En troldand

Af: Claus Lind Christensen

De steder jeg normalt kommer der er der ikke mange troldænder og derfor havde jeg besluttet mig for at opsøge et område hvor der normalt kan være en del troldænder. Jeg havde ikke været i området før, men det gjorde ikke turen dårligere.

Dette var grunden til at jeg i mørket sled mig af sted ud mod det sted hvor jeg havde hørt der skulle være en chance for at træffe troldænderne. Turen gik langs land, hvor jeg til tider stødte en flok blishøns eller gråænder, der havde søgt nattesæde på fjorden.
Der var pænt langt ud til stedet, faktisk næsten 2 km. og jeg banede lidt over at jeg havde valgt at tage Skallen frem for Gudenå prammen den dag. Gudenå prammen løber nemlig lidt lettere igennem vandet, men der var kun et at gøre og det var at tage fat. Tanken om at jeg rent faktisk havde medvind ud til stedet, var sådan set behagelig nok, bare tankerne ikke fik lov til at række for langt, da logikken hurtigt fortalte at mig at der skulle arbejdes hårdere på vejen hjem.

Efter nogen tid nåede jeg frem hvor lokkerne blev hevet ud på vandet og et sløringsnet blev fundet frem og lagt hen over agterenden af prammen der var skubbet ind i rørerne.

I mørket kunne jeg høre gråænderne vågne inde på engen, og da det efterhånden var skydetid var jeg klar det, kunne jo være at en af gråænderne tog en morgentur ud på fjorden.
Med et hørte jeg, at gråænderne ikke var alene, der sad gæs på engen og de gik på vingerne med kurs mod mig. Gæs har sådan en herlig virkning på mig, alle muskler spændes og der er ingen tvivl om at der liv i kroppen. De kom trækkende lige mod mig, men inden de nåede fjorden steg de, hvor de passerede mig 40 meter oppe – æv.

Mens gæssene forsvandt i mørket, hørte jeg de første hvinænder som trak ude på fjorden. Jeg kunne ikke se dem men der var igen tvivl om, at de ikke var interesseret i det område jeg lå i og de havde et andet mål denne morgen. Nu kunne jeg bare håbe på, at det ikke var generelt, at de ville et andet sted hen.

Troldænderne jeg var kommet efter havde jeg forventet, at se begynde at trække i det gryende mørke, men det blev ikke tilfældet, så jeg begyndte at tvivle lidt på projektet, da troldænder har for vane at begynde deres træk temmelig tidligt.

Hvinænderne var der en del af i mørket og jeg begyndte også at kunne spotte dem når de trak forbi i små flokke lidt ude over fjorden og der var ingen tvivl om at hvinænderne på ingen måde ville i nærheden af lokkerne.
Jeg fik derimod besøg af andre fugle, nemlig de små lappedykkere. De kom padlende langs rørene for at dykke i vild panik når de kom ind på en afstand af en meter af pramme, for så at komme op lidt fra prammen igen, hvor de kikkede sig lidt skræmte over skulderen, efter det farlige der denne morgen lå mellem rørene denne morgen.

Troldænderne var dog ikke fraværende, de kom blot lidt senere, nemlig ved solopgang, der begyndte de hurtige flyvere at vise sig på fjorden. Nu var jeg klar. Men ligegyldig hvor klar jeg var, så kom troldænderne ikke i nærheden af mig, de trak af samme rute som hvinænderne og forsvandt længere op ad kysten.

Jeg begyndte efterhånden, at indse at det ikke skulle blive på denne tur at jeg fik en bunke troldænder på tasken.
Bedst som jeg lå der og var ved at acceptere min skæbne, så jeg at en lille flok troldænder havde smidt sig kun 200 meter fra mine lokkere, men da der var en lille ”knæk” på fjorden der hvor jeg lå, så kunne de ikke for godt se mine lokkere for sivene. Derfor besluttede jeg at hive lokkerne indenbords og rykke lidt længere om langs sivene, så ænderne der kom fra vest lidt bedre kunne se lokkerne.

Den lille flok troldænder tog naturligvis flugten, men efter få minutter var eg klar i tilfælde af at der skulle komme flere.
Rent faktisk kom der ret hurtigt flere. En lille flok, hvor et par stykker af dem slog ud af flokken og tog kurs mod lokkerne, men uden for skudhold, slog de af og trak efter de andre de var kom sammen med.

Ikke længe efter kom en enlig andrik et godt stykke ude, hvor den passerede lokkerne uden at ænse dem, men efter at havde fløjet ca. 200 meter forbi lokkerne, ombestemte den sig og fløj lige ind til lokkerne, hvor den ikke opdagede hvad der ramte den. Dagens eneste chance, dagens eneste and på tasken inden jeg kunne pakke lokkerne og ro de 2 km tilbage til bilen.