I tordevejr og hård regn. 1. september 2009
Af: Thomas Lysgaard (Knalden)
Jeg vil starte med at berette om premiereaftenen hos mig. Jeg havde siddet nede på en lille strandeng til Limfjorden. Det var meget stille og roligt. Morgenen havde kun kastet et par chancer til tre krikænder af sig, som jeg slet ikke kom langt nok foran. De var sågar så frække at slå på lokkerne inden jeg kunne se dem.
Magen til provokerende handling. Men nu sad jeg her igen, helt ned til fjorden, 1 m fra kanten i mit primitive skjul af gammelt sløringsnet, og kikkede hen over mine lokkere og ud over vandet. Det blæste egentlig en del, vel en 8-9 m/s i en skrå pålandsvind, så lokkerne vippede lystigt.
Martin sad længere inde og gjorde sig kraftigt opmærksom ved at bomme fælt to gange til, ak ja en krikand.. Pludselig fr jeg øje på 3 gråænder der har set mine lokkere og kommer ind over i et sideskud. Den ene and skiller sig ud fra de to andre og den bliver sikkert sendt ned blandt bølger, dødt ålegræs og lokkere. Jeg ville lige orientere mig på de to andre, da formel 1`ern ikke kan holde det ud længere og knaldapportere den første. Han kommer tilbage en stor flot gråandrik og jeg har næsten glemt hans ugerning, med at hente før tilladelse.
Vi pakker os ned bag skjulet igen og ret tilfredse med den store fine and, da jeg ser situationen gentager sig. Tre gråænder vil ind og vende over lokkerne, og følger med og lige idet jeg skyder, trækker de alle sammen i en klump. Resultatet udebliver ikke og to af ænderne dratter livløse ned, mens den sidste daler ned små 60 meter længere ude. Panik. Ikke nok med det, for nu opdager jeg den ellers så pålidelige halvautomat har lagt en klemmer til mig! Fordømt. Mens jeg står og afvikler den, sniger Labben igen ud efter den første and. Jeg får en skud klar og sender et skud ud mod nr. to and og fandme om ikke bøssen klemmer igen! Den tredje and kommer på vingerne men vil ind og se hvor de to andre blev af, så den passer mig i fint sideskud på godt tyve meter, mens jeg ikke kan gøre en skid. Det er meget frustrende for mig. Har det virkelig skidt med at lade en hårdt ramt and stikke af, og så pga en funktionsfejl!! Jeg bommer til en krikand (surprise) og pakker sammen.
Ole P. havde hørt om mine gerninger og vi blev enige om at tage ud og kikke næste morgen. Fuglene opfører sig helt anderledes sådan en premieredag, så det kunne jo se anderledes ud dagen efter. En lettere misforståelse gør at Ole står klar halv fire i stedet for 0430,- det er engtlig en væsentlig forskel den tid på døgnet. Men vi redder den ved at nuppe et stykke brød inden vi rykker ud.
Det glimter godt nok i det fjerne men vi kan se stjernerne og der er ret vindstille. Stilhed før stormen. Vi trisser ned af markvejen og det begynder at lufte lidt mere. Det kan vi godt lide. Nede på engen begynder vi at stille en lille håndfuld gåselokkere op, mens det begynder at dryppe lidt. Vinden tiltager, og de lyse glimt kommer lidt tættere på, mens det buldre i det fjerne. Jeg skynder mig over til kysten og smider en lille posefuld andelokkere ud i fjorden, og bedst som jeg står der ude i vand til livet, tager fanden ved vejret. Torden vejret er lige over os nu og det piskregner som aldrig før. Med den unge fodboldspiller i tankerne fra FC Nordsjælland, har Ole lagt sig ned på maven da jeg kommer op til ham, og vi haster op til bilerne igen. Helt gennemblødte undtager hvor wadersene sidder. Vi bor kun 10 min. derfra så vi bliver enige om at tage hjem, få tørt på og så komme ud igen. Det lysner nemlig, både mod øst og sydvest hvor uvejret kommer fra.
