En Jægers første pramjagt

Af: Rene Damsgaard

Vækkeuret ringede kl. 02.15, men underligt nok, var jeg slet ikke søvnig og stod op med det samme. Der var et pænt stykke vej ud til min jagtkammerat, som stod klar med en pram, som jeg kunne låne, og herfra var der yderlige en del kilometer til jagtstedet. Da der også skulle rigges pram til, lægges lokkere ud mv., var jeg altså nødt til at stå op på dette ukristelige tidspunkt, som jeg ellers skyede som pesten.

Undervejs i bilen var humøret højt – hvordan ville dagen blive, og kunne man virkelig komme så tæt på ænderne, at de kunne skydes? Altså når man lå helt uden dækning midt på vandet – det kunne jo næsten ikke passe, at de ikke kunne se båd og jæger, blot fordi de var hvide, eller kunne det? Jeg var stadig helt frisk og meget spændt, da jeg kl. 04 mødte op hos min jagtkammerat, der som lovet stod klar med 2 pramme. Efter at have sludret lidt og efter at være blevet forsikret om pramjagtens usynlighed i forhold til ænderne, riggede vi trailerne til på bilerne og satte kursen videre. Jeg vidste stadig ikke helt, hvad jeg skulle vente mig, men valgte at stole på min makkers erfaring på området.

Da vi var fremme på stedet, forstod jeg pludselig, hvorfor det er en fordel med en let pram! De 10-15 m ned til vandet krævede, at vi virkelig tog fat, men der var nu også forbavsende mange ting i prammen. Sæde, underlag, anker, snore og en kæmpe flok lokkere fyldte alle i båden, som i øvrigt heller ikke blev lettere af de mange ting. Det blæste en del, og af og til kom der også lidt regn, hvilket vist tegnede godt for jagten, påstod min kammerat.

Vi tog waders, hvid anorak og elefanthue på, fordelte ammunitionen og fik prammene ud i vandet og hen til det sted, hvor min jagtkammerats erfaring sagde, at chancerne var bedst. På vej mod ud på fjorden, og mens vi smed anker og lokkerne blev lagt i vandet, kunne vi høre gæssene længere ude. Dette er en af de mest fantastiske lyd, når man altså står med ladt gevær i hånden og venter i spænding.

Da jeg havde fået instruktioner og havde ladt geværet, var kl. 05.30, hvilket var tidspunktet, hvor der måtte skydes – god timing måtte jeg medgive ham, og jeg var pludselig glad for, at jeg var stået så tidligt op. Vi lå med ca. 25 m mellem prammene, så vi kunne tale lavmælt til hinanden. Jeg kiggede mig rundt, minutterne gik og der var ingen ænder. Gæssene kunne dog stadig høres, hvilket tegnede godt, men jeg var lidt forundret over, at der ikke var set nogen ænder endnu – det var vel mens det var mørkt, at der virkelig skulle være gang i den? De kunne jo måske se os, når det var blevet lysere, tænkte jeg. ”Ajj”, sagde min makker – ”så du ikke den krikand – den fløj lige over hovedet på dig?” Det måtte jeg jo indrømme, at jeg ikke havde, men i det mindste var der altså liv! Jeg fortsatte med at kigge rundt, minutterne fortsatte og blev efterhånden til over en halv time, og pludselig bemærkede jeg en skygge over mig. Jeg så op – lige tids nok til at se en flok krikænder flyve hurtigt over hovedet på mig og over mod min makker. BANG sagde det derovre fra. ”Fandens” lød det fra min makker – en forbier. Det gik op for mig, at jeg nok skulle se mere lige op i luften, så længe det var så mørkt.

