En lavvandet fjord 30. oktober 2005

Af: Claus Lind Christensen


Som sædvanlig havde konens søster inviteret til fødselsdag sidst i oktober. Altid hyggeligt, plus at det ofte også giver mulighed for at jagt under andre himmelstrøg, nærmere specificeret på Sjælland. Hos Per havde jeg nemlig en åben invitation til at komme med ham på fjorden, så da jeg ringede og fortalte ham at jeg ville komme over i området den konkrete weekend, så havde han straks en plan klar.

Per er kravlejæger og planen var da også at jeg, som normalt ikke driver kravlejagt, skulle sendes ud og motionere lidt efter ænderne. Vejrudsigten ville det dog anderledes, da den dels gjorde at vandstanden på fjorden var lav, men også lidt for kraftig til at jeg kunne styre kravleprammen, som i vinden ville snurre rundt om sig selv flere gange hver gang jeg forsøgte at kravle lige ud. Planen blev derfor justeret lidt, således at vi skulle på trækjagt og evt. prøve at kravle, hvis det blev mulighed for det. Kl. 05.30 gammel tid skulle vi mødes på havnen, det var nemlig den morgen at vi skulle skifte om til vintertid, så for at der ikke skulle opstå misforståelser, så holdt Per hårdt fast på, at vi ikke skulle rører ved urene inden vi kom i land igen, han havde vist nok prøvet et eller andet med at der havde været nogle misforståelser for nogle år siden i denne forbindelse...

Som sagt så gjort, så da jeg mødte op på havnen var Per lige ved at være klar, så ved fælles hjælp, kom det sidste grej i vandet og vi begav os ud i mørket i motorbåden, med prammene på slæb.
Vinden var fris fra sydøst, hvilket Per ikke var helt tilfreds med, ikke pga. at vinden var for kraftig, men nærmere fordi den kom fra sydøst, hvilket gjorde at vandstanden var særdeles lav og vi derfor ikke kunne ligge der hvor han ønskede, men vi fandt dog frem til et sted hvor Per mente der ville komme en and eller to, og da Per er kommet på fjorden i snart en menneskealder så havde jeg stor tiltro til at der nok også skulle komme nogen forbi.
Lokkerne blev lagt ud, men ikke som jeg normalt ville lægge dem. De blev nemlig lagt oppe i vinden hvor vi så lå med ansigtet mod vinden, årsagen var den lave vandstand og den retning som Per forventede fuglene kom fra.
Knapt var vi kommet i prammene, før end vi hørte brunnakkernes karakteristisk fløjten og vi så de første flokke trække forbi uden for skudhold, og det var ikke småflokke, det var flokke på 40-50 fugle i hver flok. En af disse flokke kom da også ind over prammene, hvor jeg fik hold til en af ænderne, men sådan en høj and, der blot trækker forbi er på ingen måde min hofret og resultatet blev da også derefter. Dette pragtstykke af en forbier kunne jeg endda gøre to gange, ja Per kunne også, men kun en gang.


Edderfugle over lokkerne

Foto: Claus Lind Christensen


Ænderne blev ved med at trække højt hen over prammene og i takt med at lyset tog til kunne vi se at de stort set alle sammen havde kurs mod det samme sted hvor de gik ned på vandet, hvorfor Per dog også begyndte at snakke om at vi nok burde flytte. Midt i overvejelserne kom der dog en flok på fire pibeænder ind i min side, på rigtig godt skud hold. Her kunne jeg også skyde forbi, men dog ikke med begge skud, så dagens første brunnakke var en realitet - en fin udfarvet andrik, med "karamel" i panden.

Ænderne fortsatte med at trække ned mod det samme sted, så beslutningen var ikke så svær. Vi pakkede hurtigt lokkerne sammen, for at stikke derned. Da vi nærmede os området, kunne vi se at mange af de ænder, vi havde set trække forbi os, på vandet hvor Per mente vi burde placeres os. Der lå nok omkring 400 pibeænder, hvorfor jeg spurgte Per om vi ikke skulle montere skærmene og forsøge at kravle til nogle af dem. Her mente Per at de var alt for vilde plus at der var for mange fugle, så det ville vi ikke få noget ude af, men at vi i stedet skulle skynde os at komme på plads. Ok, det var jeg tilbøjelig til at give ham ret i, hvorfor vi blot stagede direkte mod ænderne, som da også lettede da vi nærmede os.

