Fra hård NV vind til ingen vind. 22. september 2007

Af: Claus Lind Christensen

Solen skinnede fra en skyfri himmel da vi pakkede lokkerne sammen og vinden var stort set fraværende, så vandet omkring os lignede bare et fint vaskebræt.

Vi var natten før draget af sted i Mopaen med prammene på slæb og her var det på ingen måde vindstille, tvæt om. Da vi ankom til havnen til midnat var vinden frisk fra vest, hvilket vejrmeldingen på DMI også havde spået inden vi tog hjemme fra. Hvad den også havde spået var at vinden ville tage yderligere fat i løbet af 1 til 2 timer, så det var bare med at komme af sted.

Vi forventede ikke mere vind end vi let kunne sejle i det, men vinden kom agter fra og med to pramme på slæb så ville det blive en sejlads hvor man skulle koncentrere sig. Min pram var dog udstyret med et slæbeanker i form af en halvfyldt 5 liters dunk der var halvfyldt af vand, men sådan en havde jeg ikke fået med til Carsten, så der skulle sejles med forsigtighed.

Ud i mørket det gik, og til at starte med gik det egentlig meget smertefrit. Ja, det var faktisk kun den sidste kilometer, vandet blev lidt skummelt. Her blev bølgerne større og temmelig krappe og da Carsten manglede et drivanker på sin pram, tog den nogle surfture ned bølgerne. Ikke at det var faretruende, men Carsten valgte nu alligevel at side med ryggen til mig, for konstant at holde tovet stramt.

Efter at have sejlet den sidst kilometer i med en sufende pram, nåede vi frem til den lille ø hvor vi kunne finde læ for natten. Her blev der foretaget en hurtig inspektion af området, hvorefter vi fandt soveposerne frem og gik til køjs for at nå ca. to timers søvn inden vi skulle lægge lokkere ud. Knapt var ryggen mod dørken før end jeg sov, ja jeg syntes faktisk også at jeg knapt var faldet i søvn da mobilen vækkede mig med sine blide toner. Træthed eller ej, vi skulle på jagt.
Vinden havde nu lagt sig, hvilket vejrudsigten også havde forudsagt. Ikke det bedste vejr til svømmeænder, men vi satsede på at der på trods ville trække lidt ænder rundt i området.

Et kvarter før skydetid var vi på plads, så det var kun at lade roen komme over en og bare ligge på ryggen og slappe af. Øjnene blev hurtigt tunge, en dog ikke mere end at jeg med lethed slog øjnene op i god tid til vi kunne skyde. Det var stadigvæk temmelig overskyet og temmelig mørkt, så da den første and kom, der hørte vi bare den satte sig ude mellem lokkerne, for at flyve væk med et vredt raaap, da vi rørte på os i prammene. De næste ænder suste over os, og smed sig inde på det helt lave vand bag ved os.

Efter at have set på ænderne der suste forbi os lidt tid var det efterhånden blevet lidt mere lyst, men ikke lyst nok skulle det vise sig. To skygger kom susende helt nede ved vandt, og jeg syntes at det lignede toppede skalleslugere, da jeg mente at de havde en temmelig slank profil.
Derfor råbte jeg ”skallesluger” til Carsten, som lagde paratheden tilbage på hylden. Da de to fugle var tyve meter fra ham, går det op for os at det ikke er skalleslugere men derimod gråænder. Ænderne var dog næsten forbi ham inden han kom op, hvor det kun blev til et par forkølede skud bag ud, som ikke gjorde skade på ænderne. ”Dig og dine skalleslugere” lød det over fra Carsten. Vi fik dog hurtigt noget andet at tænke på.
Skuddet sendte en kæmpe flok skarver, der sad på en tange 300 meter væk, på vingerne men blandt skarverne var en flok gæs. Vi så gæssene lettede og vi kunne høre at de kom over mod os, men at spotte dem i virvaret af skarver var umuligt. Formentligt kom gæssene ikke på skudhold for efter lidt tid var de ude på siden af os, hvor vi kunne se silhuetterne glide hen over vandet.

Herefter var det ganske stille, indtil vinden pludselig skiftede fra nord til vest, sa…. nu skulle vi til at flytte lokkere, men der var ikke noget at gøre og det var bare at komme i gang. Kort efter lå vi igen i prammene, hvor Carsten spotter to ænder et godt stykke ude foran os. To pibeænder havde kur lige mod lokkerne. De kom over i min side, hvor jeg rejste mig da den første lagde an til landing. Den opdagede ikke hvad der ramte den. Den anden steg kraftigt over mod Carsten, hvor jeg for en sikkerhedsskyld fulgte med den, i tilfælde af at Carsten skulle skyde forbi. Anden steg støt og intet skete, så til sidst slap jeg skuddet selv om Carsten egentlig havde første skud til anden.
Lige i det jeg slap mit skud, bragede Carstens gevær også og han fik sin and. Forklaringen var at han blot skulle have den lidt ud inden han kunne skyde, mit problem var at jeg ikke kunne bedømme hans afstand til anden fra min vinkel.

Nu blev blikket rettet mod min and, som jeg troede lå død på vandet, men den var ikke død. Med et rejste den hovedet og så sig omkring, hvorefter den lettede op imod mig. Nu lå jeg uden patroner i geværet og kunne se på at anden passerede bag om mig.
Heldig for mig, så havde Carsten en patron tilbage i geværet, hvor den anskudte and blev sendt tilbage i bølgerne. Morale hold fokus på vildtet indtil det er samlet op.

Dette skulle blive det sidste vildt vi fik for denne stille formiddag, som dog bød på opvisning af toppede skalleslugere og hvinænder der fra tid til anden, enten var nær prammen eller decideret kom helt ind over lokkerne.
Kl. 10 pakkede vi sammen for at sejle hjem, blandt lettende edderfugle, som vi jo skulle se på om en uges tid.

Fik jeg i øvrigt nævnt at mens vi pakkede lokkerne der kom der en krikand, som slog på gåselokkerne mens vi selv stod ude i vandet. Jeg nåede ikke op i prammen men jeg nåede dog, at fatte kameraet, men den kom dog noget ud inden udløseren blev trykket i bund.