Traditioner og Fornyelse - september 2007

Af: Malte H. Nyholt (malny)

Første september 2007 var ikke helt som første september de foregående år, i mit jægerliv, der manglede ligesom noget, skovduerne!Grundet de nye jagt tider, er det som bekendt ikke længere tilladt at skyder duer i september. Dette til stor ærgrelse for de mange der tidligere har nydt at dyrke denne jagtform, hvor duerne til tider slog nok så lystigt på lokkerne, der i sirlig formation var anbragt på en stupmark, som nærmest kunne virke som en magnet på duerne her i det tidlige efterår, hvor der stadig var en del spildkorn at finde.Men i år er det anderledes… Og hvad skal man så få første september til at gå med?
På jagt skal man da! Og Laurids og jeg, der har tradition for at jage sammen den første september, havde da heller ikke tænkt os at sidde og mugge over den manglende skovduejagt, vi skulle selvfølgelig ud i prammene efter svømmeænder og gæs, hvilket vi da også var sidste år. Vi havde aftalt at vi ville tage ud til området, hvor vi skulle jage, i god tid, så vi ikke skulle stresse rundt i sidste øjeblik, hvilket lidt var tilfældet det foregående år. Så vi mødes torsdag eftermiddag hvorefter vi i fællesskab drog mod terrænet. Da vi ankom torsdag aften tog vi straks ud for at kigge området ud.

Der var desværre ikke de stor mængder ænder i området, men humøret var dog stadigt højt da vi tog tilbage til sommerhuset, der skulle danne en af vor i alt to ”baser” denne weekend. Tilbage i huset blev weekenden planlagt over et par flasker vin og en jagtfilm, inden vi krøb til køjs.Den næste morgen vågnede vi tidligt, og efter morgenmaden gik vi i gang med at rigge prammene til og køre dem ud til området. På vej ud med den første pram fik vi set noget af det vi var kommet efter, der var ænder, en ret stor flok gråænder lå og rastede, i det reservat der grænsede op til vor jagt destination. Dette gjorde at forventningerne nu steg yderligere til morgendagens jagt.

Efter at prammene var kørt i stilling, tog vi igen tilbage til sommerhuset for at få lidt frokost og pakke det sidste fornødenheder. Vi nåede også lige at skyde et par lerduer, for lige at pudse formen af inden sæsonstarten, inden vi igen drog mod området. Denne gang for at slå vores anden ”base” op i form af vores medbragte bivuak. Da lejren var etableret stod den på madlavning, hygge samt de sidste forberedelser i form af sløring af prammene. Inden vi hoppede i soveposerne, nåede vi lige at se en flok på ca. 50 grågæs, der trak over området blot 100 meter fra vores lejr. Og med dette billede på nethinden kunne vi så ellers putte os i soveposerne, hvor vi kunne ligge og kigge op på nattehimlen, mens tankerne, var ved at samle sig om morgendagens jagt.

Den første september ringede vækkeuret kl. 03:55 hvorefter vi hurtigt, og fulde af forventninger, fik spist lidt let morgenmad, og så ellers på med wadersene og ned til prammene, der lå klar til sæsonens første tur.Vi havde valgt, at vi ville ligge sammen denne morgen, og kunne derfor hjælpe hinanden med de i alt ca. 85 svømmeandelokkere og 12 grågåselokkere, og vi var da også næsten klar da det blev ”skydetid”. Da vi havde lagt os godt til rette i prammene, var det som om en behagelig sinds tilstand langsomt indfandt sig imens morgenlyset kom, og oplyste himlen med smukke rød/orange nuancer.
Nu var det alvor, sæsonen var i gang, og nu ventede vi blot på at ænderne skulle begynde at trække rundt i området. Men der skete ikke rigtigt noget, en enkelt gråand trak højt over udkanten af lokkerne, og et par krikænder kunne i et split sekund anes i det svage morgenlys, uden disse dog på nogen måde så ud til at lægge særligt mærke til vore lokkere. Da klokken nærmede sig halv ni, uden der var sket yderligere, valgte vi at vi ville spise lidt morgenmad, men vi blev også enige om at vi ville lade pramme og lokkere ligge, hvis der pludseligt skulle begynde, at trække ænder rundt i området. Efter morgenmaden var indtaget var der stadig ikke tegn på at ænderne havde tænkt sig at begynde at trække og vi tog os derfor en hurtig formiddags lur, for al den friske morgenluft, og den manglende ”action”, havde gjort os godt trætte.
Vi vågnede igen ved elvetiden hvorpå vi efter nogen afsøgning af området med kikkerten, valgte at pakke vores lejr sammen, herefter gik vi i gang med lokkerne og prammene.

