Den mørke nat 17. oktober 2004

Af: Claus Lind Christensen

Vejrudsigten lovede regn og rusk, så efter at have indgået de rigtige aftaler med familien, blev en tur til en mindre ø planlagt. Her havde jeg en fornemmelse af at der var lidt gæs og svømmeænder, hvor specielt pibeænderne havde min opmærksomhed.

Som nævnt var der lovet hård vind i løbet af morgenen og da der var en længere sejltur, så besluttede jeg mig for at køre hjemme fra da konen gik i seng for så at medbringe soveposen og overnatte i Mopaen, da jeg så kunne sejle ud mens vandet stadig var relativ "bølgefri" for et er at sejle i bølger noget andet er at sejle i bølger i mørke men at sejle i bølger i mørket med en pram på slæb, det undgår jeg helst hvis jeg kan og specielt hvis jeg er alene.

Som sagt så gjort og lige over midnat var båd og pram da også i vandet og jeg var på vej ud i mørket i en let brise, ja faktisk var det en lun oktobernat af de bedre.

Men at natten var mørk det var der ikke nogen tvivl og da der lå et tungt skydække, som "slukkede" stjerne og måneskind eftertragtelig, men med pandelampen tændt så jeg kunne se evt. bøjer gik det støt ud over vandet med GPS'erne tændt så det var derfor ingen sag at finde vej. Da eg var kommet ca. halvvejen og sad i mine egne tanker, blev jeg øjensynlig spottet af nogle natfiskere, for med et blev Mopaen lyst op af en projektør 200 meter væk - det kan nu godt få hjertet til at slå et ekstra lille slag, men jeg vinkede bare til dem og fortsatte mod min destination som stod klart og tydeligt på GPS'eren.

Men nu er en GPS jo kun et stykke elektronik, som kan sætte ud! Lige med et så mistede den forbindelsen til alle de satellitter den ellers havde koblet sig på, sa.... nå jeg viste hvor jeg var og så var der ikke andet at gøre end at finde kompasset frem og sejle som før man fik GPS og det var heller ikke nogen skade til at få prøvet de færdigheder af igen, for man ved jo aldrig hvornår der bliver brug for dem. Fremad det gik og på bedste Microsoft maner blev GPS'en genstartet og efter nogle minutter var der dog igen forbindelse til de høje himmellegmer, som kunne guide mig på vej.

Øen blev fundet og jeg havde plan om at lægge mi i den ene ende så da jeg ramte den midt på satte jeg farten helt ned og sejlede langsom langs kysten i den stille nat. Her kom nattens chok nummer to - hundrede meter før slutdestinationen gik en kæmpe flok gæs på vingerne, for den da hvor kan sådan nogle larme i en stille nat. Nå men så var der da gæs i området, så kunne jeg godt gå til ro og lige få nogle timers søvn inden det blev jagttid. Men hvem kan sove når der er gæs i luften, for de kom nemlig tilbage, hvor jeg kunne høre dem kræse rundt over øen og lande på vandet rundt om mig...

Søvn fik jeg trods alt, for med et rev et ringene ur mig ud af min søde søvn, men klar var jeg så selv om det var lidt koldt og nu også blæsende, så var det ikke noget problem at komme ud af posen for at komme i tøjet og få lidt morgenmad.

Lokkerne blev hurtigt lagt ud og Mopaen trukket godt væk i den anden ende af øen hvor den kunne ligge trygt og godt.

Da jeg nåede tilbage til prammen var der fem minutter til skydetid, men det småregnede og det var rigtig mørkt, så jeg regnede ikke med det store træk lige med det samme, så jeg havde nu ikke så travlt. Dette skulle også holde stik, men en halv time før solopgang kom den første flok pibeænder ret mod lokkerne. Her rejste jeg mig dog for tidligt så de slog og jeg skød da også kun et forkølet skud, som ikke gav noget til mig. De næste ænder der måtte komme lovede jeg mig selv at dem lod jeg komme ordenlig ind og det gjorde de så sandelig også.

15 minutter efter den første flok, kom to ænder for fulde gardiner lige mod mine lokker og der var ingen tvivl om deres hensigt. Jeg lå bomstille og var klar til at rejse mig når de var inde på 15-20 meter for så at skyde til dem når de steg, for det gør svømmeænder jo oftest. Da ænderne er inde på 50 meter af mig går det op for mig at det ikke er var pibeænder men derimod bjergænder, for sa... nu holdt teorien om at få ænderne til at stige jo ikke mere, for det er ikke helt den teknik de små dykkere bruger, men inden jeg fik set mig om så lå de to bjergænder mellem lokkerne ca. 10-15 meter ude. Nå et råb sendte den første på vingerne som jeg skød nok så flot forbi og da den to retning ind over øen, ville jeg ikke skyde til den igen, men da den anden så lettede, skete det i en lidt anden retning, hvilket resulterede i at jeg fik årets første bjergand.

Gæsene som jeg også havde et lille håb om at se lidt til var trukket væk i løbet af natten, men ved solopgang begyndte de at trække igen, men de kom i store flokke, hvor den enten kom højt eller langt ude over vandet, så jeg måtte fokusere på ænderne.

Den næste flok jeg kunne stille skarp på var fire pibeænder som havde kurs mod lokkerne, men ca. 60 meter ude slog de af. Her skulle en række pift do hurtigt få dem på andre tanker, for jo mere jeg piftede jo mere drejede de rund for til sidst at komme på hule vinger lige inde over lokkerne, hvor to blev efterladt på vandet.

Herefter fløj der kun få ænder rundt samt lidt gæs, hvor der dog var en enkelt flok som begyndte at vise interesse for mine lokkere, men det blev også kun ved interessen.

Sådan gik der nogen tid, hvor der dog viste sig et par gråænder som jeg formåede at brænde et par forbier af til. Men inden jeg pakkede sammen fik jeg dog chancen til en enkelt gråand mere, som forendte.

kl. 10 drak jeg den sidste kop te hvorefter jeg pakkede sammen og sejlede hjem efter en god tur ud på vandet.