En vigtig jagt. Oktober 2008
Af: Claus Lind Christensen
For 51 uger siden havde jeg fået den frygtelige besked om at min gode ven Per, var blevet ramt af kræft, og det havde spredt sig til en meget stor del af kroppen. Beskeden havde ramt umådelig hårdt, for der lå en fornemmelse i luften, at der kun var en vej og det den forkerte vej, og det føltes så umådeligt uretfærdigt.
Derfor var denne morgen en af de bedste morgener i meget lang tid, for Per havde vundet. Lægerne havde fået kontrol over kræften. Dermed ikke sagt at jagten er det vigtigste i livet, men det at komme på fjorden sammen med Per var en vigtig bekræftelse af livet. Det at vi i tavshed kunne sætte kursen, mod den plads vi denne ene dag om året plejede at gæste, var et stort vidnesbyrd om at Per havde været den stærkeste i livet.
Med prammene på slæb drog vi ud over fjorden, med vinden i ryggen, og denne morgen kunne vinden mærkes. Vinden var ikke under 10 ms, så det skrumlede lidt på vejen derover, og der skulle også arbejdes lidt med årerne for at nå ind til den lille ø hvor vi skulle ligge.
Vi var kommet lidt sent af sted, den morgen da det var rigtigt mørkt, så da vi i prammene nåede ind på det lave vand, kunne vi i mørket se ænderne var begyndt at trække.
Hastigt blev årene skiftet ud med stikkerne og geværet ladt. Et par gange kom der ænder over mig men jeg nåede ikke at få hold på dem i mørket, og den ene gang jeg nåede at få trykket på aftrækkeren, kunne jeg lige så godt have brugt løs krudt.
Per havde set at ænderne trak over øen, et bestemt sted, så meldingen om hvor vi skulle ligge kom hurtigt. ”Vi placere os her, men lad være med at lægge for mange lokkere ud da vi forventelig skal flytte lidt senere”. Jeg smed derfor kun 4 lokkeænder på vandet og satte rotoranden ud på sin pind, hvor kuglelejerne blev presset godt.
Det var efterhånden blevet lyst, så vi med let hed kunne orientere os, og der var mange fugle i luften, og der gik ikke længe inden de første pibeænder hang over lokkerne, hvor der også var en der måtte i baljen.
Nu trak ænderne for alvor, og vi fik mange chancer og det blev også til godt med fugle i prammene. Det var en af de morgener hvor de bare ville ind til lokkerne.
Ja, hvis vi havde flyttet prammene lidt og lagt lidt flere lokkere ud, ville vi måske have fået endnu flere chancer, men det var der ikke brug for, dagen var fuldendt.
Det var også en dag, hvor tankerne flere gange gled tilbage til dagen for et år siden, og på den periode der var gået efter. En periode med ængstelse og bekymring, og en periode hvor man næsten dagligt blev mindet om, at hvis der er noget man vil nå, så skal det ikke vente til i morgen, for ingen kender dagen før end den er forbi.
Sådan skred dagen frem, hvor regnen ind imellem drev over os sammen med vinden, der ruskede godt i fjorden. Ænderne trak konstant rundt i mindre flokke, hvor vi stort set hele tiden kunne se ænder et eller andet sted i horisonten, og fra tid til anden kom småflokke af pibeænder ind over lokkerne, hvor det blev til gode træffere og fæle forbier, ja, ind i mellem lykkes det også at sende to fugle på vandet af gangen.
Det blev en dag med mange pibeænder på paraden, men vigtigst af alt jeg var kommet på jagt sammen med Per igen. Samtidig vil det også for altid være en jagt, der for altid vil minde mig om hvor skrøbeligt alt kan være, men dagen vil også minde mig om, at hvis man kæmper, så kan alt lade sig gøre, det havde Per bevist!
Om aftenen da jeg nåede Vejle igen, blev en håndfuld ænder hurtigt gjort rene, og ved at snuse rund i diverse kogebøger, blev opskriften "Pibeand i basilikum" fremtryllet, og den var faktisk ikke så ringe endda.
