Ærø 1. september 2003

Af: Claus Lind Christensen

Søndag den 31. august kl. 17.00 startede jeg hjemmefra med Mopa og gudenåpram på slæb, for nu skulle jeg af sted til Ærø i det sydfynske øhav, som skulle være stedet for min præmiere.

Turen til Tåsinge hvor fra jeg havde fået oplyst jeg kunne søsætte bådene, hvilket foregik i godt vejr og uden dramatik, ja lige bortset fra den lækat der var ved at blive kørt ned på Svendborgvejen da den ved højlys dag og i tæt trafik var ved at flytte dens store unger, over vejen - et lidt farligt projekt.

Vel fremme blev Mopaen og prammen sat i vandet og grejet blev læsset om bord, ja når der skal sovepose, mad, gevær, lokkere, m.m. med så er en Mopa nu fyldt godt op.

Alt var klar og Motoren gik i gang efter andet ryk og spandt som en 2takter nu kan, men det skulle ikke blive så let. Indsejlingen til havnen var fyldt af ålegræs, der var drevet ind og havde lagt sig som en stor prop, som havde en meget kontant effekt på den ellers så spindende motor. Op med motoren og af med ålegræsset og fremad med en åre som stage, hvilket ikke var nemt da jeg skulle drive mopaen frem i en en særdeles frisk modvind, men efter et kvarters arbejde var Mopa og pram fri og jeg var på vej ud gennem øhavet.

Vinden var som sagt temmelig frisk og fra nordvest, hvilket ikke lige var den mest behagelige vinkel, da den havde frit løb langt oppe fra et sted midt i Lillebælt, men med kalechen oppe og med relativt langsom fart kom jeg da fremad og efter to timers sejlads var jeg da også fremme ved den holm jeg var blevet anbefalet at prøve lykke ved.

Tiden var nu også noget fremskreden og det var ved at være mørkt, men dog ikke mere mørkt end at jeg kunne få et godt overblik over området og følge den sidste del af aftentrækket. Netop de trækkende ænder var naturligvis med til at øge pulsen lidt, specielt da tre krikkere kom susende hen over mopaen i blot 15 meters højde.

Efter at have fået set området godt ud, valgte jeg en plads, hvor jeg kunne lægge prammen på plads og hvor jeg også kunne overnatte i Mopaen. Her sov jeg godt og trygt indtil uret ringede og det var tid at stå op, og denne morgen var der ingen problemer med at komme ud af posen selv om det var tidligt.

Lokkerne blev lagt på plads og Mopaen sejlet ind i bunden af den vig jeg lå i så den ikke var i vejen, for hverken skud eller ænder. Så var det blot at vente de sidste 10 minutter indtil det blev skydetid.

Der skulle da heller ikke gå mange minutter efter skydetid inden de første skud lød og heller ikke lang tid inden de første ænder indfandt sig, men morgens første krikand satte sig bag prammen ude på en afstand af ca. 40 meter, hvor den efter blot to minutter fik selskab af et par gråænder. Da jeg ikke var synderlig vild med at have sådan et par levende lokkere liggende, lettede jeg dem hurtigt for at de ikke skulle lokke andre til at få samme skøre ide med at smide sig bag prammen. Resultatet blev dog det samme for krikand nummer to kom også ind bag til og smed sig, men denne var dog på skudhold, hvilket dog ikke hjalp, for da den lettede, skød jeg pænt forbi til i den skæve skudvinkel.

Nu fik jeg flyttet lidt på lokkerne så de kom længere frem og jeg fik mig placeret i prammen så jeg bedre kunne se mere skråt bagud og længe gik der helle ikke inden de næste krikænder kom. To krikænder kom ind fra siden og gik op mod vinden hvor jeg fik ram på den første i i første skud, men da den begyndte at flakse ind mod land måtte den lige have et skud mere hvor den forendte død på vandet, hvilket medførte en ro i kroppen og nu kunne ænderne bare komme.

Lyset begyndte nu at tage til, og gråænderne begyndte at komme ud inde fra land, men i alt for stor højde, hvor de ikke levnede nogen chance til mig, men det er jo altid en fornøjelse at følge trækket.

Fra min plads ved kanten af engen var der god mulighed for at følge trækket rundt omkring mig, hvor jeg da også lige en gang i mellem skulle op at stå for at se helt ind over engen, og lige netop en af de gang hvor jeg rejste mig op kom der en krikand, som de nu gør, ræsende en meter hen over jorden lige ud over lokkerne, uden at jeg havde nogen chance for at reagere på den og med den and gik trækket lidt i stå.
Men helt i stå gik det dog ikke, for krikænderne blev dog ved med at komme forbi med jævne mellemrum og den næste chance, som var en flok på 8 krikænder skulle da også give mig en god dublet.

Nu var dagen ved at være redet og hvad der eller måtte komme af ænder, var blot et plus og det plus skulle dog også komme, for efter jeg havde lagt i mine egne taner en stund, kom fire krikkere jagende hen over vandet, hvor de trak uden om mine lokkere og smed sig på vigen længere ude. Jeg overvejede at finde kravleskærmen frem, men prammen var pakket godt ind i regnslag og sløringsnet, så den tanke opgav jeg hurtigt. Mine tanker skulle dog ikke langt omkring før end den næste krikand indfandt sig, og den kom lige mod mine lokkere, men lige som den nåede kanten af lokkerne, var det som om den fik øje på de fire, der lå ude på vigen hvorfor den tak op langs kanten af lokkerne. Dette afhold mig dog ikke fra at holde til den og i et rent side skud pakkede den pænt, for et skud 5'er hagl.

De næste ænder de kom var jeg dog knapt så heldige med, da de kom susende ind skråt bagude, og da jeg sprang op på knæ for at skyde bag ud havde jeg ikke særlig godt hold på ænderne og resultatet blev da også derefter.

Ænderne begyndte nu at blev noget reserveret over for lokkerne og flere gange slog de af ude på 40 - 45 meter, om det var fordi solen fik lokkerne til at glimte lidt eller det var fordi jeg ikke havde nogen ansigtsmaske på i det solrige vejr, ved jeg ikke men under alle omstændigheder, begyndte jeg at overveje hvornår jeg skulle tage hjem, ikke fordi trækket var slut, men dels fordi ænderne ikke helt ville ind og fordi sejlturen og køreturen hjem var lang. Bedst som jeg lå der i mine egne tanker lød der et plask på vandet skråt bag mig. Dagens krikand nummer tre havde sat sig bag prammen, denne havde dog sat sig på tilpas afstand, så den endte med at blive and nummer fem på paraden.

Dette skulle blive dagen sidste and, hvorefter jeg pakkede sammen for at tage hjem, men som det ofte sker når jeg forlader lokkerne byder næste chance sig til, for da jeg roede ned efter Mopaen, kom en flok på fem krikænderne lige ind over lokkerne, hvor de ville være kommet i et perfekt spidsskud, men sådan er det.

Hjemturen var ikke bølgefri, men bestemt bedre end turen derover, for dels havde vinde lagt sig lidt, og dels var den gået mere i nord, så bølgerne ikke havde haft helt så langt stykke at løbe på. Vel fremme i bilen fik jeg grejet pakkes sammen, og kunne tilfreds drage mod Vejle, efter en særdeles god sæsonstart.