Drømmen der blev til virkelighed

Af: DKS94


Så lykkedes det endelig! Endelig kunne jeg samle min første hvinand, fra egen pram, op fra fjordens klare blå vand - drømmen var blevet realiseret!
Jeg fik jagttegn som 16-årig, og jeg har inderst inde altid vidst, også længe før at jeg fik jagttegn, at strandjagten var noget for mig. Fjorden har altid trukket i mig, men alligevel skulle der gå 8 år, før jeg i en alder af 24, fik købt mig en pram.


Datoen var d. 17 oktober, og jeg skulle på min første deciderede hvinandejagt. I løbet af september, og starten af oktober, har jeg været heldig at skyde nogle svømmeænder fra prammen, og jeg må ærligt indrømme at jeg er solgt! Det er så fedt, når det hele går op i en højere enhed, men et eller andet sted er det ligeså fedt, når man kommer hjem uden fugle, men rigere på erfaringer og naturoplevelser. Men hvor har jeg glædet mig til dykænderne, den primære grund til min "investering"!


Efter at have fået trukket prammen ned over stranden, og læsset alt grejet i, vader jeg stille og roligt ud i mørket. Kursen er sat mod en lavvandet muslingebanke, et lille stykke fra land. Jeg vidste at de første hvinænder havde indfundet sig i området, og jeg håbede på, at de ville søge ind i vigen, for at få sig et morgenmåltid.

Vel ankommet til den udvalgte plads, fik jeg stille og roligt lagt lokkerne ud. En time før solopgang var jeg klar, og havde nu fornøjelsen af at ligge i prammen, i godt gedigent regnvejr - som om vi ikke har fået vand nok på det sidste ;)


Det begyndte langsomt at lysne, så meget som det nu kunne lade sig gøre, i det grå vejr. Sammen med lyset begyndte de første toppede skalleslugere at trække rundt på fjorden. Kort efter synet af de første skalleslugere, ramte lyden mine ører - lyden af hvinende vinger, over Limfjorden - de første hvinænder var på vej!
De kom ude fra højre, 3 styk, i rasende fart! De slog et slag omkring de yderste lokkere, og kom direkte ind i "hullet"! Pulsen var høj, da jeg rejste mig, og skuldrede geværet.
De 2 andrikker slog af, men anden fortsatte ufortrødent, og den forendte i skuddet, uden at vide hvad der ramte den. Min første hvinand fra pram, og så endda på den første tur efter hvinænder! Jeg løsnede hurtigt anketorvet, og padlede ud efter anden. Inde på ankertovet igen, sad jeg og beundrede denne fine lille and - men ikke ret lang tid, for der var igen hvinende vinger over fjorden!


Morgenen gik slag i slag, og min første tur efter hvinænder vil jeg aldrig glemme! Jeg endte med 9 hvinænder og en sølvmåge, hvilket jeg slet ikke havde troet var muligt. Desuden havde jeg fornøjelsen af at dubleer hvinænder 2 gange, og alle 9 hvinænder var dødskudte.
Kl. 10.30 pakkede jeg sammen, godt gennemblødt efter en hel morgen med regn, men høj på oplevelser.


Ingen tvivl om, at det var det rigtige valg at købe en pram, og komme ud på "rigtig" jagt, jagt hvor der skal arbejdes for vildtet, men hvor man også kan være heldig, at få oplevelser ud over det sædvanlige.

Til sidst vil jeg gerne sige tak. De sidste 10 år, har jeg kigget med som gæst, inde på dette fantastiske forum, og der er altid en kæmpe hjælpsomhed at spore! :) Nu syntes jeg at det var på tide at give lidt tilbage, derfor denne lille beretning.


Knæk og bræk
Daniel


Hvinænder på paraden