, at mine ankler ikke bliver bøjet tilbage. Man kan også sige, at jeg ikke har noget vægt på fødderne. I stedet er vægten på knæ og skinneben, men jeg sidder på en selvoppustelig luftmadras, som jeg folder, så den er dobbelt. Jeg kan slet ikke mærke bundbrædderne gennem madrassen og kan holde ud at sidde på knæene en hel dag. Desuden har jeg et simpelt brædt, som jeg kan stikke under bagen, hvilket også tager noget af vægten af benene. Jeg kan nemt flytte brædtet når jeg sejler til fugle. Med andre ord, at båden er behagelig at sejle i har helt klart øget den jagtlige effektivitet.

Hvorfor så sidde på knæene? Fordi det giver en bedre skydestilling. Man kan nemmere dreje sig end når man sidder på bagen. Især med lidt søgang, er det også vigtigt, at man ved at fjedre i knæene kan undgå at vippe med båden. Altså kan man afgive sikkert skud, uden at geværet vippes op eller ned i skudøjeblikket. Det giver lagt bedre skydning.

Så er der camouflagemalingen. Den er helt klart mere sjælden end køn, men virker den så bedre end en ensfarvet båd? Det afhænger nok noget af belysningen. Men i tungt gråvejr og lidt søgang, virker det som om, båden falder rigtig godt sammen med bølgerne. Selvfølgelig kan man aldrig vide, om fuglene ville have hold alligevel fra en anden båd, men jeg har ikke planer om at gøre den ensfarvet. Faktisk har jeg så småt overvejet zebrastriber.



Motorbådsjagt er for mig en helt enestående jagtform. Da jeg tog jagttegn (igen) i 2015 spurgte en af de andre kursister mig hvad det var, jeg syntes var så specielt ved strandjagten. Det første ord, der røg ud af munden på mig var: “Frihed.” Og intet giver mig større frihedsfølelse end at sejle ud af havnen i Juelsminde i min jagtbåd på en dag, hvor vejret ser lovende ud. Jeg ved, at jeg kan sejle hvorhen jeg vil, vestpå til Trelde næs og Vejle Fjord, sydpå til Båring Vig og Bogense, Sydøstpå til Æbelø og langs med Fyn til udmundingen af Odense Fjord eller Fyns Hoved, nordpå til Endelave eller Svanegrunden, eller endda helt over til Samsø, ind i Sælvig, ned til Kolby Kås eller ned til vindmøllerne syd for Samsø.

Og selvom jeg ikke på sådan en tur vil se i hundredetusindevis af fugle, som i gamle dage, så kan jeg altid se i tusindevis eller nogle dage i titusindevis af fugle. Og er det ikke bare en pragtfuld oplevelse at sejle helt derude på det åbne hav, hvor alle landjordens bekymringer falmer væk, og i 10 timer, er der intet andet, der eksisterer end fuglene og den lyse himmel? Hvilken utrolig gave, at vi i et så tæt befolket land som Danmark stadig har muligheden for at opleve denne frihed. Lad us håbe, at der er nogle mennesker, som kan se, at i et frit land skal man bevare borgernes frihed, ikke tage den væk!

Hej Kim.

Endnu en flot artikel fra din hånd.

Der står mange gode ting i den, ikke bare om en båd der skiftede ejer og udseende men også noget om de udfordringer, glæder og følelser motorbådsjagten er skyld i.

Du "nørder" pramme/både og udstyr så i hvert fald jeg bliver forpustet, og "nørder" er her ment i positiv forstand og med stor respekt.

Jeg kan ikke slippe den tanke, er det nu også nødvendigt?

De færreste magter at lave det du har haft gang i igennem dit strandjæger liv, skal de se sig selv som 2 divisions strandjægere?
Eller kan mindre nørderi være lige så godt?

Jeg syntes selv jeg har nørdet meget for at mit grej er funktionelt, men der er som sådan intet "hokus pokus" i det.
Et tydeligt bevis er nok min Bogø, der er intet
ved den som ikke har været der siden 1990, bortset fra vedligeholdelse.

Mobiliteten som opsøgende kravlejæger giver jeg helst ikke afkald på, derfor bruges min Bogø også til trækjagt på dybt vand efter hvinænderne og det uden at overdække cockpittet.
(Ligger på maven i kravle position)
Tanken om en flok Canadagæs der lander og jeg ikke er i stand til at handle?
Nej vel?

Når du sammenligner dit udbytte med andre af de dygtige strandjægere i Horsens området (der er mange) vil du så sige at det har været "nørderiet" værd i forhold til udbyttet?

Jeg kender godt den følelse at man sidder i sin pram og ved at absolut INTET er overladt til held og tilfældigheder.
Det er nok en af de bedste følelser der overhovedet findes og den skal ikke nedgraderes.

