Kattegat 25. januar 2004

Af: Claus Lind Christensen

Farvandet nord for Djursland hvor der kan være temmelig mange sortænder havde jeg flere gange tænkt på at gæste, men det var ikke blevet til noget, da der dels var en halvlang køretur fra Vejle og dels så skulle vejret være i orden da farvandet er meget åben.

Men netop den 25. var vejrudsigten med os, hvorfor Thomas og jeg drog mod nord, med Mopaen på slæb, en morgen med sne og dertilhørende glat føre, som gjorde køreturen lidt længere end beregnet. Vel fremme ved havnen fandt vi da også automaten hvor vi skulle betale for at få bommen for rampen til at gå op. Ved automaten stod der to andre jæger og trykkede lidt på knapperne og på afstand, så det ud som om der var et eller andet galt, hvilket der også var, den virkede slet og ret ikke!

Den ene af jægerne fik dog denne tidlige morgen fat i havnefogden, som dog ikke kunne hjælpe os over telefonen, men i stedet gav han os lov til at bruge en anden rampe i havnen, hvis vi da kunne fjerne de to store sten som blokerede den. Dette var ikke noget problem for fire desperate jægere der ville ud på vandet.

Kort efter var stenene væk og to både var i vandet hvorefter det gik ud over de salte vover, ja jeg skulle dog lige tilbage efter kortet med koordinaterne, men hvad man ikke har i hovedet må jo gå til i spildt jagttid.

Efter den lidt omtumlede start kom vi da fra land, GPSeren blev sat på et punkt langt fra land, da planen var at gå efter de store mængder sortænder, som efter sigende skulle være derude. Vi kom nu ikke så langt fra land inden vi mødte de første ænder, men vi valgt at forsatte, da det ville tage en evighed inden vi ellers ville komme ud hvor vi havde planlagt at være.

Da vi var kommet et godt stykke af vejen, begyndte ænderne at ligge noget tættere, og det var ederfugle, sortænder, men i særdeleshed fløjlsænder. Her besluttede vi os så for at starte jagten, men ænderne var ikke nemme at have med at gøre og vi skulle da også prøve nogen chancer før end det lykkes - en enlig ederfugl holdt godt, hvor den også forendte foran båden.

Herefter var det fløjlsænderne der næsten overtog området, og midt under indsejlingen til to af slagsen skete det som ikke måtte ske - tandhjulet i styreboksen brød sammen...

Nu lå vi ca. 5 km. fra land uden styregrej... nu kunne da der ikke gå mere galt, men der var ikke andet at gøre end at slukke motoren og tænke kreativt. Fangstnettet blev bundet på motorens håndtag og vi byttede plads, så jeg kunne side i bag og styre ikke optimalt, men det lod sig gøre. Længe skulle der heller ikke gå før end vi sejlede til to fløjlsænder, hvor den ene kom fint op på siden af båden, hvor den forendte.

Nu kom vi efterhånden ud i et område hvor bølgerne begyndte at blive noget høje, så vi besluttde os for at sejle skråt mod land igen, hvor bølgene da også hurtigt lagde sig igen. Ænderne derimod, som nu overvejende var sortænder, ville ikke holde så der gik nogen tid inden vi igen fik ænder for.

Den næste chance skulle ikke være nogen af de første tre arter, vi havde truffet men derimod havlitter. Jeg havde sat mig op foran, nu var det Thomas der styrede, da det var lidt anstrengende at bruge det improviserede styregrej, så der sad jeg og hvilede min arm lidt da de kom. En flok på vel 10 havlitter, i fuld fart, hvor jeg knap nok nåede at advare Thomas om at de kom. Jeg vinkede en enkelt gang med flaget, hvor de drejede ind mod båden og passerede 25 meter ude, hvor jeg i et flot og hurtigt skud fik lavet et stor hul i luften bag den bagerste and. I guder hvor kom de stærkt, så andet skud blev sparet til en anden god gang.

Herefter blev det til nogle enkelte chancer mere, men fuglene ville ikke holde for godt, men det lykkes dog et par gange at vinke sortænderne ind til båden, hvor det blev til en enkelt and.

På vejen hjem så vi en del ederfugle, men dem kunne vi slet ikke komme i nærheden af, bortset fra en enlig ederfugl. Da vi så den forsøgte den at snige sig væk, ved at den havde lagt sig ned på vandet med halsen, så jeg var klart af den overbevisning at den var anskudt, hvorfor vi naturligvis satte efter den. Indsejlingen gik godt, og vi kom efterhånden tættere og tættere på, uden den dykkede. Til sidst var vi inde på 25 meter, hvor jeg siger til Thomas, at nu tager jeg den (jeg var igen oppe for at hvile armen), men i det jeg ville skyde den på vandet så vendte den rundt for at lette. Her tog jeg dog ingen chance, for om anden blot var forvirret eller om den virkelig ville lette var jeg ikke sikker på, så et skud på god hold lod anden blive tilbage på vandet. Om denne ederfugle så var anskudt eller ej eller om den blot forsøgte at snyde os, sår endnu hen i det uvisse, da både ben og vinger var fuldt intakte...

Turen gik nu næsten i ret linie hjemad, hvor det blev til en enkelt fløjlsand og en ederfugle mere, så oven på en lidt omtumlet start så sluttede vi trods alt med tre ederfugle, fem fløjlsænder og en sortand, hvilket jo ikke var så ringe, end da.

Tak for en god dag Thomas.