Når forskel på liv og død, er en tilfældighed. December 2013

Af: Torben Raunstrup


Imellem jul og nytår Havde jeg endelig afsat tid til at få en gammel aftale ud af verdenen.
En mand som jeg har haft med i Barracudaen flere gange havde de sidste år ytret et stort ønske om at komme med ud på fjorden og skyde hvinænder.
Manden er en dygtig jæger og er MEGET observant når vi er af sted, han er typen hvor det absolut IKKE er antallet af nedlagte fugle der afgør dagen, men graden af selve oplevelsen.
Han er af den type der er nysgerrig efter at prøve så mange af landets jagtformer som muligt og derfor var han velkommen hos mig til at jage hvinænder i prammene ude fra land og ikke liggende ved land.

Han er af den meget forsigtige type og som han sagde.
"det er meget grænseoverskridende for mig at ligge mig ned i en lille båd, og det er "kun" fordi jeg har fuld tillid til dig at jeg tør, men er det muligt at vi kan ligge på en vanddybde så jeg kan bunde hvis uheldet er ude og Murphys lov indhenter mig"
Dette lovede jeg manden.

Tilbage til turen.
Pladsen jeg havde planlagt måtte desværre opgives pga forkert vindretning så jeg måtte ty til plan B.

Det var desværre et sted hvor der hurtigt bliver "dybt" vand, men det var en "æde plads" og vindretningen passede så gæsten og jeg blev enige om selv om vanddybden var 1,5 m så turde vi godt.

Han spurgte lidt til dagens plan og især hvordan han skulle forholde sig i den lille pram.
Jeg kunne berolige ham med at han skulle være i en JAFI pram, den mest anerkendte pram i hele kongeriget.
JEG havde aldrig hørt om nogle der havde væltet en JAFI.
Derudover skulle han bare ligge stille på ryggen og skyde på de chancer der måtte byde sig, så skulle jeg nok hente døde og anskudte fugle ind til ham. Det var en fin ide mente han, men ville dog gerne op af dagen lige hvis der var tid til et "grundkursus" i at gebærde sig i en pram.
Det lovede jeg ham selvfølgelig.

Lokkerne var lagt ud, motorbåden sejlet ud af syne og vi lå nu i hver sin ankerline og var klar.
Det var hvinænderne også og min gæst fik hurtigt skudt en håndfuld som jeg hentede efterhånden som de faldt ned.

På et tidspunkt har vi en andrik som flyver anskudt 5-600m ud før den sætter sig.
Mig af sted i Bogøen efter den, får også kontakt med den men mister efter 3 dyk kontakten igen.
Jeg har hørt at min gæst imellem tiden har afgivet flere skud og regner med at der nok skal opsamles et par stykker på vej ind.
Jeg er vel kommet 800m væk fra ham da jeg vender skuden, men da jeg kommer tættere på kan jeg hurtigt se at noget er galt, HELT galt, min gæst går i vandet til midt på brystet og selv med waders på er dette ikke en vanddybde han burde være på.
Så hurtigt jeg kan padler jeg ind til gæsten der nu står på land og er ved at afmontere noget af tøjet, på vejen derind passerer jeg lige JAFIEN der flyder mig i møde halvt fuld af vand.

Jeg er dybt rystet, det der IKKE kunne ske, det der IKKE burde ske, er sket alligevel.

Og det skete sådan.
Min gæst havde skudt en and ned og da jeg var optaget andetsteds, kunne han da godt selv lige hente den de 25m væk.
Det gik meget godt med at fjerne karabinhagen fra agterdækket, men da han vender sig rundt for af hive snoren ud af "frølåret" tipper prammen rundt.
I ren refleks griber han ud efter "noget" og får revet hans halvautomat med udenbords, og som han siger "den reddede mit liv"
Ude af prammen og med waders på kunne han ikke vende rundt så han kunne få hovedet op igen, ergo lå han omvendt i vandet og havde han ikke haft geværet til at stikke i bunden, så var det sådan jeg ville have fundet ham efter små 10 minutter.
Med hovedet oppe over vandet og en krop der er ved at være temmelig afkølet forsøger han at få vendt prammen den rigtige vej igen, så han kan komme op af vandet, i dette forsøg er han nødt til at give slip på sit gevær så det ligger ude ved "markerings dunken"
Var jeg ikke rystet, så blev jeg det, jeg ved ikke hvis ben der rystede mest, hans gjorde det af kulde, mine af chok over hvor tæt døden havde været på.

Jeg siger til ham at han med det samme skal smide sit tøj, så kan han få min flydedragt mine sokker og en Islændertrøje på som jeg havde ekstra med, så han kan få varmen igen.
Ligeledes spørger jeg ham om det er akut hjem i en varm bil, eller om jeg kan pakke grejet sammen når han har fået tørt tøj på.
Svaret er særdeles uventet.
JEG tager IKKE tørt tøj på før du har fundet mit gevær, når du har lokaliseret det SÅ smider jeg tøjet og vader ud og henter det!!!
Jeg padler ud og ved et mindre mirakel finder jeg hans gevær nede på bunden, tager min lange "stikåre" og holder mig fast på positionen, den er HER siger jeg.

Og dælme om ikke min gæst smider alt tøjet og vader de 20m. ud imod mig.
Der er gule kinesere.
Der er sorte Afrikanere.
Der er hvide Englændere.
Men den farve min gæst havde på turen ud til mig har jeg ALDRIG set, han spruttede hvæsede og stammede og først i 3 dyk fik han sit gevær med op, det var også hans sidste forsøg havde jeg sagt til ham, for hvis han gik i kramper ville jeg også være nødt til at hoppe i vandet for at få ham bjerget ind til land "Rigtige strandjægere fryser IKKE, de bliver blå og så dør de" disse fornøjelige ord skrev en bruger herinde engang, min gæst lignede en Smølf inden han fik mit tøj på og begyndte at få varmen igen.

Jeg fik pakket sammen og vi kom til bilerne igen og alt endte godt, min gæst er ikke mere skræmt end han mener vi skal have en revanche tur og det skal han få. En mand af den støbning er til enhver tid velkommen i mit univers.

Min kone spurgte mig da jeg kom hjem den dag med tårerne stående i øjnene om hvad pokker der var sket.

Det hurtige svar var, "jeg var ved at miste min gæst", for det var lige det jeg var.