Sydøstlige limfjord 6. januar 2004

Af: Ole Sillasen

Jeg er i gang med min anden sæson som pramjæger. Den foretrukne jagtform har indtil nu været trækjagt i skydeboble på lavt og åbent vand efter fortrinsvis svømmeænder. Jeg har i flere år haft en Jafi-pram liggende; overtaget efter min far. Dén brugte jeg på det lave vand den første sæson. Men Jafi´en syner for meget på vandet i forhold til de små fikse skydebobler, så til min anden sæson havde jeg anskaffet mig en sådan. Således alt vel indtil jeg så Claus´ tilbud til nye pramjægere om at komme ud efter edderfugle. Det lød spændende, så jeg meldte mig straks til; vel vidende at jeg ikke var helt urutineret. Claus´ umiddelbare svar var da også et nej, men han må have manglet tilmeldinger, for en uge efter var svaret alligevel ja – jeg kunne godt komme med. Jeg skulle i givet fald danne makkerpar med Mikael W.S., som er bekendt med jagten på det dybe. Det ville så samtidig betyde, at Jafi´en skulle rigges an til jagt på dybt vand, men det var nu en smal sag med en garvet pramjæger som Heine (HRC) boende i området. Med et par frølår monteret på prammen, 40 meter ankerline med en flyder midtpå og et par gode foldeankre i enderne, var prammen i hovedtræk klar. Desuden skulle årer og åregafler sikres.

Trods flere forsøg fra Claus´ side på at arrangere en jagt på Kalø Vig måtte det hver gang aflyses pga. vejret. Det var således baggrunden for, at jeg den 6. januar mødtes med Mikael og hans bror Martin kl. 6.30 på en P-plads i Skive. Vi skulle på hvinandejagt på Limfjorden. Prammen lå bagi Transporteren sammen med det meste af dét grej jeg normalt bruger, når jeg jager på lavt vand. Det eneste der manglede, var lokkeænder. Snoren på mine lokkere er for kort, så Mikael havde lovet at tage ekstra med. Vi skulle desuden ligge sammen og skyde over de samme lokkere. Mikael og Martin var der til aftalt tid, og Mikael kørte sammen med mig det sidste stykke til fjorden, hvilket passede mig fint, for jeg havde et hav af spørgsmål.

Vel ankommet til fjorden fik vi smidt de tre pramme i og gjort klar til afgang. Mikael´s 2 hk Honda påhængsmotor skulle bringe os ud til bestemmelsesstedet. Under benzinpåfyldningen var der ingen af os der i mørket bemærkede noget særligt udover en lidt usædvanlig skarp lugt af benzin. Honda´en bragte os da også efter ca. 20 minutters sejlads frem til bestemmelsesstedet. Imponerende at en lille 2 hk påhængsmotor kan trække tre pramme incl. jægere og udstyr med god fart.

Nå, men Martin blev sat af som første mand, mens Mikael og jeg roede nogle hundrede meter længere nordpå. Dermed burde vi med den friske søndenvind ligge i første parket til indflyvende ænder ude fra fjorden, hvilket dog senere skulle vise sig ikke helt at holde stik. Mens vi gjorde ankergrejet klar fik jeg instrukser fra Mikael om, hvordan grejet skulle håndteres, lokkere skulle udlægges osv. Vi kastede forreste anker samtidig, så vi kunne ligge på nogenlunde samme højde. Det gik fint. Så drev jeg efter Mikael´s instrukser med vinden indtil jeg lå for enden af ankerlinen med det bageste anker i båden. Udlægning af lokkere foregik derefter ved at placere de medbragte striber af lokkeænder, så der var åbne områder foran prammene, hvor indflyvende ænder kunne smide sig. En stribe lokkeænder var i dette tilfælde 6 lokkeænder med en indbyrdes afstand af ca. en meter, 10 meter ankerline og et blylod på omkring et kilo. Det snedige ved dette system var imidlertid, at der ved hver lokkeand var bundet en kraftig elastik til linen, som så under indtagning blev viklet om hovedet på anden. Dermed var filter stort set elimineret.

