0-turen - 28. oktober 2007

Af: Claus Lind Christensen

I dag er Annitta's fødselsdag, hurra, hurra, hurra.......... sådan lød det om lørdagen hvor svigerinden havde fødselsdag, hvilket også var grunden til at jeg befandt mig på Sjælland en dag i oktober. At vi fik sunget følelsesdagssang var også blevet indbegrebet af, at jeg om søndagen skulle en tur på fjorden med Per, her har vi nemlig fået opbygget en rigtig god tradition, med at jeg tropper op nede hos Per, som står klar med pramme og motorbåd til at trække prammene ud på fjordens lave vand.

Som de sidste år faldt turen også på den dag, hvor vi skiftede fra sommertid til vintertid. Aftalen mellem os var som de foregående år, ingen piller ved uret vi køre efter gammel tid. Der skulle jo helst ikke sked det at vi mødte på havnen en time forskudt af hinanden.
Alle tidsmæssige forhindringer blev undgået og efter at have sagt godmorgen kunne vi kort efter sætte kursen ud af havnen i Per's båd som har indenbordsmoter. Det er nu en dejlig lyd sådan en motor har. Dunk, dunk, dunk, dunk, dunk...
Dunklyden forsvandt da vi nåede frem til øen, hvor Per kastede anker, her kunne vi kravle i prammen og lade os drive med vinden ned til det område vi skulle ligge i. Vandstanden var meget lav, så vi måtte i en bue uden om et par små rev, hvor vi i mørket sendte nogle morgentræge gråænder på vingerne.
Fremme ved positionen Per havde udset sig til os denne morgen blev lokkerne smidt i vandet og prammene blev manøvreret på plads ved et par store sten.

Lyset havde taget til og vi begyndte at se enkelte ænder trække rund. Ikke mange men de var der og de ænder vi så trak den forkerte vej, hvilke ville sige væk fra os og i takt med at lyset for alvor kom, kunne vi også se hvor de blev af.

Tilsyneladende var de mætte, for de smed sig et godt stykke ude på det åbne vand, hvor der også var så dybt, at de ikke havde nogen chance for at nå bunden. Efterhånden var der samlet en ganske stor flok og den virkede som en kæmpe magnet på alle ænder i området, hvilket da også bevirkede at der ikke var nogen ænder der kom ind til vores lokkere. Selv ænder som havde kurs direkte kurs mod vores lokkere, slog af og drejede ud mod den store flok længere ude.

Da vi efterhånden syntes at der havde samlet sig fugle nok, besluttede jeg mig for at prøve at skyde et skud i luften for at se om flokken ikke kunne spredes lidt.
Som sagt så gjort, et skud blev sendt ud over fjorden. Nogle af ænderne lettede da også, men kun for at sætte sig igen 200 meter længere ude. Skud på afstand bide tilsyneladende ikke voldsomt på pibeænder.

Ænderne fortsatte med at flyve forbi, men en enkelt folk landede dog ca. 150 meter ude foran os, hvilket gav muligheden for at forsøge at kravle til dem. Guderne skal dog vide at jeg ikke har meget træning med stikkerne i en kravlepram, og resultatet blev også derefter. Prammen slingrede derudaf, da jeg ikke kunne holde kursen i den frisk vind. Resultatet var derfor uundgåelig, ænderne lettede på lang afstand ved synet af den slingende pram.

Nu var det som om at trækket vendte og en del af ænderne begyndte, at trække tilbage igen hvorfra de kom, men ikke hele vejen, for nu begyndte de at smide sig på et lavvandet område længere mod vest. Da det var på vejen tilbage til motorbåden, blev vi enige om at pakke lokkerne og flytte op hvor ænderne nu ville ligge. Hele operationen varede kun 15 minutter så var vi på plads igen, klar til at tage imod de trækkende ænder.
Lige lidt hjalp det og en chance til ænder på vandet, som jeg endnu en gang forsøgte at kravle til gav det samme resultat - en slingrende pram og ænder der lettede alt for tidligt.

Resultatet af denne morgen, der for "kun" det gode selskab og den friske luft, ja en spøgefugl kunne jo også sige at det er saucen der smager, men om alle omstændigheder var det ikke denne morgen vi fik fugle med hjem. Tilbage ved motorbåden begav vi os mod havnen med prammene på slæb, hvor vi kunne nyde synet af fjorden fugle, for der var nok af dem, de ville bare ikke være der hvor vi var.

Da vi havde nået havnen, blev vi mødt af en af Per's jagtkammerater og bedst som vi stod og snakkede lidt inden vi skulle videre, så vi pludselig der blev liv på fjorden over for havnen. Blishønsene piskede mod øst, en flok ænder stak af mod vest, en stor flok fiskehejre steg højt til vejrs, mågerne kredsede rundt og en flok viber begyndte en luftakrobatik så man skulle tor det var en hel sværm jagerfly fra anden verdenskrig.Vi kikkede på hinanden og en kikkert blev fundet frem for et eller andet var galt derovre. Jeg når lige at sige, "gad vide om det er havørnen der er på spil". Lige som jeg har sagt det, dukkede den op, havørnen, stor som en dør. Hvis ikke der var panik i fuglene før, så var der nu.
De eneste der frygtesløs kastede sig ind i kampen var viberne. Havørnen ænsede dem dog ikke, men måske var det lige den korte tids forvirring som viberne skabte der gjorde udfaldet. Havørnen havde, lige som os, ikke held med sin jagt, men et var sikkert, den ville gøre som os, den ville vende tilbage en anden dag.