En lang tur. 14. September 2008
Af: Claus Lind Christensen
Jagten var ind til nu ikke lykkes, ikke at jeg havde haft dårlige ture, men der var bare ikke rigtig kommet noget vildt for. Dette var årsagen til, at jeg nu travede igennem vandet mod mit mål i mørket som var lidt over 3 km. fra hvor jeg havde parkeret bilen og sat kravleprammen i vandet for at prøve kravlejagten, som jeg ikke har den store erfaring i.
Jeg har heller ikke nogen kravlepram, så det var heller ikke min egen pram jeg havde på slæb, men derimod jagtforeningens kravlepram jeg havde lånt i dagens anledning.
Vinden var frisk fra øst, og vandet gik mig midt på skinnebenet og det var hård. Det kunne mærkes at kontorkroppen blev presset lidt ud over det normale, men der var ingen grund til at pibe for jeg regnede med at der lå en god jagtdag foran mig.
Området jeg kom til havde jeg ikke været på jagt i før så jeg kendte det kun fra at jeg en gang tidligere havde sejlet forbi, og betragtet det i kikkerten, samt at satellitfotos var blevet studeret ganske nøje.
Godt træt i benene nåede jeg frem, hvor jeg forsøgte at få et overblik over området, men det lykkes ikke helt. Jeg smed mig derfor ved en stor sten, hvor jeg bare lige smed 10 lokkere ud omkring mig, for så at afvente det lysnede lidt, da jeg så ville placere en større flok lokkere længere ude, som jeg kunne kravle på.
Med lyset komme kunne jeg konstatere, at jeg ikke lå der hvor jeg havde planlagt, så hurtigt blev de 10 lokker samlet ind og jeg fik flyttet prammen 3-400 meter længere mod syd.
200 meter foran prammen blev lokkerne lagt ud i mindre flokke og lige foran prammen smed jeg 5 krikker, i tilfælde af at der skulle komme ænder tæt på prammen.
Så var det bare at finde en bekvem stilling i prammen og vente. Se, det med det bekvemme det var en sag for sig, for lå jeg på maven, så kunne jeg ikke se ret meget, da hullet i skærmen ikke levnede megen udsyn. Sad jeg på knæene synede jeg meget og ville få ondt i knæene i løbet af relativ kort tid, sluttelig kunne jeg sidde på bagen, men så skulle jeg kæmpe noget for at komme rundt i den lille smalle kravlepram, i fald jeg skule ud og kravle efter en and. Sikke problemer man kan have...
Alt imens jeg kæmpede med at finde en behagelig stilling for kroppen, ser jeg pludselig at der skråt bagude ligger en and, ca. 150 meter ude. Lige med et ophørte al aktivitet i prammen, og langsomt fik jeg mig lagt ned på maven bag skærmen.
Støt og roligt fik jeg vendt prammen, langsomt drev jeg den gennem vandet ud mod anden, som jeg efter ca. 50 meter kunne identificere til at være en pibeand.
Stikkerne som jeg driver prammen fremad med, bevæger jeg så forsigtigt som muligt, dels for at jeg ikke skal komme til at hæve dem så højt at jeg rager hænderne op over skærmen, men også fordi jeg ikke skal skramle med dem mere end højst nødvendigt.
Langsomt kommer jeg nærmere på anden, og nu er det lige ved. Pludselig letter anden hvor eg i første omgang bedømte den til at være for langt ude, men for trænings skyld, springer jeg op på knæ, og finder anden over løbet. Nu kan jeg pludselig se, at den alligevel ikke er for langt ude. Første skud sætter jeg lige under den, men anden skud får anden til at pakke, min første pibeand på kravlejagt.
Glad og til freds kan jeg samle anden op og stikke tilbage til ankertovet, hvor jeg i gen begyndte at kæmpe med at finde en god stilling til at side eller ligge i, så jeg samtidig kunne overskue hvad der skete omkring mig. Det blev en kamp jeg aldrig vandt...
Opstemt af succesen med den første and, var forventningerne til at der snart skulle komme træk i ænderne høje, om ikke andet havde jeg en god forventning om at de ville rører på sig op ad formiddagen, hvor vandet ville stige.
Der var ikke meget bevægelse i ænderne, men endnu en gang mens jeg sider kæmper med at sidde behageligt på knæene, og samtidig spejder med kikkerten, dukker der pludselige en flok pibeænder op i kikkerten 3-400 meter ude. Hurtigt kommer jeg ned bag skærmen.
Da ænderne kommer nærmere retter de kursen ind med de yderste lokkere, og de tager farten af, og taber højde, men lige de er ved lokkerne tænder de efterbrænderen og fortsætter sydover.
Herefter så jeg ikke svømmeænder længe, men jeg kunne dog underholde med at se på at der fra tid til anden trak en flok edderfugle forbi langt ude.
Op ad formiddagen steg vandet som forventet, hvilket jeg håbede kunne sætte lidt bevægelse i ænderne, men det skete ikke og jeg overvejede alvorligt at pakke grejet sammen, men nu havde jeg gået den lange vej, så ville jeg se om jeg ikke kunne få lidt mere ud af dagen.
Det fik jeg, og jeg fik glæde af min lille flok krikænder, som jeg havde smidt foran prammen, da tre krikænder kom jagende fra nord. For fuld tryk kom de jagende ind over lokkerne, hvor jeg holdt til den bagerste der knapt nok opdagede hvad der ramte den. De to øvrige klarede dog frisag, da jeg fik parkeret et skud i luften lidt under dem, da de jo steg med en gevaldig fart.
Dette skulle blive de sidste ænder, jeg så denne dejlige søndag morgen, inden jeg pakkede grejet for at begive mig tilbage mod bilen.