Godt 20 min senere er vi på pletten igen. Nu med tørt tøj og mindre rynker i panden. Ole tager plads ved gåselokkerne mens jeg indtager min hotspot fra aftenen inden. Der er en halv time til solopgang, og Ole når lige at få bud efter en krikand, inden det træk er overstået. Det er en meget stille morgen. Vinden har lagt sig igen. Lige som solen maler på en sky, kommer en dejlig naiv måge hen og kikke på lokkerne. Men min mobil er gået ud, den har fået MEGET vand, så jeg kan ikke se hvad klokken er. Det vidste Ole P. så han råber " Der må skydes måger" Som sagt, så gjort. Den dumme hund knaldopportere sgu en gang til, men får hurtigt lagt en dæmper på. Mågen hakker ham en lige i tuden og jeg kan ikke lade være med at grine, for han syntes hvis også den stinker fælt. Så han trækker den fint ind fra vandet af, helt yderligt i den ene vinge.
En ny mørk front nærmer sig hen over Løgstør og Ole vælger at tage hjem til han renoveringsprojket på gården. Lige som han forlader matriklen kommer et par ænder ind langs kysten. Berettaen brager og anden palsker. Og så begynder cirkuset, for jeg har lagt snor på hunden i håb om at det vil få ham til at føle sig mere bundet til land og vente på kommandoen, men ak det er lykkeligt glemt og apporteringen er i fuld sving. næsten. For han vælger kursen mellem to lokkere der er bundet sammen så de følger troligt med ud. Min arrige udbrud får hunden til desperat at apportere en lokkeand, vende rundt og svømme ind imellem yderligere to lokkere. Suk.. Jeg vader ud til ham, men han har fået land under fødderne, så det letter vores udredning af snore, bly og plasticænder. En dirigering får hentet den heldigvis døde and.
Så kommer uvejret igen, eller rettere et nyt et. Jeg kommer i tanke om Ole lod et regnslg blive under en af lokkegæssen, så den smutter jeg over efter. På vej tilbage til mit skjul kommer en enlig gråand lige ret på mig, mens jeg går over engen. Jeg tænker den da ikke holder kursen, men regnen må har prikket den i øjnene for den kommer helt ind på godt 20 meter. Igen må hund på abejde, denne gang på land. Vi gemmer os i skjulet de næste 5 minutter, det er egentlig ret hyggeligt at sidde der med regnslaget over hund og jeg 1 m. fra den rasende fjordkant mens det pisker ned med vand fra oven. Da der igen er tørvejr kommer 5 ænder ude fra fjorden, jeg rapper efter dem men de reagere ikke. Det er sket før denne morgen. Og jeg får svaret her, idet de kommer tæt nok på til jeg kan se det er pibeænder.
Aha, så må vi jo have det kald med fremover.
10 min går og endnu en måge kommer på visit. Jeg har en enkelt lokkemåge blandt lokkeænderne, den er de meget interesseret i de grå unge måger. Den bliver leveret og det sker kort tid efter igen, hunde er ved at taget på de måger, og de bliver noget så rasende når de ser ham løbe afsted med en af dem selv.. Og så vil jeg nok godt med det samme indrømme at jeg tænder på det. Jeg gjorde det også sidste år i prammen flere gange. Den der naive måge der hænger over lokkerne og bare glor, det giver mig stor velbehag at plante et solidt kerneskud i den, og så høre den der sprøde lyd når haglene slår igennem og knækker fjer og vinger. Det er måske lidt bizart, men jeg er svært tilfreds med mig selv bagefter.
4 måger og 2 ænder ligger i skjulet. Ude i det fjerne anes en fugl padle mod os. Den er ikke let at artsbestemme. Pludselig går det op for mig. Den er en af de her ulovlige nilgæs. En unge tilmed! Og den har ikke tænkt sig hverken at flyve eller komme tættere på. Jeg tager en beslutning. Spænder wadersene. Bøssen i hånden og ud i fjorden. Jeg ved der bliver hurtigt dybt så har eggenlig lidt travlt. Jeg prøver samme taktik som når vi sejler til havdykkerne og kommer ind på en 40 meter.
Fuglen vil ikke lette. Jeg sende et skud mod den, men bølgen tager det meste. Næste skud straks bedere, fuglen op på toppen af en bølge og bliver hårdt truffet, vingen vipper op og hovedet virrer. Nu kan jeg gå helt hen til den selv om den ikke er helt død, så afliver den hurtig med et klassisk forskæfte-klask. Jeg ved det var ulovligt at skyde sådan i fjorden, men føler stadig jeg har gjort noget godt. Jeg pakker alt sammen og drager hjem til Ole for at fortæller de sjove episoder, så giver han nok en morgenbajer.