Julejagten 2016
Af: Mads Brinkmann Pedersen
For første gang i min pramjægerkarriere havde jeg inviteret en nyjæger med på vandet, hvilket viste sig at være en god ide og en god oplevelse. Jeg havde fundet en plads, som vi havde omtrent samme køreafstand til. Jeg havde besøgt pladsen et par gange sidst sæson med rimeligt udbytte. Det vrimlede ikke med fugle, men de var derimod ikke svære at få i tale.
Fremme ved pladsen havde jeg kun lige fået mine waders på, da to billygter afslørede at nyjægeren var vel ankommet. Ved fælles hjælp fik vi hurtigt prammene i vandet, og afsted gik det med mig og motor forrest.
Da jeg slukkede motoren fremme ved positionen, var der stadig larm, men denne gang af hvinandevinger i massevis. Der var altså fugle, og da vi også kunne høre gæs og pibeænder i en nærliggende sø, var forhåbningerne tændt.
Der skulle heller ikke gå længe efter at vi var kommet på plads, før to hvinænder kastede sig i vandet til højre for gæsten, der er links skytte. Men desværre blev den ene and kun svagt truffet og trods eftersøgning lykkedes det mig ikke at finde den. Heldigvis gik der ikke længe før en ny and viste sig på indfløj mod lokkerne, og denne gang i min side. Jeg nåede ikke at skyde på den i landingen, men et par høje Hep fik den på vingerne. Trods to skud der indhyllede den i hagl fortrak den udfarvede andrik mod vest så langt jeg kunne se den, og jeg var ovebevist om to fæle forbiere – og så endda med tilskuer. Ti minutter senere spottede jeg en and i vandet ca. 50 meter ude, der kom drivende. Jeg padlede ud til den og kunne samle en forendt og stadig varm hvinandrik op, der tydeligvis var truffet af hagl.
Tilbage på snoren fordrev vi ventetiden med lidt snak og kaffedrikkeri. Den næste and kom perfekt til gæsten der med et højt yes sendte sin første pramand i bølgerne, og han var hurtig med et opfølgende fangstskud. En fin hvinandhun var det første resultat til pramjournalen. Blot ti minutter senere gentog sceneriet sig og gæsten kunne føje endnu en and til listen.
Derefter døde trækket. Kun enkelte ænder sås med lange mellemrum og de var ikke interesseret i lokkerne.Tilbage ved bilen sagde nyjægeren tak for turen som det sig hør og bør. Fornøjelsen var dog også stor på min side, for glæden ved den første pramtur smittede helt sikkert på min morgen.
