Ude på åben vand – 6. januar 2008

Af: Claus Lind Christensen

I gamle dages Amerika drog de mod vest, for mit vedkommende drog jeg den første weekend efter nytår mod syd, hvor målet var at nedlægge et par edderfugle og evt. en havlit eller to.

Jeg kom som sædvanlig ikke i seng til ordentlig tid, så det var mere end en gang jeg i viste mørket tænder, når et gab trængte sig på. Rundstykkerne og kaffen på sædet ved siden af kunne dog fremtvinge en vis friskhed, men rigtig frisk var jeg dog ikke, da jeg efter en times kørsel bumlede ned ad grusvejen, som førte ned til den lille parkeringsplads ved vandet.

Jeg var denne morgen ikke alene, da Thomas gjorde mig følgeskab. Vi havde aftalt at mødes undervejs, hvor vi sammen fulgtes ad den sidste del af vejen, så det var først da vi nåede frem at vi fik os en god snak om den forgangne jagtsæson.
Vi havde ikke været ret meget på jagt sammen den forgangne sæson, ja faktisk havde vi ikke mødtes siden september, så der var lige et par ting der skulle vendes, inden prammene røg i vandet, men der var også god tid.

Vi skulle ud på det åbne vand hvor jeg en gang tidligere havde været, så positionen var kendt og denne gang behøvede jeg ikke at ro. Thomas havde heldigvis taget sin lille 2 hk med og sat den på sin Skalle. Det er nu rart bare at blive trukket ud i mørket, hvor man bare kunne side på sin flade, og vente på at Thomas skulle finde positionen.

Efter som vi var sidst på sæsonen, var rutinen med lokkerne i top, og efter ganske kort tid lå de og vuggede i en stor flok. Vi lå side om side med omkring 30 meter i mellem os, så lokkerne synede meget med 60 edderfugle plus lidt mindre dykænder.

Vinden var let fra syd vest og det virkede som om det ville være perfekt, for dagens jagt. Bølgerne var ikke for store, og retningen troede vi på ville bringe et par fugle forbi os, og vi fik ret i vores formodninger, for det blev en af de dage hvor vi ikke klarede rengøringen af fuglene på 5 minutter.

De første fugle viste sig i det første lys, hvor Thomas fik sendt den første kok på vandet og herefter gik det stærkt. Flok efter flok, kom trækkende fra nord, mod deres artsfæller i plast. Det var langt fra alle der kom på skudhold, men det gjorde slet ingen ting, for havde det været tilfælde, havde patronkassen været tom i løbet af en god time.

Lidt på skift fik vi edderfugle i prammen, men der var en tendens til at de fleste fugle ville trække over i min side, men jeg tror nu ikke Thomas led nogen nød, for på et tidspunkt skubbede han noget rundt med fuglene for at få plads til dem i prammen.

I området er der ikke kun edderfugle, der plejede nemlig også at være en del havlitter. Fra morgnen af så vi dem ikke, men vi hørte dem og deres karakariske ”aaauuu-lit, aaauuu-lit”, som ikke er til at tage fejl af.

Det blev dog ikke havlitterne der i første omgang skulle krydre dagen med andre arter. Det blev sortænderne. De første par chancer blev dog misbrugt, men jeg fik dog held til et godt skud, hvor en ung sortand måtte i vandet.

Efter sortanden fortsatte edderfuglene deres træk, men nu så vi også de første havlitter i området, hvor andrikkerne i en hed rus af elskovshormoner, jagede rundt efter enlige hunner.
Dette blev Thomas’ chance, for da en flok havlitter jog forbi lokkerne, nedlagde han sin første havlit, en fin andrik. Glæden var til at spore, ja Thomas var faktisk næste euforisk over den lille smukke and.Jeg selv fik en havlit senere der suste ind over lokkerne, og selv om det ikke var min første havlit, så kan jeg nu stadig betages af den.

Op ad formiddagen dødede trækket lidt ud, så der nu ikke var fugle i luften konstant, men der var bestemt nok at se til, for edderfuglene ville stadig fra nord mod syd.

Bedste som vi ligger og betragter en stor flok edderfugle langt ude i horisonten, kommer en stor flok mindre dykænder lige ret mod lokkerne. I starten kunne jeg ikke helt artsbestemme dem, da de kom spids på, men da de kom ind til lokkerne hvor de steg op over dem med et højt brus, var jeg ikke i tvivl, det var bjergænder. I guder hvor kom de stærkt, og jeg kom da heller ikke med dem.Kort efter kom endnu en flok bjergænder, men denne gang var jeg klar, hvor en fin andrik faldt ud af flokken, se nu var vi oppe på fire arter, det var jo i grunden ikke så ringe.

Hovedparten af edderfuglene var kommet i min side og jeg havde efterhånden fået min portion. Jeg foreslog derfor Thomas, at vi flyttede rotoranden, der stod lige ud for mig og lokkede med sine bedrageriske vinger. Dels for at afprøve om den reelt havde nogen virkning, men selvfølgelig også for at se om den ikke kunne lokke lidt flere edderfugle over til Thomas, så der kom en lidt mere ligelig fordeling af fuglene.

Som tænkt så gjort, ankeret blev hevet op og bøjen med rotoranden blev trukket over foran Thomas.

Effekten udeblev heller ikke, for godt nok virkede den ikke som en magnet på edderfuglene, men der var ingen tvivl om at det træk af ænder der før valgte at slå vejen rundt langs kanten af lokkerne, hvor de kom over til mig, der flyttede dette træk nu over i Thomas’ side, hvor der også blev nedlagt et par fine kokke på den regning.

Hen mod middag døde trækket mere ud, og vi var efterhånden også mætte af indtryk, samt der jo også var et par fugle der skulle gøres rene.

En dag i godt selskab, med i alt 37 fugle på paraden fordelt på 4 arter, kan vel kun betegnes som en god dag!