En af de dage...

Af: Rune Nørreslet


En kold november-dag havde jeg én af de dage, som man desværre kun har et par stykker af hvert år, hvor ænderne vil ned lige nøjagtig der hvor man står. Netop denne dag står dog alene som noget særligt, da ALT tydede på det værste, men endte i det bedste.

Tidlig morgenstund er jeg på spring ud af sengen, for selvom det i dag er tirsdag, har jeg med en af mine venner aftalt, at dagen står i jagtens tegn. Dog lægger vejret hurtig en dæmper – DET REGNER VOLDSOMT. Stik imod DMI’s forudsætninger aftenen forinden, ser vejret skidt ud, og vi gider ikke morgentræk i det vejr!

Formiddag er vejret klaret op, og vi er enige om, at jagt skal der sgu være. Vi beslutter os derfor at drive en tur på havjagt. Pakke grejet, på med tøjet og så bare ned igennem haven, hvor båden ligger for enden (Båden ligger ikke i haven - vandet starter). Bedst som vi er indstillet på at komme af sted, vil motoren ikke starte! Batteriet er helt dødt, og jeg har desværre udlånt mit reserve-batteri til en ven. Skide sure må vi tilbage til huset og få noget strøm på batteriet.

Om eftermiddagen er regnen begyndt igen – dog ikke nær så voldsomt som om morgenen. Batteriet har fået lidt power, og vi beslutter os for at trodse vejret (udover regn, blæser det helt ekstremt). Motoren starter fint, og vi må af sted mod pladsen, hvor vi er sikre på der vil komme lidt ænder til aftentrækket. Hvis vi synes vi var våde af plasket fra de høje bølger, skulle vi blive meget klogere…
Den kraftige Nordøsten-vind betyder at vandstanden er ca. 80cm. over normalen. Dette sander vi da vi når til jagtpladsen – der hvor der plejer at være fast grund med sivbanker (stedet er en mindre siv-ø), står nu helt under vand, med kun de øverste 50cm. af sivene stikkende op. Guderne må vide hvorfor vi så ikke er klar over vandstandens omfang, men idet jeg træder ud af båden – rammer jeg uheldigvis ikke en af sivtuberne (de små forhøjninger hvor sivene står), og jeg ryger direkte i, med vand stående op til 10cm. OVER kanten på mine waders… Jeg er gennemblødt og pisse våd og det der er værre! Min ven træder korrekt ud af båden, og foreslår at han slæber grejet (2 geværer, 7 lokkeænder og 2 pilsnere), da min store uldne vinterjakke nu vejer noget der føles som 400kg. Dog er vi kun kommet 25 meter af sted mellem sivene, da min ven med det store tøj + oppakning skvatter i nogle af de siv under vandoverfladen, og nu er han lige så gennemblødt som jeg.
Det er simpelthen den ”perfekte” lortedag. Nu er vi så stædige, at regn, storm, dødt batteri og gennemblødt tøj ikke KAN stoppe os – vi har ikke haft al det besvær for ingenting!

På plads står vi og ”nyder” en iskold øl, i iskold blæst, med iskold regn piskende ind på kinderne, i vores iskolde, gennemblødte jakker, mens vi sætter vores lid, at DMI’s forudsigelser om at regnen stopper omkring solnedgang holder. Meget overraskende stopper regnen faktisk! Solen er gået ned og vi venter…. Vi venter…. Og venter… Ingenting! Det føles som 100 år, grundet vores tilstand, men klokken er kun 35min. efter solnedgang. Vi overvejer om vi skal pakke og smutte, for vi er ved at være ret kolde. Men bedst som jeg står og bander dagen langt væk, hører jeg pludselig vingesus – mere når jeg ikke at registrere før der lyder et skud, og 1 gråand falder død til vandet. Det næste jeg hører er så min ven skælde og smælde på hvorfor jeg ikke skyder, når nu de ”var ved at lande på mig”… NU ER JEG SGU KLAR!
…-og det havde jeg også bare at være; Den ene flok gråænder efter den anden, kom susende ned imod os. Flere gange nåede vi ikke at genlade, før der landede ænder mellem de få lokkere vi havde med, andre gange kunne vi være i tvivl om vi skulle skyde på den flok bag os, eller den til højre for os. Væk var alle tankerne om den dårlige dag, væk var alle følelser om at jeg var ved at fryse helt ned – det eneste vi registrerede var de mange ænder der bare ville ned til os, eller dem som ville længere ind i fjorden for natten.
27 minutter senere rammer den larmende stilhed – vi har ikke flere patroner! Vi havde taget hver 1 æske med (som min ven heldigvis havde på sig i fragten til pladsen, forsvarligt lukket af så vandet holdtes ude), og desuden havde jeg yderligere 6 styk, som lå i jakkelommen fra skovjagten weekenden forinden (ja ja, vi glemmer lige den med våbenskabet i 2 sekunder – det husker jeg normalt). Jeg har ikke styr på om de 6 Bismuth’er var bedre end de billige stålhagl, men faktum var at der på 27 minutter var faldet 56 skud, med 21 gråænder og 1 skeand til følge – under under vanlig skudstandard, men der var sgu fart på mange af dem i den blæst.

Ekstremt våde, men ekstremt glade kæmper vi os tilbage til båden, og tøffer hjem. Vi må ind foran brændeovnen og nyde en enkelt øl, mens vi får aftenens bedrifter til at bundfælde sig. Højest et par gange om året render vi ind i aftræk der er så intense på så kort tid, men alligevel er denne dog den voldsomste – både hvad angår skud og udbytte, men nok også mest fordi de 27 minutter var et kæmpe klimaks, i skarp kontrast til resten af dagens forløb. Jagten på det vilde bytte er simpelthen den fedeste jagtform, og man kan undres over hvorfor, at man årligt betaler 17.000,- kr. til et jagtkonsortium, hvor man – på trods af større fysisk udbytte – ikke nærmer sig de samme følelser for jagten, som man gør i moder naturs vilde miljø…?!

Næste formiddag stod den så på at ordne ænder, og så ellers rundt til familie og venner, og forære dem ordnede ænder (vi plukkede kun 10 – resten blev der bryster ud af).
For de som måske kan synes at det er lidt drabeligt med 22 nedlagte stykker vildt for 2 amatør-jægere kan jeg understrege, at alt blev spist, og vi fik mange positive meldinger tilbage fra glade venner og familie.

Det gælder bare om at være der, når ænderne er der - knæk og bræk til alle…