Nye græsgange

Af: Mads Brinkmann Pedersen


En flytning fra Salling til Struer betyder for min pramjagt, at der skal findes nye pladser. Sidste sæson fandt jeg et par nye steder øst for Struer. Denne morgen var kursen sat mod nord.


Fremme ved isætningen skulle der slides med årene en god halv time inden GPS’en kunne fortælle, at jeg havde nået frem til min position. Undervejs i mørket havde jeg hørt pibeænderne fløjte, så der var en lille forhåbning om at se disse fantastiske fugle over lokkerne. Det er ganske enkelt den situation, der giver mig størst jagtoplevelse, når 10-12 pibeænder krummer vingerne godt sammen og lader sig styrte ned mod lokkerne.


Jeg var klar en god times tid før solopgang. En enkelt gang hang fire store skygger over prammen, men jeg bremsede fingerens krummen på aftrækkeren, da jeg syntes at de så noget langhalsede ud og da jeg vidste at mit jagtterræn denne morgen husede mange skalleslugere. Ellers skete der absolut intet før lyset kom og før jeg kunne spejde længere ud over det lavvandede område, som jeg lå i kanten af.


Der lå en god stor flok pibeænder 2-300 meter fra prammen, og den tiltrak al opmærksomhed for de pænt mange ænder der søgte ind i vigen ind på det lave. Mine lokkere ænsede de ikke et blik.


Et højt fløjt fik mig dog på mærkerne, og pludseligt dumpede en udfarvet pibeandrik ud af himlen. Jeg fandt den hurtigt og den faldt hårdt truffet i bølgerne. Afsted med pagajen, mens himlen nu svirrede af to-tre store flokke pibeænder, som var sendt på vingerne af skuddet. Jeg fik hurtigt fat i anden, men vinden havde ført os et stykke ud, og på vejen ind kunne jeg se 7-8 pibeænder, der skilte sig ud fra de store flokke af interesse for mine lokkere.


Tilbage på snoren drak jeg morgenens første kop kaffe, da mit blik fangede to flokke pibeænder, der trak helt ude fra fjordens midte og ind mod vigen. Holdt de kursen, ville de komme ret over mig, og de ville ikke undgå at få øje på mine lokkere, og ganske vist. Den første flok med 11 fugle strakte først vingerne ud, lod sig føre ned i vinden, mens de drejede rundt for at komme direkte som de skal – med fødderne strakt lige ind mod vinden. Det første skud sendte en and dødskudt ned mellem lokkerne, og jeg var klar på at finde den næste and, men desværre kunne jeg ikke fuldende dubletten.


Skuddene havde igen sendt den store flok pibeænder på vingerne, og denne gang gled de ud over mig, men desværre lige 10-15 meter for højt oppe til at jeg ville skyde.


Hvinænder havde jeg set mange af den første halve time efter solopgang, men de drejede gang på gang af på lokkerne. Jeg var sikker på, at min placering godt 100 meter fra land ikke virkede attraktivt på dykkerne, så jeg troede ikke at det ville blive til noget. Men pludselig kom en hvinandhan trækkende højt for blot at slå vingerne ind til kroppen og kaste sig ned i lokkerne. Jeg nåede ikke at skyde på den, før den sad på vandet, og i min verden skal de have chancen. Et par høje råb fik den til at ane uråd og gå på vingerne, men haglene indhentede den i flugten.


10 minutter senere gentog sceneriet sig med to hvinænder. De kom fra samme retning og foretog samme manøvre, men denne gang nåede jeg at fælde den første i luften. Den anden krængede sig hurtigt op i vinden og var hurtigt uden for skudhold. Endnu en tur med pagajen i den friske vind, bragte antallet af pibeænder og hvinænder i balance.


15 minutter senere fik jeg øje på en hvinand så langt væk, at den blot var en prik der kom fræsende helt nede over bølgerne, på den for hvinænder helt karakteristiske vis. Det tog den ikke længe at nå mine lokkere, og det tog mig heller ikke længe, at finde det rette foranhold og fælde morgenens sidste and.


Det vidste jeg blot ikke, da jeg efter at have tømt termokanden for kaffe fik besøg af to pibeænder, der var meget interesserede i, at besøge mine lokkeænder. Træfsikkerheden var dog brugt op, for den ene and blev truffet i første skud, men kunne ikke indhentes i andet skud. Den forsvandt ind på en nærliggende ø, hvor jeg uden gevær selvfølgelig eftersøgte den uden held.


Ro-turen tilbage til bilen gik som en leg, da vinden hjalp skråt bagfra og jeg kunne holde et par gode pauser, mens prammen blev ført af sted over bølgerne. Morgenen havde været kold, og selvom apporteringer, ro-turen hjem og varm kaffe havde holdt kulden stangen, så var det meget rart, at komme ud af det våde jagttøj og ind i bilen.


En novemberjagt i prammen var til ende, og jeg har nu fået gemt min første plads nordud af Struer. Den skal prøves igen – både senere i denne sæson og igen når septembers lune, får myg og krikkere til at svirre rundt.


Knæk og bræk