De sidste hvinænder. 30. januar 2007

Af: Claus Lind Christensen

Nu lakkede det mod enden, hvinandesæsonen var ved at være slut, men jeg skulle dog på fjorden en sidste gang inden sæsonen lukkede, hvilket jeg kom den sidste weekend.
Nu det var den sidste hvinandejagt, så ville jeg gøre en del for at komme et sted hen hvor der også var fugle. Antennerne var ude og det endte da også med, at jeg fik et godt råd om hvor det formentlig kunne være godt. Det var nemlig ikke helt ligegyldig, hvor jeg kom hen da vejrguderne sendte en kraftig vind ind over landet, som de i øvrigt havde gjort i hovedparten af sæsonen.

Prammen blev spændt efter bilen og af sted mod stranden det gik. Et dejligt sted hvor man på det nærmeste kan bakke traileren helt ud til vandkanten, samtidig med at bilen stadig står på asfalten. Dette gjorde selvfølgelig arbejdet med grejet denne morgen til en leg, hvor jeg stort set bare skulle hive prammen af trailerne og tage låget af, så var jeg klar.

Vinden var frisk fra nordvest og den var faktisk lidt mere omme i vest end jeg havde regnet med, så godt nok var det en leg at ro hen til det sted jeg havde udset mig, men det fik mig til at tvivle på om jeg nu også kunne få hvinænderne til lokkerne, da de nu ville komme halvvejs med vinden og derfor skulle vende om for at komme ind til lokkerne, ikke noget hvinænder normalt bryder sig om.
Fremme ved stedet besluttede jeg da også kun at lægge lidt over det halve af lokkerne ud, da jeg så var klar til at flytte hvis det viste sig at ænderne ikke tak hvor jeg lå.

Mine fornemmelser viste sig også at holde stik, de første hvinænder der kom gik i en stor bue uden om mig og længere ind i vigen. Beslutningen var ikke svær, op med lokkerne og af sted.
Hele flytningen varede kun 15 minutter og nu var alle lokkere på vandet og jeg var klar.

Ænderne var ikke klar, dels gad de ikke flyve og dem der kom ind i vigen fløj forbi mig. Æv, det var ikke lige sådan jeg havde forventet at jeg skulle slutte min hvinandesæson, men det er j vilde fugle og det sker jo også at de vinder.
Bortset fra at fuglene ikke ville slå på lokkerne, så var vejret fantastisk, og selv om det var den sidste weekend i januar, så føltes det som en varm dag i oktober. I denne vinter var verden gået af lave, ja gad egentlig vide hvordan det ville komme til at påvirke vores jagt i fremtiden. Bedst som jeg lå der og funderede over fremtiden, kom en enlig andrik susende ind over lokkerne. Den slog ikke rigtigt, så der var fart på, men det blev et af de gode skud, for haglene sendte fuglen i en blød bue gennem luften, hvor den faldt livløs i fjorden.
Efter en lille rotur kunne jeg samle anden op og betragte den. Sådan en gamle andrik der er helt udfarvet er nu smuk.

Tilbage på tovet kunne jeg igen betragte de små flokke af hvinænder og skalleslugere der fra tid til anden trak forbi mig længere ude og det ville være løgn hvis jeg ikke ønskede at jeg havde sat ud et andet sted, og havde placeret mig længere inde i vigen. Bedst som jeg ligger der i mine egne tanker, tager en af de små flokke kurs direkte mod mig, hvor en ung hun skiller sig ud og bliver meget konkret i forhold til mine lokkere. Anden kommer dog ikke ind på stive vinger, men trækker som den første hen over i fuld fart, men de kom fint ind på skudhold. Da jeg trykker første gang på aftrækkeren, siger det klik, sa.... osse frem på anden igen hvor andet skud går fint, men den træffer ikke fuglen godt. Hvinanden fortsætter, men taber tydeligvis højde og 3-400 meter ude tager den vandet. Der var kun et at gøre og det var at fatte årerne.

Da jeg nærmede mig anden kunne jeg tydelig se, at der var særdeles meget liv i anden. Da jeg var inde på 100 meter dykkede den første gang. Når en and dykker har jeg for vane, at tælle sekunderne til den komme op igen, dette giver mig en god fornemmelse af hvornår jeg skal slippe årerne når jeg er ved at være på skudhold af anden, således jeg kan være klar.Anden kom op efter 6 sekunder og stadig lang uden for skudhold, anden og tredje gang lige så, men fjerde gang vurderede jeg den til at være på skudhold når den kom og her slap jeg årene 5 sekunder efter den var dykket og lagde geværet til kinden, på det 6 sekund kom den op. Skuddet faldt et brøkdel af et sekund efter, hvor anden forendte i en sværm af hagl.

På vejen tilbage lokkerne smed der selvfølgelig en hvinand mellem lokkerne, nå nu så det ud til at der var håb for at der kom lidt gang i ænderne. Anden lettede selvfølgelig lang tid forinden jeg nåede lokkerne, men pyt der kom nok flere. Men nej, dette var den sidste and der nærmede sig mine lokkere, så da den sidste af de medbragte klemmer var gledet ned, valgte jeg at pakke for at ro tilbage til bilen.
Da vinden var lidt frisk, valgte jeg at ro ind til land og med kysten tilbage. Her passerede jeg et større engområde, hvor der ingen sandstrand var og her kom endnu et bevis for at verdenen var gået af lave. Det med et væltede op med dobbeltbekkasiner. Disse burde være trukket syd på for længst, ja måske kunne der side en enkelt eller to, men her lettede jeg vel 50-60 stykker der sad langs fjorden på et stykke på 300 meter og gad vide hvor mange der sad inde på engen, men sådan er det nok bare i sådan en varm vinter.

Sæsonen efter hvinænder sluttede, da jeg nåede bilen. Her kunne jeg beundre sæsonens sidste hvinænder med en fornemmelse i kroppen, at jeg helt sikkert ville længes til den næste sæson når jeg kom lidt længere hen på året.