Håndtering af lokkeænder er på dybt vand en helt anden historie end på lavt vand. Mens det på lavt vand er en sand videnskab at udlægge lokkerne i forskellige sindrige formationer, er dét på dybt vand nærmest uvæsentligt. Det primære er, at lokkerne er nemme at lægge ud og tage ind, og at linerne ikke filtrer under processen.

Efter at have smidt det bageste anker, roet tilbage til flyderen og fastgjort ankerlinen til de to frølår var det nu kun at vente på ænderne. Klokken var vel efterhånden blevet 8.15; altså var der tre kvarter til solopgang. Under udlægning af lokkere var de første flokke af små dykænder fløjet forbi – troldænder – og der gik da heller ikke lang tid, før en flok hvinænder ville ind og hilse på artsfællerne i plastic. De første flokke var overflyvere, så da en tredje flok fløj tæt forbi de yderste lokkere forsvandt min tålmodighed og jeg satte mig op og rykkede to skud af til den forreste and i flokken. Begge skud forbi. Jeg lovede mig selv, at de næste skulle helt ind. Kort efter kom en enlig hvinand ind på stive vinger i Mikael´s side. Den blev leveret i fin stil. Lidt efter ville endnu en hvinand ind til Mikael´s side. Den ombestemte sig dog og fortsatte over i min side, hvor den forendte i et skråt spidsskud. Jeg løsnede derefter ankerlinen fra begge frølår, smed flyderen overbord og roede ud til den skudte and. Idet jeg samlede den op, vendte jeg mig om mod Mikael og stak tommelfingeren i vejret som tegn på veludført arbejde og min første fugl på dybt vand. Om det var Nemesis, der dén dag holdt Diana med selskab ved jeg ikke, men derefter gik alt skævt. Da jeg ville ro tilbage til ankerlinen, fik jeg filtret én åre godt og grundigt ind i en stribe lokkeænder, og da jeg langt om længe havde kæmpet striben nogenlunde tilbage på plads og fået hægtet mig fast til ankerlinen, begyndte båden at drive. Vinden var ganske vist taget til i styrke, men ikke så meget at et fem kilos foldeanker i udslået tilstand skulle kunne flytte sig. ”Huskede du at låse ankrene, da du foldede dem ud?” råbte Mikael. Jeg kunne have slået mig selv i hovedet med selv samme anker. Nej, det havde jeg ikke. Da jeg havde haft begge ankre inde i prammen og drejet den lille skål, som holder et foldeanker udslået, lå jeg helt fast. Selv da Mikael i sympati roede over til mig og vi lå og småsnakkede om morgenens genvordigheder, kunne ankeret holde os begge. Alt imens vi lå dér, ville endnu en hvinand hilse på Mikael´s lokkere. Men vi havde ikke ligget længere fra hinanden end at Mikael´s hagl fint kunne nå anden. Så havde han to.

Klokken var efterhånden blevet 10.30, og vinden var frisket temmelig godt op. Det blæste vel 10 sekundmeter eller måske lidt mere, og vi blev enige om at holde for idag. Jeg trak derfor begge ankre ind og fik prammen manøvreret hen til en stribe lokkeænder, som jeg begyndte at hive ind alt imens jeg viklede linen om hovedet på de enkelte lokkere. Det tog lidt tid, og da jeg var færdig, var jeg vel drevet 30-40 meter væk fra de andre lokkere. Altså fat i årerne og tilbage til den næste stribe lokkere og så fremdeles. Nu, hvor jeg skriver beretningen er det indlysende, at dét i hvert fald ikke er den rette fremgangsmåde. Det rigtige er selvfølgelig at ligge i ankerlinen, mens man tager lokkere ind, men det var så en del af dagens lærdom. Mikael formåede på pædagogisk vis at undlade enhver hån, da han senere forklarede mig den rigtige måde at samle lokkere ind på.

