Noget nyt ind under huden. d. 11 december 2011

Af: Carsten Holm Clausen


Kort før sæsonstart havde vi besøg af gode venner og efter en god frokost trængte både hunden, Ole og jeg til en velfortjent gå tur. Her kom vi til at tale om strandjagten, Ole kunne rigtig godt tænke sig at komme med på en tur, da han trængte til at få noget nyt ind under huden, som han sagde. Selvfølgelig skulle han med ud i prammen og opleve naturen på tæt hold.

Det skulle vise sig at det svært at føre ud i livet. Det at finde en dag hvor vi begge kunne var ikke så svært, men at få det til at passe med at vi kunne låne en pram på samme tid var ikke så nemt. Det lykkedes et par gange, men så drillede vejrguderne med storm og stærk blæst i nogle weekender i træk. Endnu en uge så ud til at blive præget af stærk blæst og højvande som kunne forhindre en tur i prammen. De første prognoser for vejret til denne weekend viste dog at der var muligheder den kommende søndag.
Så hele maskineriet blev sat i værk igen, var låne prammen ledig, Ja den var ledig, så blev der ringet til Ole, om han var klar? Med forbehold for at vejret holdt. Han havde godt nok mange ting om ørene, men ville lige vende tilbage i løbet af et par timer, da han hellere måtte snakke med konen. Jeg havde dog ikke andet end lige lagt telefonen før den ringede igen. Det var Ole, han var klar.


Udsigt fra prammen over lokkerne

Foto: Carsten Holm Clausen


Ole havde de sidste år ikke været så meget på jagt, så han havde efter vores frokost været på skydebanen nogle gange, læst og set film om strandjagten. Så han var i gear og motivationen var stor for at komme af sted.

Vejret holdt hvad de lovede, selv om det først var lørdag eftermiddag at den endelige beslutning om at tage af sted blev taget. Vinden skulle ikke være meget højere eller skifte retning ret meget før de kunne give problemer. Alt klappede dog, og vi var klar.

Vi mødtes hos mig tidligt søndag morgen, jeg havde hentet låneprammen og trailer til to pramme, så det var bare at flytte Oles pik-pak over i min bil og komme af sted.
Vi havde en lille times kørsel inden vi var fremme ved målet for turen. Humøret var højt, så der blev snakket meget hvilket gav en kort kører tur, sådan føltes det nu.

Vi fik prammene læsset af på rampen, tøjet på og grejet pakket. Vi var i god tid, så Ole kunne se og mærke det hele inden vi var på vandet. Ro turen gik fint. Ole havde før i tiden roet en del på de lokale vande i klub, så var lidt bange for at jeg måtte hive godt i årene for at følge med… men den der Obelix roning ude blev, det var nok noget andet med to korte åre, en lille pram og den manglende styrmand.


Ole i Jafien

Foto: Carsten Holm Clausen


Det gik dog støt og roligt og inden længe havde vi fundet banken. Vi var hjulpet godt af en næsten fuldmåne som lyste det hele op. Ole skulle vise sig at være utrolig hurtig til at se meningen med lokkefuglenes placering i for til vind og pramme og hans rolige sind kunne ikke ødelægges af at alt var nyt for ham. Så vi var hurtigere end beregnet klar i prammene, da vi hoppede i prammene og da det lige var begyndt at lysne kunne vi hører de første hvinænder flyve tæt forbi. Dette gav mig tanken.. var vi kommet langt nok ud på banken…?

Spørgsmålet blev endnu større, da en flok Edderfugle smed sig godt 100 meter længere ude, her kunne jeg så se i det tiltagende lys at der allerede lå nogle edderfugle. Så jeg sagde til Ole at jeg lige roede en tur der ud, måske jeg kunne overraske dem og kommer til skud. Planen var at ro godt bag om dem og drive ned til dem i den friske vind. Planen lykkedes ikke, de lettede to bøs skud ude. Planen var jo også at finde ud af om vi var placeret langt nok ude.. Det var vi så ikke helt, vi lå små 100 meter for langt inde. Nå men må hellere få skevet den håndholdte gps på ønskesedlen.

Vi var nu ca. 20 min før solopgang da jeg kom til bage til Ole, han havde kort for inden fået sin første chance til hvinænder over lokkerne. Træning på lerduerne havde ikke givet de nødvendige færdigheder for han missede chancen. Det er nu altså også noget helt andet at side på rumpetten i en lille pram der gynger, end at stå at afgive skud på skydebanen.

