Min første pramtur. Oktober 2012

Af: Danny Bruslund

Sidste år inviterede en ven mig på Fjorden i en stor pram, hvor vi var 2 voksne samt en hund.
Jeg var simpelthen solgt efter første tur i sivene.
Masser af fugle i luften, og 2 ænder med hjem på min debutdag – fantastisk!

Senere på året tog jeg så min første gås – en herlig kortnæbbet, samt flere enkelte ænder i løbet af sæsonen.
Der skete så det hen mod slutningen af sæsonen, at adskillige ænder tog turen forbi vores lokkere, for derefter at dreje af mod en flok lokkere der lå ude på vandet – bang bang – flot leveret, og det skete igen og igen. Pisse irriterende, for nu at sige det som det er! For derude lå der en person godt gemt i en pram/boble – og han kunne sit håndværk!
Jeg sagde derfor til min kammerat – ”derude skal jeg ligge næste år”! ”OK” – lød svaret – ”intet problem” – for min kammerat har nemlig også en boble. ”Du siger bare til” lød det helt sarkastisk fra ham – ”jeg er klar når du er” – underforstået – Få så købt en pram!
Sæsonen sluttede – og det blev en rigtig god sæson for mig med både dyr, gæs og ænder på tasken, men jeg havde jo en opgave – at finde en pram.

Men hvor skulle man starte og hvor skulle man lede, og hvad skulle man købe, osv. osv. spørgsmålene var mange. Så jeg gjorde som så mange andre har gjort før mig: Besøgte Strandoghavjagt.dk
En forrygende side hvor I – kære kollegaer – er helt fantastiske til at give los at Jeres store viden. Det kunne man da bruge til noget.v Jeg fandt ud af, at jeg muligvis skulle noget andet end kun Fjorden, så derfor valgte jeg allround prammen/skallen Føns.
Det er godt nok en gammel tøs, der i første omgang ikke ville blive gjort noget ved. Men inspirationen kom igen via Strandoghavjagt! Jeg fik lavet en lille hylde i hver side med geværholder og så har jeg nu i den ene side plads til 3 ting, som f.eks. kop, dåser eller termokande. I den anden side har jeg udover gevær, plads til 13 patroner – så de er dejlig hurtige at få fat i.

Vi nærmer os 1. september – og jeg har ved flere lejligheder fortalt konen, at jeg IKKE er hjemme den dag. Hun spurgte mig på et tidspunkt, hvornår jeg regnede med at være hjemme, hvortil jeg svarede - ”omkring 1. feb.”
Joh, planerne fejlede ikke noget.

Ugen før tog jeg prammen med en tur om på fjorden, bare sådan for at se hvordan den reagerede – og for at prøve hvordan det var at ro helt dertil, som jeg havde udset mig. Det var godt nok mere strenge end jeg havde forestillet mig. Kunne sgu godt være, man skulle være gået lidt mere i motionscentret alligevel…. Hmmm…

Nå, alt blev pakket, de nye lokkere var blevet forsynet med snore og hjemmelavede blylodder (æbleskive-modellen – igen inspiration fra Strandoghavjagt), prammen var blevet rengjort, nye ankre købt osv. osv.
Der manglede ikke noget – bortset fra min makker. Han havde for længst meldt fra – han syntes åbenbart det var meget sjovere at tage på jagt i Sverige denne dag – ”What”!! Nå men så måtte jeg jo klare mig selv.

1. september.
Jeg stod op før en hvis herre får sko på, kørte turen på små 40 min. Der var allerede ankommet adskillige andre, kunne det tyde på af antallet af biler. Jeg fik prammen bakset af traileren og ned til vandlinjen – den er F… tung, - fyldt alt i og var så klar med årerne.
Det var belragende mørkt – men heldigvis kendte jeg jo området fra sidste år. Jeg kunne skimte små røde og hvide lamper forskellige steder på fjorden, det måtte være de andre jægere. Pis – tænkte jeg – det er nok slet ikke til at få en plads. Det skulle da lige mangle. Her har man gået og glædet sig i, jeg ved ikke hvor mange uger og måneder, og så kan det være, man slet ikke kan være der. De fleste lys kom nu fra sivene – så jeg roede videre, efterhånden godt lang i armene. Jeg hilste på et par jægere, der var ved at lægge lokkere ud – med et knæk og bræk, og fik et ”tak i lige måde” igen. Jeg nærmede mig nu ”mit sted” – og kunne nu se, at her var der også lys. Der lå 3 pramme, kunne jeg konstatere. En af dem nærmede sig mig, og jeg ville nu stoppe op for at danne mig et overblik. Jeg satte forsigtigt den ene fod ned i vandet, der var ikke særlig dybt, kunne jeg konstatere. Måske 50-60 cm. Fuck! Den anden fod sad fast! Jeg kunne ikke svinge den med rundt, så jeg forsøgte at trække mig op i prammen igen, men min fod som var i vandet, var nu sunket et stykke ned i mudderet og kunne heller ikke trækkes fri – med det resultat, at jeg gik mere og mere i spagat (og jeg er IKKE særlig gymnastisk anlagt!) og så! Plask! Der lå jeg nede under vandet – kom dog hurtig op igen – total gennemblødt! Jægeren kom løbende og spurgte venligt om jeg var OK? Ja svarede jeg. Bare våd. Det var sgu godt nok tidligt på dagen – og vi var ikke engang gået i gang endnu. PIS!!