Så gik turen ellers tilbage mod bilen, hvor vi trætte kunne sætte os ind, for at køre ned til en gård, hvor vi den næste dag havde fået lov til at tage et morgen træk på en strandeng, stedet ville passe perfekt med den kraftige vestenvind metrologerne havde lovet. Vi fik forvist engen, og plottet en rute, gennem den våde eng, ind på GPS’en, så vi ville kunne finde rundt i området den næste morgen.
Den anden september vågnede vi kvart i fire, fulde af nyt jagtmod og spænding over at skulle prøve kræfter med et for os nyt terræn. Vel fremme ved gården, tog vi de 10 gåselokkere og 20 gråandelokkere over skuldrene og begav os ud i den mørke eng. Det var en halv hård tur på 800 meter, i waders, gennem den knæhøje bevoksning, og man fik varmen og man blev godt vågen. Da vi endelig nåede frem, fik vi hurtigt udlagt vore lokkere og fik sat os godt tilrette.
Det var overskyet og derfor var der ikke meget morgenlys, der slap igennem, før solopgang. Cirka en halv time før solen stod op kom der pludseligt en enlig gråand trækkende op mod vinden inde fra engen, den trak bagom og jeg fik drejet mig og kom til skud, skuddet sendte anden i engen, og årets første and var en realitet. Kort efter kom endnu 3 gråænder trækkende, de trak lavt på ydre siden af vores lokkere og vi undlod at skyde da vi umiddelbaret vurderede dem til at være for langt ude, hvilket vi dog, da lyset brød igennem, kunne se ikke havde været tilfældet. En flok krikænder kom lavt ind over engen og trak bagom os, Laurids fik i en rulle bevægelse afgivet et skud, der straks fik flokken til at splittes i alle retninger, og i den friske vind var de hurtigt langt uden for skudhold.
Så blev det stille i nogen tid, endnu to krikænder kom højt og jeg fik sent to resultat løse skud efter dem inden også de var væk i den stærke vind.Nu var det efterhånden ved at være en time siden solen var stået op og der havde i lang tid ikke været ænder i luften, men pludseligt kom en stor flok gæs, på cirka 40-50 grågæs, til syne langt ude over vandet, de havde kurs ind over engene, og vi kom hurtigt ned og ligge, hvor efter jeg fandt mit grågåsekald frem, og begyndte at kalde lystigt. Gæssene gik med vinden ind over engene inden de på en afstand af 400 meter slog en bue ud, for så at have retning direkte mod os. Nu var det som om at tiden nærmest stod stille… gæssene kom drivende tættere og tættere på, så tabte de pludseligt højde og lage an til landing cirka 100 meter ude i engen. Der blev igen kaldt ivrigt i gåsekaldet, hvilket da også bevirkede at gæssene igen tog et par vingeslag og derved afblæste landingen for en stund. De havde fortsat kurs lige imod os uden det dog det så ud som om at de havde opdaget vores lokkere, der på grund af lavvande, nu blot stod på den mørke strandbund, hvor de ikke synede af meget. Men gæssene fortsatte mod lyden af kaldet, og for hver meter de kom tætter steg pulsen hos os proportionelt.
Nu var de kun godt 50 meter ude og vente tiden var næsten uudholdelig, men så pludseligt slog de landingsstellet ned og landede så ude på 40 meter fra hvor vi lå. Hvad nu..? gæssene stod opmærksomt med løftet hoveder. Sådan gik der et minuts tid, hvor vi ikke anede råd for hvad vort næste træk skulle være. Så skete der noget, gæssene anede uråd og gik på vingerne. De havde retning mod os men steg hurtigt, og inden de var over os var de i en højde af 40 meter, hvilket gjorde en forsvarlig skudafgivelse umulig. Vi kunne nu sætte os op og forsøge at fatte hvor tæt vi havde været på at komme til skud på gæs, hvilket ingen af os tidligere har været. Vi så lidt på hinanden hvorefter vi brød ud i en uforklarlig latter, mens pulsen langsomt fandt tilbage i et mere naturligt leje.Denne oplevelse var det hele værd, og den oversteg lang de forventninger, vi havde haft da vi om morgnen gik ud gennem engen.

Der var nu begyndt at trække en del gråænder rund i området, men de ville ind over engene. En enlig spidsand kom ind over uden dog på noget tidspunkt at være i farezonen.
Endnu en flok Gråænder trak ude over vandet, og kort efter dem, kom en lille flok pibeænder, de drejede af og tog turen ind over engene, og på turen ud der fra valgte de en farlig rute ud over os. De kom dog højt, men det lykkedes Laurids i flot stil at levere en af dem. nu var også han i gang med ænderne, hvilket forståeligt nok så ud til at fryde ham nok så meget. Efter nogen venten måtte vi erkende, at ænderne ikke ville trække forbi os mere denne morgen, der nu efterhånden var blevet formiddag, da vandet var faldet for meget til at de ville ind i området. Så vi pakkede vore grej sammen og begav os igen ind gennem engen.
Så gik turen tilbage til sommerhuset, hvor den stod på oprydning og afslapning inden vi drog hjem efter en spændende weekend.

Tak for en, som altid, god tur Laurids