En gammel drøm vækkes til live

Tekst og foto af: Søren Flytkjær

Jagtsæsonen går på hæld, og vi er ude på nye bølger, med ”vi” mener jeg en jagtkammerat der også hedder Søren, og som jeg har haft fornøjelsen af at have gået på jagt med de sidste 3 år. Søren og jeg har i de 3 år ligget og set på hvorfra ænder og gæs fløj til og fra et bestemt område ude i horisonten, vi havde tit talt om at det kunne være sjovt at sejle derud, man da vi begge har Holstebro pramme, blev det mest til fantasien om et eldorado af fugle der måtte være derude. Det skal lige siges at stedet ligger 10 km. fra hvor vi normalt ligger i prammene, og kun 4 km. Fra en i bil tilgængelig strand, men alligevel en ekstra kørsel på mere end 40 km, og sejlads i ukendt farvand. Vi har endda talt om at købe en mere søstærk båd sammen, for på den måde at kunne sejler derud, og evt. overnatte i båden.

Nu er sæsonen snart slut, vi har ikke fået det udbytte med hjem fra vores normale jagtområder, det ser ud til at ænderne i vores område har luret vores taktik. Så jeg foreslår Søren at vi køre de 80 km. og smider prammene i vandet fra stranden og sejler ud til ”Stedet”. Anden sidste lørdag i sæsonen stikker vi ud mod Dianas eldorado, vinden er ok, 2-3 sek/m fra sydvest, spredte huller i skyerne hvor solen kigger forbi i løbet af formiddagen. Men vi er på vej, kl. er kun 6 og vi er stadig i gang med at pakke prammene med lokkere, vi er begge enige om at der gør ikke så meget at vi ikke er ude på ukendt vand før solen er ved at få overtaget.

Natten er ved at vige for morgenen, da vi er ved at være fremme, på det tidspunkt siger Søren ”Jeg kan se øen” jeg sidder og famler med min håndholdte GPS for at finde retningen som vi skal sejle i, da vi havde sluppet silhuetten af land af syne, jeg kigger op og ser det min makker mener er konturen af en ø, men i virkeligheden er en kæmper stor flok grågæs som letter, vi er ude og vi har måtte skyde i mindst en halv time nu, også fra motorbåd, men ingen af os have ladt op, men det fik vi da så sandelig gjort.

Vi ankommer til området hvor vi havde planlagt at lægge os, Søren begynder straks at læge sine lokkere ud, jeg derimod vælger at lægge mine på land, og i stedet udforske området for andre muligheder, da stedet hvor vi ligger har status af reservat, skal jeg et godt stykke ud for at jeg må lade op igen, på min vej nord på ser jeg en del ænder Edderfugl, sortand, fløjlsand og Havlitter, jeg har fra John, min mentor fra ungdomsårene spæde jagter hørt historier om havlitten, og hvilken fantastisk flyver den er, jeg kunne med det samme mærke spændingen stige, da de lettede og fløj ud til havs for at dreje og flyve i sydlig retning. Det betød at jeg skulle sejle godt nord for dem, men så havde jeg også en lang tur ned langs øen med dem foran mig. I mine tanker var da også alle de råd som jeg har læst om herinde, om hvordan man sejler til fuglene på vandet, det var da bestemt muligt i dag, men kun få chancer bød sig, og jeg var ikke erfaren nok til at ramme dem med bølgegang på tværs af båden.

Jeg var tændt, da jeg kom tilbage til min makker Søren, han havde ikke haft fugle inde på skudhold, men havde set nok til at han godt ville med igen. Vi afsluttede med at sejle tilbage til bilerne et godt stykke fra land, i håbet om at der var lidt fugle som lå og gemte sig.

Vel i land står vi og snakker om at, næste gang er vi derude i god tid, og hvor vi nok bør ligge.

Nu er det sidste weekend, og jagten sæsonen er snart slut, det er lykkedes at få en ekstra mand med ud på vandet, Jesper er nyjæger, og har kun denne sæson på cv’et, jeg har haft ham med på jagt i konsortiet hvor jeg er, så han er vist ved at komme godt fra start. Vi ankommer til stranden igen, for at opdage at vi mangler en halv meters vand i dag, området er i forvejen lavvandet, så vi kan få problemer med at ligge tæt på hvor fuglene er, i hvert fald hvis der skal være vand under kølen, og vi ikke selv skal grave en sejlrende der ind.

Jesper og Søren lægger sig op på siden af øen, og går straks i gang med at lægge lokkere ud, jeg vælger at prøve om jeg kan sejle til fuglene. Havlitterne havde jeg set på vejen ud, de fløj lavt over det dybe vand, og højt over de lavvande områder. Så mig ud hvor der var vand nok under prammen, og så sejle frem og tilbage. Bølgerne var tilpas høje til at jeg ikke kunne se havlitterne før de var under 100 meter fra båden, og ofte når jeg var på vej i én retning blev jeg overhalet af en flok havlitter. De var vel det som nogle vil sige lidt løse i det i dag, men enkelte fugle sakkede lidt bagud, og de fik da en hilsen med på vejen, hele 3 havlitter lykkedes det mig at ramme, men desværre ikke døde i knaldet. Så de måtte bide i bølgen, og jeg måtte vende skuden for at finde dem.
Alle 3 dykkede, og kom ikke til syne igen, jeg havde hørt om fænomenet, at de dykker ned og bider sig fast til bunden, og jeg kan da godt fristes til at finde belæg for den skrøne.
Jeg talte med en anden garvet havjæger om det senere på dagen, og som han sagde, det er jo ikke lemminger, de begår sgu ikke selvmord, de er fantastiske dykænder der svømmer utrolig godt, og de skal kun lige have næbet op over vandet for at fylde lungerne med frisk luft, og så er de svømmet langt væk.

Frustrationerne var nu trukket ud igennem samtlige lag af påklædning, da endnu en havlit kommer lavt ind forfra og til venstre, lige til min gode side og en god højde. Jeg venter til den er inde på skudhold, retter mig op og svinger godt med den, nørj hvor er de hurtige, jeg når kun lige at trække igennem til et skud, og den tager vandet med et lille plask. Jeg ser den ligger helt stille inden jeg vender båden mens jeg højlydt jubler over at nu er der fugl på dækket!
Men da jeg sejler til den liver den sgu op! Hvad tænker jeg, og lader geværet med endnu en patron, og giver den et fangstskud, nu er den der, og jeg kan samle MIN første havlit op.

Nu er min jagtdag fuldendt, jeg skal ikke nødvendigvis have flere fugle med hjem. Søren vil godt lige tage et par ture frem og tilbage i området i håbet om at han også kunne få en havlit med hjem, men de havde vist fået udvekslet erfaringer indbyrdes, for der var ikke så mange på vingerne mere, så vi pakkede sammen og sejlede hjemad.