Jeg spurgte Ole om han var klar på at flytte de 100 meter, men kunne godt fornemme at han ikke var så interesseret i det. Han havde jo lige haft en direktør af en chance, så han mente at, lige her var godt. Det var svar nok for mig.

Der var mange hvinænder i fjorden denne dag, to chancer mere til Ole uden et en hvinand kom i prammen. Havde selv fået de tre første hvinænder i 3 skud. Men ingen panik hos Ole.. han leverede den næste hvinand i et fint skud og glæden var stor.
Vi blev enige om at rokere lidt på lokkefuglene for at synlig gøre hvinande lokkerne noget mere. Havde håbet at det var edderfuglene der ville være i overtal, det var nu hvinænderne i stedet.

Så jeg tog lade greb på halvautomateren, således at kammeret var tomt fik den lagt i prammen og gik ud for at rette lokkerne.

Var lige kommet tilbage i prammen da en enlig kok kom snigende lavt ind i min side, op med bøssen fandt fuglen… KLIK… kokken smed sig nu på vandet 15 meter fra prammen. Hmm gode råd var dyre.. Havde jo glemt at jeg kort for inden havde taget en patron ud. Ole kunne ikke skyde for mig, så jeg tog ladegreb og skød kokken på vandet. Havde jo bare den ene patron, så vurderede at dette var den bedste mulighed i situationen. Vi snakkede lidt om det at skyde fuglen på vandet. Det havde Ole nu ingen problemer med… vi havde jo arbejdet meget for det vildt vi fik med hjem.

Den næste chance var en hvinand som kom snigende ind fra vestre lige som kokken, og opdagede den først i sidste sekund ind den smed sig samme sted som kokken.
Denne gang ville jeg dog ikke skyde den på vandet, et hurtigt råb og den var på vingerne. Dette resulterede så i to meget flotte forbiere… Ole jublede … Grrrr.. jeg skjulte mig helt i prammen… Det var dog S…. så god en chance og så brænder jeg den… ÆV.

Ole fik sin næste hvinand kort tid efter og sprudlede af selvtillid, jeg skal bare give mig tid til at finde fuglen… Dette skulle så vise sig at være et farligt udsagn.
Da en kok kom på stive vinger ind fra venstre i 3 meters højde. Den var fuldstændig fikseret af rotoranden, som stod ca. 12 meter foran Ole. Jeg lod chancen komme til ham uden at løfte bøssen, Ole Fandt fuglen.. og skød to gange. Ederfuglen viste ikke at den blev ”fundet” for den kvitterede ved at lave en stor klat da den anstrengte sig i flugten. DEN SKED PÅ MIG knurrede Ole.. Da han erfarede at fuglen ikke blev leveret. Sådan går det ofte, når man har lagt den på dækket i tankerne.


Vildtparade på Jafi pram, Hvinænder

Foto: Carsten Holm Clausen


Jeg fik en hvinand mere inden at trækket gik i stå og vi blev enige om at pakke sammen. Ole viste sig igen at være ferm med linerne og lokkerne og vi var hurtigt klar til at ro ind til bilen.

Vi snakkede kort med en anden strandjæger som havde ligget et godt stykke væk. Han havde fået fem hvinænder. Han spurgte om det var en rotorand vi havde haft med, da han tydeligt kunne se noget der viftede over ved os, trods afstanden på ca. en km.

Vi fik pakket traileren med prammene, og kørte hjem ad. Er overbevist om at det ikke var sidste gang Ole vil med på vandet… som han sagde.

jeg har aldrig fået så mange ”direktør” chancer før på en jagtdag, og set så meget vildt. En rigtig, rigtig god oplevelse.


Vildt parade Jafien

Foto: Carsten Holm Clausen


Vil takke Ole for super godt selskab og Laurids for lån af trailer og pram.

Med strandjæger hilsen
Carsten


Hvinandrik

Foto: Carsten Holm Clausen


”Et lille fraklip” På vej hjem i bilen sad vi og snakkede om dagens oplevelser… men pludselig midt i samtalen… Gled Ole`s øjne i og han blev tavs.. der skulle et gedint skub til Ole for at jeg kunne få sidste del af svaret.

Det er hårdt arbejde at, være strandjæger… også for os der stadig er lidt unge ;-)