Barnlig glæde
Af: Claus Lind Christensen
Min søn Christoffer og jeg havde flere gange talt om, at han skulle med mig på jagt ude på vandet en gang, men jeg havde været lidt tilbageholdende, for dels skulle han have toldmodigheden til det, men han skulle også kunne deltage på en sikker og forsvarlig måde.
Da han nu var fyldt 10 år, besluttede vi os for at nu skulle det prøves, og en lørdag i december skulle det stå sin prøve. Den dag fik jeg lagt en plan, således at vi tog på en fjord, hvor vi kunne ligge i læ for vinden, samt at det var et sted hvor jeg viste at der var en sandsynlighed for at vi kunne få ænderne helt ind til land. På den måde kunne vi ligge et sikkert sted, og blev det for koldt, kunne han få lov til at spæne en tur op og ned langs kysten.
Normalt når Christoffer skal op i skole, så skal der prikkes til ham mere end en gang, men selv om kl. var 04.30 da jeg vækkede ham var det som at synge, "op lille Hans, op lille Hans, op og slå på tromme, ja lille far, ja nu skal jeg komme". Han sprang i hvert tilfælde ud af sengen, direkte i tøjet og ud til lidt morgenmad, og der var ingen brok over noget som helst.
Efter kort tid sad vi sammen i bilen på vej mod fjorden. Jeg havde måske forventet at han ville falde i søvn under vejs, da vi skulle køre lige omkring en time, men nej, han holdt mig vågen, for munden stod ikke stille på ham ret lang tid ad gangen. Der var ikke nogen tvivl om, at han glædede sig.
Jeg havde både Langelænderen og Gudenåprammen med, hvor Christoffer skulle side i Gudenåprammen og jeg i Langelænderen. På vejen ud til stedet hvor jeg vi skulle være, sad Christoffer dog i Langelænderen der blev drevet frem af den lille 2,3 hk motor hvor Gudenåprammen var på slæb. Han ville nu gerne sidde omme i prammen der var på slæb, men det brød jeg mig ikke helt om at han skulle gør mens det var mørkt, så alle lokkerne kom i Gudenåprammen, så satte vi os sammen i Langelænderen, og tøffede ca. 2 km ud af fjorden.
Det var helt klart at Christoffer havde store forventninger, men tavsheden bredte sig lidt da vi sejlede i mørket, ikke at han var bange, men måske han følte spændingen stige, samtidig med at vi bevægede os ud gennem mørket hvor alt for ham var ukendt. Måske havde han den samme følelse i maven som da jeg selv skulle ud i mørket den første gang.
Vi kom på plads, hvor begge pramme blev lagt helt ind til land, men til en start sad han over i langelænderen ved mig, da vi godt kunne side sammen så længe det var mørkt.
Da den første flok troldænder kom susende ude over fjorden, der så han dem ikke, men efterfølgende var han ikke sen til at spotte dem. Det er nok sådan at øjne der kun har været brugt i 10 år er bedre end nogle der har været brugt i knap 40 år.
Troldænderne ville dog ikke som vi ville, for de kom ræsende forbi os i store flokke, og de havde helt klart et andet mål for deres træk denne morgen end hvor vi lå.
Med et hørte jeg en voldsom brusen bag fra. Her kommer der en flok troldænder lige hen over hovedet på mig, og hurtigt får jeg fat i geværet og årets første troldand er en realitet, samt at Christoffer er ellevild over at det lykkes at nedlægge en and.
Troldanden blev hentet og betragtet nærmere, og vi fik en snak om hvad det var for en fætter.
Nu begyndte det at blive så lyst at vi ikke kunne side op i prammen mere, så Christoffer satte sig over i sin egen pram, hvor det spændene var om han kunne sidde stille og om dagen blev for lang, men det kunne kun tiden vise.

Der var dog ingen tegn på han kedede sig, og han fik hurtigt lært at se forskel på troldænder og hvinænderne der nu var begyndt at trække ud af fjorden. De ville dog heller ikke rigtig noget, men det var nu heller ikke fordi der var så mange af dem.
Med et var der alligevel en hvinand der mente at lokkerne skulle besigtiges, og den slog af fra sin kurs og trak ind over lokkerne. Jublen ville ingen ende tage da jeg fik and nummer to, for det var nemlig Christoffer der spottede den først.
Nu var dagen redet og humøret højt, men det var også koldt, så det blev tid for en kop varm kakao og et stykke chokolade, hvilket gjorde underværker og samtidig fik vi en snak om det at tage jagttegn, for det ville han da godt høre lidt mere om. At han kun er ti år, er åbenbart ingen hindring i at tænke fem år frem, hvor der er mulighed for at starte den formelle undervisning, den uformelle er vi godt i gang med.

Efter at vi havde varmet os på kakaoen, satte han sig tilbage i han pram, hvor jeg efterhånden begyndte at tænke på at pakke, for trækket var tyndet meget ud.
Igen var det dog Christoffer der spottede to hvinænder, der kom mod os, men denne gang passerede de for langt ude, men efter de var kommet 100 meter forbi os ombestemte de sig og nærmest kastede sig rundt i luften, for at komme tilbage til lokkerne. Her kom de perfekt ind, hvor jeg holdt til andrikken. Den gik i baljen, men var ikke død, så jeg skulle ikke have skudt til and nr. to. Lige da den ramte vandet dykkede den, men den kom hurtigt op, og den var nok kun 15 meter ude. Her stak jeg den et skud på vandet, hvilket vagte stor jubel, da Christoffer så vandet sprøjte op omkring anden.
Dette blev morgenens sidste chance, og efter kort tid pakkede vi sammen, og denne gang kom en del af lokkerne i Langelænderen, for på vejen hjem skulle Christoffer side i hans egen pram, som blev trukket efter Langelænderen, hvilket han hyggede sig rigtig meget med.

Tilbage ved det lille slæbested, fik jeg pakket prammene på traileren, hvorefter vi vendte snuden hjemad. Behøver jeg at fortælle hvad svaret på spørgsmålet om han kunne tænke sig at komme med en anden gang var? Svaret var det samme som da jeg spurgte til om vi ikke skulle forlægge frokosten til McDonalds - vild jubel, og det kunne kun gå for langsomt, dels med at komme af sted igen, men også med at få en burger og nogle fritter.
Det er dejligt som børn kan udtrykke barnlig glæde, det burde vi voksne også huske at gøre noget oftere, det smitter så dejligt.