Grunden til jeg spørger er at jeg igennem 15 år jagtede side om side med en makker som ikke gik ret meget op i hverken camoflage eller det at dukke sig.
"Det vigtigste er at sidde stille og reagere på rette tidspunkt når fuglen er på vej ind"

Behøver jeg skrive at vi skød lige meget i løbet af en sæson og vi jagtede næsten altid sammen (70-90 ture pr sæson)

En af de største legender inden for kravlejagt (her på Sjælland) kendte ikke til ordet camoflage.
Hans Bogø med dertil hørende udstyr lignede noget der skulle have været pensioneret for årtier siden.
Ikke desto mindre er der kun ganske få der har skudt det vildt som han har ( jeg er ikke i nærheden af det)

Jeg håber du kan forstå min hensigt med dette indlæg?

Mvh Torben Raunstrup

Hej Torben,

Jo, jeg forstår udmærket din hensigt, og jeg er glad for du nævner det.

Det sidste jeg ønsker er da, at andre mennesker føler sig som andenrangs strandjægere fordi de ikke gør hvad jeg gør.

Dengang jeg skrev til Jagt & Fiskeri mødte jeg af og til jægere, som syntes jeg gik alt for meget i detaljer, og jeg har også mødt dygtige jægere, som skød mange ænder uden at gå så meget op i grejet, som jeg gør.

Så jeg giver dig helt ret i, at man sagtens kan både have fornøjelse af strandjagt og skyde mange ænder (de to ting er ikke nødvendigvis det samme) med en helt enkel tilgang til udstyret.

Det jeg gør i dag er det samme, som jeg gjorde dengang, nemlig at beskrive, hvordan jeg selv går op i jagten. Og for mig er det en stor fornøjelse, at eksperimentere med pramme og udstyr, ligesom jeg altid forsøger, at forbedre min jagtteknik og skydefærdighed.

Som jeg har sagt andensteds, så er vinteren den udøvende del af jagtsæsonen, og resten af året er den forberedende del.

Det det drejer sig om (med jagt, som med alt andet i livet) er at man finder sin personlige måde at gøre tingene på. Min far, for eksempel, købte sine jagtbåde brugt og lavede stort set ikke om på dem. De blev malet hvert år, men ellers var alt det samme.

Så jeg kan jo egentlig kun beskrive min egen måde, at gøre tingene på, og så formode, at dem som ikke synes det er noget for dem, vil ignorere det, jeg skriver.

Jeg synes bare det er sjovt at eksperimentere med grejet, og om det giver flere ænder end andre jægere tænker jeg faktisk aldrig over. For mig er selve det at bruge en båd, som jeg har eksperimenteret med belønningen i sig selv.

Men jeg mener du har helt ret, at man sagtens kan bruge en standard båd og få en masse fornøjelse ud af jagten og sansynligvis skyde lige så mange ænder.

Hej Torben, jeg har tænkt lidt over dine spørgsmål, og synes jeg ville tilføje lidt.

Du spurgte:

Når du sammenligner dit udbytte med andre af de dygtige strandjægere i Horsens området (der er mange) vil du så sige at det har været "nørderiet" værd i forhold til udbyttet?

Der er en gruppe jægere, som konsekvent driver kravlejagten på Søby Rev, og de skyder på de rigtige dage flere ænder og gæs end jeg gør. Men de bruger også Leon Schmidt eller Dillen kravlepramme, som jo er nogle af de laveste pramme, der findes. De fleste har buede og tilbagelænede kravleskærme, de har prammene camouflagemalede og bruger tang på dækket. Nogle har camouflagenet limet til fordæk og skærm og bruger camouflagemalede geværer. Så disse jægere tror helt klart på værdien af camouflage, og det er nok ikke fordi de har læst mine bøger, men fordi de har erfaret, at det virker.

Du siger:

En af de største legender inden for kravlejagt (her på Sjælland) kendte ikke til ordet camouflage. Hans Bogø med dertil hørende udstyr lignede noget der skulle have været pensioneret for årtier siden. Ikke desto mindre er der kun ganske få der har skudt det vildt som han har ( jeg er ikke i nærheden af det)

Jeg er helt overbevist om, at hvis du havde sat ham ud i en godt camoufleret pram, så havde han skudt flere ænder. Det betyder ikke, at jeg mener han skulle have brugt en camoufleret pram. Hvis han synes hans pram virkede for ham og at han skød nok ænder, så er det naturligvis sådan han skal drive jagt.

Det er helt klart, at jeg tager nørderiet til en yderlighed, og det er ikke nødvendigt for alle. Jeg mener dog alle strandjægere vil mærke en forskel, hvis de tager nogle relativt enkle foranstaltninger, for eksempel til at camouflere prammen. Og jeg ser sådan på det, at når man alligevel tager ud, hvorfor så ikke gøre en rimelig indsats for at forbedre resultatet?

For mig er der tre slags jagtdage. Den ene yderlighed er dage hvor der er mange ænder på terrænet og hvor de enten holder godt fra kravleprammen eller slår godt på lokkerne. På sådanne dage, gør det nok ikke så stor forskel om prammen er godt camoufleret.

Så er der den anden yderlighed, hvor der ikke er mange ænder eller de er meget sky. Der er efter min erfaring ikke meget der virker mere demoraliserende på især nye jægere end en nultur (0 vildt, 0 skud). Her mener jeg en godt camoufleret pram i mange tilfælde kan gøre forskellen, så man alligevel får en and eller nogle stykker. Der er en stor forskel på at få en enkelt and eller ingenting.