Tiden gik. Vi så jævnligt ænder, men ingen på skudhold, og efterhånden blev det lysere. Under hele jagten havde vi hørt gæs, men ikke set nogen. Jeg havde aldrig selv skudt en gås, så det ville være helt forrygende, hvis jeg kunne komme på skudhold af en enkelt eller to. Min makker havde dog fortalt mig, at det ikke var så ofte, at der kom gæs på skudhold, men håbet var der dog. Jeg kunne se, at min jagtkammerat vendte sig i prammen, og jeg kiggede bagud – der fløj to gæs bag prammene, og de var næsten henne hos mig. Jeg lå helt stille og håbede, at de ville flyve over mig, men de passerede bag min pram på måske 20 m. 20 m! Jeg havde været på skudhold af gæs, og jeg havde ikke engang været tæt på at kunne affyre et skud. Det var næsten ikke til at bære, men oplevelsen var samtidigt meget spændende, og nu kunne jeg jo ved selvsyn konstatere, at der altså både var ænder og gæs, som kunne finde på at flyve tæt på os. Et stykke væk lød ét skud, to skud. Stilhed. Ét skud mere, stilhed, ét skud mere, stilhed, ét skud mere. Sig mig hvad foregår der, tænkte jeg, indtil jeg kom til at tænke på, at en anden jæger nok havde anskudt en and, som han forsøgte at lave fangstskud på. Eller havde han fået en af gæssene? Så var der stille igen. Bortset altså fra alle gæssene længere ude, som stadig gjorde aggressivt opmærksomt på, at de altså stadig var der. Efterhånden blev det lysere og lysere, og så lød det endnu et skud, efterfulgt af et inferno af lyde. Hele flokken af gæs var lettet, og da jeg vendte mig og kiggede ud på fjorden, så jeg tusindvis af gæs, der som en tåge fløj rundt og ind mod land. Desværre en km eller to væk, men synet var alligevel imponerende og i øvrigt meget spændende, for hvad nu hvis….?

Tiden gik. Vi så flere ænder, men ingen kom tæt på. Det var stadig spændende, men tvivlen omkring vores egen synlighed her midt på fjorden kom tilbage. Så var de der! 5-6 gæs kom lige imod os – eller det ville sige lige mod min makker, som jo lå 25 m til venstre for mig. Hvor var de flotte og imponerende, og de kom stadig lige mod min makker. Ville de fortsætte over og hen mod mig? Pludselig slog de af, min jagtkammerat satte sig lynhurtigt op, og afgav skud. 2 gæs kom ned. 2 gæs! Den ene fik et fangstskud og de blev begge hentet. ”Tillykke” sagde jeg, og så på de store dyr, som blev lagt i bunden af prammen. Flot, tænkte jeg. Kunne lykkens gudinde måske sende et par stykker mere? Det gjorde hun! I det fjerne kunne man se endnu en flok, og de havde kurs mod os! 6-7 stykker og de kom tættere og tættere på - jeg kunne mærke min puls stige – stadig tættere, hjertet slog hurtigt nu, og så smed jeg geværet til kinden – to skud – to forbiere. To forbiere! På gæs! Ærgrelsen fra før kom tilbage, men stærkere. Nu havde jeg også skudt efter gæs, men uden at ramme. Nå, men oplevelsen havde i det mindste givet et sus alligevel, og nu havde jeg da en god historie at fortælle.

Så begyndte det. Flok efter flok efter flok af gæs trak fra og til land. Mange kom ret tæt på os og min jagtkammerat skød én mere, og endnu én og endnu én. Glad og smilende samlede han gås efter gås op. 5 stk.! Jeg var glad på hans vegne, og det var gode skud han leverede. Samtidigt begyndte jeg dog at blive en smule indestængt. Kunne det passe, at han skulle skyde 5 gæs, og jeg ingen? Endnu en flok i horisonten, og igen kom de mod min makker, men denne gang skød han ikke. Han blev liggende og de kom dermed hen mod mig – jeg satte mig op, sigtede og skød. Endnu en forbier. Nu var jeg oppe på 3 skud og ingen gæs. På trods af den flotte og venlige gestus fra min jagtkammerat havde jeg stadig ingen gås i prammen. Surt. Men sikke en dag. Jeg følte en blanding af spænding, ærgrelse og glæde over dagen. Så kom der endnu en flok - denne kom skråt bagfra og fløj direkte hen over mit hoved. Jeg sigtede på den forreste, skød og så gåsen tumle forover og som en sten med fjer faldt den direkte i fjorden. Jeg havde skudt min første gås! Jeg råbte min glæde op luften og løftede min arm i triumf! Fantastisk afslutning på en forrygende dag. Min makker ønskede mig glad tillykke og jeg samlede min gås op. Død i skuddet. Hvilken utrolig dag, og jeg glædede mig til at fortælle min kone og andre jagtkammerater om denne personlige sejr, som jeg havde oplevet i dag.

Jeg forstod nu til fulde charmen ved strandjagt – det var første, men bestemt ikke sidste gang, jeg havde været på jagt på fjorden!