Jeg fik dog øje på en and som blev liggende og på trods af at jeg stikkede i mod den. Den var nok anskudt, for ellers ville den have fulgt med de øvrige, hvorfor jeg krummede mig lidt sammen og forsøgte at lade være med at fægte for meget med stikkerne. Støt og roligt kom jeg nærmere mod anden som jeg nu begyndte at finde ud af at ikke var en brunnakke, men da den ikke var så stor, så var jeg faktisk tvivl om det var en gråand eller hvad det var. Da jeg var på skudhold og jeg stadig regnede med at det var en anskudt and tog jeg geværet op for at skyde den på vandet.

Langsomt kom geværet i anslag mens jeg stadigvæk drev ned mod anden og da skudholdet var rigtigt godt, slap jeg skuddet. Vandet piskede op omkring anden, som fint og elegant lettede, fra vandet hvortil den dog returnerede i livløs tilstand efter mit andet skud. En fin men ikke så stor gråand var nu i prammen.

Herefter blev lokkerne hurtigt lagt ud, så vi igen kunne forsøge os med lidt trækjagt. Her skulle vi ikke vente længe inden de første ænder nærmede sig, men det der med at vi lå på den forkerte side af lokkerne, hvad vi nemlig også var nød til her da vi nu lå ved land, det var de ikke vilde med, så de første hold fugle slog af.En enkelt and kom dog ret på i Per´s side, hvor den gled fint ind over lokkerne, hvor den steg højt op da den blev klar over at der var fare på færde, men der skete ingenting. Hvorfor skød Per ikke? Nå nu er den da snart for langt ude hvorfor jeg rejste mig, men lige før jeg skulle til at trykke kom skuddet dog fra Per. Han skulle lige have godt hold på den som han sagde. Det var der også for anden pakkede perfekt sammen.


Udsigt over lokkerne

Foto: Claus Lind Christensen


Nu begyndte de ænder vi havde lettet at komme tilbage, men de var ikke meget for at komme ind til lokkerne, hvorfor de begyndte at drysse ned i området ude foran os. Men specielt en flok lå lidt dumt for alle fuglene som kom fra vest, ville enten trække forbi denne flok eller smide sig ved den, så da der efterhånden havde samlet sig 50 fugle 300 meter sydvest fors blev Per enig om at nu var det nok. Stikkerne blev derfor fundet frem og han stak af sted, men ryggen godt krummet bag skære men. Jeg tror nok hans forventninger til at komme ind til ænderne var små, men så ville de da fortrække fra området i stedet for at tiltrække sig "vores" ænder. Ganske som forventet så lettede ænderne for tidligt, så Per kunne hurtigt vende om og stikke tilbage mod lokkerne. Da han nåede kanten af lokkerne kom der to brunnakker glidende ind over lokkerne, hvor vi hver især skød et skud, med det resultat at to ænder blev tilbage på vandet mens fjerne drev af sted i vinden, som nu var aftaget lidt.
Sådan fortsatte det en stykke tid, med at ænderne ville smide sig uden for lokkerne hvor Per også en enkelt gang var ude for at prøve lykken, hvor det også var lige ved at lykkes for ham.
Men selv om langt de fleste ænder ikke havde lyst til at se på vores solbeskinnede lokkere, så fik vi dog enkelte chancer mere som også gav lidt flere fugle på tasken, dog fik ingen af os held med den enlige krikand som kom susende ind over lokkerne, nu havde vi jo lige vænnet os til det tempo brunnakkerne kom i.

Da klokken nærmede sig middag og madpakken var spist, satte Per kursen mod motorbåden, hvor jeg så lige kunne udnytte den sidste tid med at vente på en enkelt and mere. Det blev dog ikke til flere chancer, så jeg kunne blot nyde synet af den "bukket" af krikænder som Per forsøgte sig med længere mod vest, for det lignede virkelige en "bukket" af ænder i det de steg til vejrs med voldsom fart.

Da Per så nærmede sig i motorbåden kunne jeg pakke lokkerne, for at hægte mig på hvor vi derefter i et fantastisk vejr kunne sejle hjem til havnen igen, med et godt bundt ænder og udsigt til adskillige flere.


Paraden på bådbroen

Foto: Claus Lind Christensen