Den treide slags dage er den bløde mellemvare, hvor der er nogle ænder og de holder nogenlunde. Her mener jeg også en camoufleret pram kan gøre, at man får et par ænder mere.

Er nørderiet nødvendigt? Absolut ikke.

Er det indsatsen værd? For mig, er svaret et klart ja.

Lige en historie:

For en tre år siden var jeg fakttisk på vej til Søby rev, men der var allerede et par jægere derude, så jeg opgav. På vej tilbage, mødte jeg en ældre jæger fra Hou (altså, han var endnu ældre end mig).

Han havde en gammel træpram, som han selv havde bygget. Den var malet ensfarvet mørkegrå og skærmen var malet i en lysere grå farve. Han havde ingen tang på dækket, men et tykt slæbetov, der var en lysende blå farve. Han sad selv i en grøn jakke.

Jeg kom i min KIWO, som var camouflagemalet efter alle kunstens regler. Jeg havde camouflagenet over skærm og fordæk og endda tang ovenpå nettet. Selv mine stikker og kravleårer var camouflagemalede. Jeg var iført camouflagejakke og hat, ja endda camouflagebukser. Mit jagtgevær var en camoufleret halvautomat. Faktisk var underbukserne nok det eneste, der ikke have camouflagemønster.

Jeg tror han tænkte: "Sikke en spradebasse, han har nok læst Kim Worms bøger."

Hej Kim

Tak for dine svar på mine spørgsmål.

Der er efterhånden langt imellem os der kalder strandjagten for en "livsstil"

Der er gudskelov mange måder at udøve strandjagten på og hver især finder vi vores måde, og den indsats vi vil yde.

Personligt syntes jeg at de fleste yder for lidt i forhold til de resultater de ønsker at opnå.

En 0 tur er en tur uden vildt og skud, enig og dem kender vi alle.
Men uanset hvad er turen aldrig helt nul, har man ikke observeret noget eller lært noget er det ens egen skyld.

Jeg har stadig ture uden udbytte, men jeg har ingen ture der er "spild" af tid

Det oplever jeg desværre tit at de "nye" siger.

Jeg er ikke sikker på at diverse sociale medier gør det nemmere for den nye generation.
Alle ved man er taget på jagt inden man har puttet patroner i kamrene, og så kan det godt være surt ikke at kunne fremvise et udbytte!!

Strandjagt er dragende for mig netop fordi der ikke findes en facit liste, det er learning by doing.

Som jeg plejer at sige til mine gæster.
"Det er ikke sikkert vi ligger det rigtige sted, men vi ligger her hvor jeg tror på det"

Ligger man ikke hvor man tror på det og jagter man ikke i en pram/ båd man tror på, så er det bare at få ændret på det.

Hej Torben,

jeg synes du har helt ret i at mange nye strandjægere har en urealistisk holding.

Jeg tror det har noget at gøre med samfundsundviklingen generelt, hvor vi er blevet så forvænte med forbrugermentaliteten, at man skal have øjeblikkelige resultater af alting. Det som amerikanerne kalder "instant gratification," som derovre for alvor tog fart efter opfindelsen af kreditkortet.

Vi er simplethen blevet så utålmodige, at mange nye jægere forventer, at hvis de køber alt det anbefalede grej og ligger sig ud på jagt, så har ænderne bare at komme væltende, som de opdrættede ænder gør i herregårdens mose.

Ellers forstår jeg ikke, at vi har flere jagttegnsløsere end nogensinde, men meget lille tilgang til strandjagten.

For mig er jagt netop charmerende fordi den ikke følger menneskeskabte spilleregler og der derfor ikke er garanti for nogetsomhelst.

Jeg synes det gør strandjagt mere tillokkende, at man ikke kan købe sig til resultater, men må yde en indsats for at lære håndværket.

Godaften Kim

Det kommer næppe bag på dig at vi er 100 % enige.
Jeg har sendt dig en mail (tror jeg)??
Er du interesseret i "lidt " personlig sparring så send en sms på 21628265 .
På forhånd tak.

Jeg er også klar på en snak. Det er noget nemmere end mail. Gælder både dig kim men også Torben min ven

Modtaget Michael.

Det var ikke fordi jeg ønsker at flytte kommunikationen ud af SogH.

Jeg ved bare af bitter erfaring, at visse ting kan misforstås hvis det kommer ud i "åbent" forum.

Hej Kim.
Mange tak for din beretning! Den blev læst med stor lyst

Nu så jeg jo netop at du har haft den parkeret i mellem to arkavi'er, og da jeg er ved at kigge efter en lidt større båd som f.eks. diana 21 eller arkavi kunne det være spændende at høre om du har erfaring med en af disse både?
Min præmis for så stor en båd er bl.a. at jeg syntes det er dejligt at kunne stå op ved sejlads, at jeg gerne vil bruge den som turbåd i sommerhalvåret, både med familien og som fiskebåd.
Ud fra det virker det til at en Diana 21 eller en Arkavi er et oplagt valg.
Men går man for meget på kompromis med jagtegenskaberne?
MVH
Mikkel