Efterhånden som vi blev færdige samledes vi ved strandkanten Mikael, Martin og jeg. Det viste sig, at Martin havde fået hele seks hvinænder og en troldand. Så det var altså Martin, der havde fået den rigtige plads. Ænderne var også flere gange kommet bagfra og var drejet rundt til lokkerne; både ved os og ved Martin, og dermed havde han altså ligget i første parket.

Det var nu tid at sejle tilbage til vores udgangspunkt, så Mikael riggede motoren an, mens han spøgte med at vi nok ville løbe tør for benzin, inden vi var i havn. Vi havde vel sejlet 10 minutter, da motoren løb tør... Imponerende så fantastisk mange eder og forbandelser en skolelærer har i sit ordforråd. I stedet for at ro næsten direkte mod vind og strøm valgte vi at ro mod land og trække prammene så langt, at vi ville få skrå medvind hjem. Der var vel en lille kilometer at vade, inden vi kunne sætte os i prammene og ro mod land.

Min termokande med kaffe, som jeg altid har med når jeg er på jagt i boblen, havde jeg efterladt i bilen. Den skulle gøre godt, når vi nåede land. Allerede inden vi om morgenen havde sat prammene i vandet, havde jeg måttet lade vandet efter et par kopper kaffe undervejs i bilen. Altså var jeg udmærket klar over dilemmaet ved at jage på så dybt vand, at man ikke lige kan springe ud af prammen, kæmpe sig igennem fem-ti sæt tøj og lade vandet, som man kan på lavt vand – det meste i øvrigt som regel i sine egne waders.

Når man har prøvet noget virkelig nyt, bør man spørge sig selv, hvad man har lært af oplevelsen. For det første tror jeg ikke, jeg ville have vovet mig ud på dybt vand alene. Ihvert fald ikke de første gange. Jeg har i skrivende stund været på dybt vand to gange siden debut´en; hver gang sammen med mindst én erfaren dybtvandsjæger, og jeg har hver gang lært meget nyt. Dén lærdom havde jeg sikkert ikke selv kunnet tilegne mig på en hel sæson. Desuden har jeg lært områder at kende, som jeg ikke selv havde fundet. Første gang var vejret hårdt. Så hårdt, at det måske kunne have fået mig til at begå dumheder med ankerlinen eller andet, hvis jeg havde været af sted selv. Desuden har jeg fået afprøvet mit udstyr, så der havde været hjælp at hente, hvis noget var gået galt. Mange ting skal ændres til næste sæson. Jeg skal have mig en overlevelsesdragt. Mens jeg ligner en Michelin-mand i mine mange trøjer, har Mikael og Martin nærmest kun sådan en dragt på. Tøjet de har på indenunder er nærmest sommertøj. Desuden skal mine årer og åregafler sikres anderledes, og der skal laves en holder i prammen, hvor handsker og en kasse patroner kan ligge tørt. Mit sæde og min rygstøtte skal laves om og måske skal jeg have en holder til geværet, så det ikke ligger og flyder i sjapvand i bunden af prammen. Endelig skal prammen have en rustfri skinne på kølen, så man ikke får ondt i hjertet, når prammen skurer hen over sten og grus i strandkanten. Alt i alt er der mange muligheder for forbedringer, og så meget har jeg da lært efter de få ture, at det er vigtigt at tingene glider godt, når man er på dybt vand, for det er begrænset hvad man kan håndtere (og tolerere) af filter og knuder, når man skal sidde på sin bagdel. Mit råd til nye pramjægere – uanset om de starter på lavt eller dybt vand – er at søge hjælp og råd hos en erfaren pramjæger de første gange. Dertil er strandjægersiden uvurderlig.

Ole Sillasen