Fup eller fakta ?
Af: Preben Brunsgaard
I 2000 blev jeg ansat på Bjerre Gymnastik & Idrætsefterskole. Jeg havde på det tidspunkt ikke jagttegn, men havde ofte snakket om at tage det. Egentlig ville jeg ikke gå på jagt, men den viden som man tilegner sig om naturen fandt jeg spændende. Det gør jeg forresten stadig.
John var og er en af mine kollegaer på skolen, og han havde og har stadig jagttegnsundervisning på skolen. Jeg blev tilbudt at følge med i undervisningen gratis, og kunne så selv vælge om jeg ville gå til prøven efterfølgende. Det var jo et fantastisk tilbud. Nu er John lidt af en lun fætter, så ret hurtigt fik han med sin undervisning og de tips og tricks vi fik på skydebanen, mig overbevist om at jeg skulle tage prøven og få tegnet i hus. Som sagt så gjort.
Jeg havde ikke noget at skyde med, så jeg indløste ikke jagtegnet de første par år. Først i 2004 faldt der en Baikal i mit skød. Min morbror var på grund af helbredet nødt til at opgive jagten, og jeg kunne på ubestemt tid låne hans bøsse. Det fortalte jeg John, som straks foreslog, at jeg fik indløst jagttegnet.
Bøssen kunne stå i hans våbenskab. Han var helt vild!
John tog mig med på skydebanen og så startede min mesterlære periode ellers. John havde tydeligvis bestemt sig for at vise mig hvad jagten handler om. Efter nogle træningsrunder inviterede han mig med på jagt. Jeg var fyr og flamme.
Turen gik til Nordjylland, nærmere bestemt Vejlerne, hvor John har en jagtgård sammen med et par jagtkammerater. Hele vejen fra Horsens til Vejlerne fortalte John mig om jagten. Hvordan jeg skulle lægge lokkere ud, hvor skjult jeg skulle være, osv. osv. Det hele blandet med historier fra det virkelige liv, som illustrerede den pointe han ville frem til (og dem var der en del af). Det var umådeligt spændende, og jeg fik næsten sommerfugle i maven.
Vel ankommet i Nordjylland blev jeg præsenteret for Carsten, som er en del af jagtslænget i Nordjylland. Han havde i et par dage holdt øje med reviret, og kunne fortælle lidt om fuglenes bevægelser og opholdssteder. Vi aftalte at følges alle tre den næste dag. Tidligt om morgenen drog vi ud for at stille lokkere op. Her fik jeg en grundig indføring i opstillingen af gåselokkere og vindens betydning for jagten. Vi stillede os derefter (i waders) ud i sivene. John og Carsten på hver sin side af mig. De skiftedes til at forklare mig om gæssene og de tegn jeg skulle lægge mærke til. Vi kunne høre dem, men ikke se dem. Langt ude i horisonten så John tre gæs, som han pegede ud for mig. Jeg kunne ikke se en dyt. Lidt senere så Carsten gæs, men igen kunne jeg ikke se dem. Jeg begyndte at tvivle på at de overhovedet var der, og i takt med at kulden trak op gennem mine fødder, blev oplevelsen mindre og mindre spændende.
Pludselig blev jeg flået ned i sivene med en krads ordre om at være helt stille. John havde set gæs og de var på vej ind over lokkerne. Jeg så dem ikke med det samme, men lyden af gæssenes vingeslag og evige snakken, fik mig til at glemme alt om de kolde fødder. Forsigtigt skævede jeg op og så en lille flok gæs der cirklede over os. De slog dog af og forsvandt. John og Carsten mente de havde set os, og jeg følte et lille stik af dårlig samvittighed. Det var sikkert ham den nysgerrige (mig) de havde set.
Der gik lidt og så meldte Carsten om gæs. Der kom to perfekt ind over os. Carsten lå bedst for første skud, men grønskollingen skulle altså have chancen først. Jeg pegede på den til venstre og skød. Braget var noget højt syntes jeg. Men gåsen faldt! Jeg tog geværet ned og kiggede glad på John. Han tog også sit gevær ned og kiggede forundret på mig; "skød du?" spurgte han. Han var helt forvirret. Han havde skudt præcist samtidigt med mig, mod gåsen til højre, og var noget forundret over at den til venstre faldt. Det summede i hele kroppen (ligesom ved bukkefeber), jeg havde skudt en gås!!! Johns hund Bess aporterede gåsen, som jeg stolt holdte op for John og Carsten. De bedyrede begge deres tilfredshed med mit skud og ønskede mig tillykke med mit første bytte, med et lille kip med hatten. Jeg kunne gå på vandet! Lidt senere fik både Carsten og John en gås hver, og vi konkluderede at det havde været en fin første jagt dag.
Når jeg nu tænker tilbage på oplevelsen, kan jeg ikke lade være med at tænke på om jeg virkelig fik skudt den gås. Jeg har mange gange siden været på jagt med John, og han rammer ikke sådan lige ved siden af. Jeg har både John og Carsten mistænkt for at manipulere mig frem til en fantastisk oplevelse, så jeg skulle blive bidt af jagt. Det lykkedes!!