Nå jeg trak mig tilbage i behørig afstand af de andre, og tænkte – ”skal du blive ved, eller skal du allerede nu, tage hjem”? Da vejret ikke var i det kolde hjørne, valgte jeg i første omgang at blive. Jeg var våd, det er sikkert, men jeg kunne også lidt efter lidt konstatere, at de der neopren vaders, faktisk har en isolerende effekt – de varmer faktisk vandet op. Jeg fik lagt lokkerne ud, fik den hvide anorak på, trak den hvide hætte på og skiftede handskerne ud til hvide. Åhh.. alene det varmede også. Satte mig til at vente med en kop kaffe, og blev enig med mig selv om, at det her måtte jeg nok kunne holde ud.

Pludselig bragede de løs foran mig. Det viste sig nu, at det ikke var de 3 som jeg havde talt med, men en anden som lå endnu længere fremme. Yes! Vi er i gang! Jeg kunne nu også høre fra forskellige steder i det fjerne over hele fjorden, at sæsonen var skudt i gang. Pludselig begyndte de 3 foran mig at kalde som gale i deres lokkekald. Der var godt nok en 4-500 meter op til dem, men jeg greb nu alligevel lidt ekstra omkring geværet, og der! Ud af ingenting kom 4 gråænder sejlende forbi mine venner i front, tog en tur rundt om dem og vendte tilbage og ind mod mig. Yes tænkte jeg, mit kald virker sgu også. Winduckén baskede med vingerne og det kunne de ikke stå for.
De kom lige ind mod mig i et perfekt sideskud. Bum – bum… FUCK!! Hvad laver du! tænkte jeg – hvordan kunne du overhovedet ramme forbi på dem? Nu var jeg da først rigtig træt af det, og kunne pludselig mærke kulden alligevel. Øv. Sådan en chance får du aldrig igen tænkte jeg.

Men lige som jeg sad og ærgrede mig, kom der en gråand i fra modsatte side og styrede igen lige mod winduckén – Bang! Sådan!! Den landede på vandet med et ordentlig plask! Jeg stod – forsigtigt… hmmm… - ud af prammen, og hentede min and! Hold da kæft! Nu kunne kulde og vand være lige meget. Jeg havde fået, hvad jeg var kommet efter. Bare det at komme hjem uden noget – uha – tænk hvor meget man havde snakket om dette til familien, venner osv. men ikke mig! Jeg havde fået min and!

Den næste kop kaffe i prammen, smagte næsten bedre end den første. Jeg kom i tanke om, at jeg da lige kunne sende en SMS til konen. Men hvad? Telefonen var druknet! Total død. Det var snart det værste. Jeg tænkte på hvad jeg skulle gøre. Skulle jeg bryde op nu? Jeg havde jo lovet at give lyd fra mig, så konen vidste, at jeg var kommet godt frem, ikke var druknet (hmm..) og måske en melding på hvornår jeg forventede at være hjemme igen. Mine naboer skød nu, og der røg en and i vandet.

En af de tre gik nu mod mig, for at hente den, og jeg valgte at gå ham i møde, for at høre hvad klokken i det hele taget var, og om jeg evt måtte låne en telefon af dem, og sende en SMS for at forklare konen hvorfor der ikke var noget liv i mig.
Det kunne jeg naturligvis godt, jeg lagde en besked og var glad igen. Klokken var i øvrigt kun halv otte. Jeg måtte kunne holde ud et par timer mere. Og det gjorde jeg. Da jeg pakkede sammen, lå der 3 gråænder foran på dækket, og jeg kunne nok godt have haft 3-4 stykker mere, såfremt omstændighederne ikke var som de var – men jeg syntes det havde været en rigtig god, dejlig og meget anderledes dag.

Jeg glædede mig allerede til min næste tur.

Konen? Ja, hun grinede det bedste hun kunne, da hun hørte om min første pramtur!