Julefred. 28 december 2008

Af: Claus Lind Christensen

Julen er hjerternes fest, ingen tvivl om det, men det er også en tid med stres og jag, hvor man skal rundt på besøg hos hele den "pukkelryggede familie". Ikke jeg har noget imod det, men stress giver det. Derfor er det også ekstra dejligt, at finde en formiddag hvor man kan skubbe prammen i vandet og glide ud på fjorden i tavshed, for at nedlægge en håndfuld ænder eller to.

I de midterste dage i juleferien var vi hos svigerforældrene, hvor prammen var med på slæb. Her fandet jeg en morgen hvor prammen kunne sættes i vandet, for at glide ud over de små krappe bølger der var på fjorden denne morgen. Vinden stod i nordøst, og var lidt frisk, så lige i det område hvor jeg var, der kunne det godt være lidt besværligt, at finde et sted hvor hvinænderne ville være, men der var et sted som jeg havde prøvet for år tilbage i netop nordøst vind og dette sted ville jeg prøve igen.

Isætningen var ned over en stenskrænt, ved havnen som ikke voldte de store problemer ved isætningen, men jeg var godt klar over at når jeg kom tilbage igen så ville det give lidt muskeltræning, men med lidt held ville det også rykke et par gram julefedt af kroppen.

Efter at have hevet i årene i ca. 30 minutter, kunne jeg lægge mig tilbage på ryggen, og betragte den lille flok lokker der var lagt ud foran prammen, og konstatere at jeg var kommet i god tid, for dels var jeg på plads 15 minutter før skydetid og dels var det en rigtig mørk morgen hvor hvinænderne forventelig ville lade vente på sig.

Vinden havde godt fat og det rev lidt i ankertovet, men det forhindrede mig ikke i at lukke øjnene lidt og tage mig en morfar, inden trækket begyndte. Jeg faldt ikke i nogen dyb søvn, da gråænderne inde på det lave vand skråt bag mig skræppede op på en måde, så det lød som om de var ved at hidse hinanden op til det helt store morgentræk hvor de skulle ud og se på verdenen. Dette gav håb om at gråænderne ville komme en tur forbi mig, selv om jeg lå et godt stykke ude på det dybe vand.

Da det lysnede begyndte de første hvinænder, at trække hen over fjorden. De fleste suste inden om mig mellem havnen og prammen, og ganske langt ude hvor de ikke viste nogen synderlig interesse for lokkerne, men jeg var nu overbevist om, at trækket nok skulle komme lidt længere ud på fjorden når det blev helt lyst.

En halv time efter at jeg havde set de første hvinænder under land, kom de første ud i nærheden af lokkerne og kort efter gled den første andrik også ind over lokkerne hvor den forendte i en sky af fjer. Det var en god start.

Der var ikke voldsomt mange fugle på fjorden denne morgen, men fra tid til anden var der ænder i nærheden af prammen, men de ville ikke rigtig noget, men de var også svære at se da de som oftest kom ind mod lokkerne med havnen som baggrund. Dette bevirkede da også jeg ikke mindre end to gange så og roede med et eller andet i prammen, hvor ænderne slog af ude på 40 - 50 meter. Men det blev dog til lidt flere chancer og efter en time havde jeg da tre hvinænder i prammen.
Her var det så at morgenens bedste chance indfandt sig. Inde fra havnen kom der to hvinænder flyvende ganske højt ud mod stedet hvor jeg lå. Normalt er hvinænder i den højde de kom i ikke sådan lige at få i tale, men hunnen der fløj bagerst, begyndte at sagtne farten da hun nærmede sig, og jo nærmere hun kom jo mere sikker blev jeg på at hun ville slå på lokkerne. I det samme ser jeg ud af øjenkrogen til venstre, at en hvinand var ved at vride sig rundt, for at komme ind til lokkerne. Nu var det med at holde hoved koldt, for med lidt held kunne jeg få begge ænder ind over lokkerne på samme tid.
Den and der kom bag fra, nåede først frem og jeg lod den komme helt ind, og trak mit skud så lang tid som jeg overhovedet kunne, og da den var inde på 12-15 meter satte den lapperne ud, hvor jeg skød til den lige inden den tog vandet. Anden styrtede i vandet, hvorefter jeg fandt nr 2 der nu var inde på 25 meter. Her bragede jeg dog noget så eftertragtelig forbi, nå skidt nu skulle jeg have samlet den første and op. Problemet var bare at den ikke var at se. Shit, hurtigt kom der to nye patroner i geværet, jeg var ellers sikker på at sådan som den ramte vandet, så var den forendt. 45 meter ude kom anden op, og den så særdeles frisk ud og da jeg tog det første tag med årene ned mod den lettede den i bedste stil!??? Der sad jeg med en næse så lang, for den var tilsyneladende slet ikke ramt, men havde blot valgt at kaste sig i bølgen blå da min hagl suste omkring den. Her måtte jeg så se en chance til en ellers oplagt dublet, forsvinde ud over fjorden....

Fra morgenen af havde jeg jo lagt og hørt på gråænderne, som jeg også havde håbet ville svinge en tur forbi lokkerne. De trak da også lidt rundt, men det var primært inde på det lave vand et godt stykke fra mig, så chancerne var ikke store for at de ville ud til mine lokkere.
Selv om chancerne var små, så kom der dog alligevel et par gråænder ud til mig. To gråænder kom trækkende bag fra, og lige i dette øjeblik forbandede jeg mig selv over at jeg havde glemt mit gode gråandekald. Så var der jo kun et at gøre og det var at prøve selv. Det har virket før og det virkede også denne gang, da gråænderne vendte rundt og satte kursen lige mod lokkerne. De holdt dog ikke kursen og trak uden for skudhold på min højre side hvor de så ud til at ville passere mig. Jeg fortsatte dog med at kalde på dem og lige da de var på højde med lokkerne, ændrede den ene and mening og vippede lige inde over pramme i et skråt spidsskud, som resulterede i at jeg også denne morgen fik en gråand på paraden.

Efter gråanden trak der stadig lidt hvinænder rundt, men trækket klingede efterhånden noget af. Det blev dog til endnu et par hvinænder, hvor den sidste var en fin udfarvet andrik, som gav signalet til opbrud. Signalet til at komme ind til skrænten hvor prammen skulle hives op over kanten, og tilbage til juleræset, hvor der var endnu en gren af familien der skulle besøges.