Struer bugt 23. december 2001

Af: Claus Lind Christensen

Så var der dømt juleferie, som startede hos svigerforældrene, hvilket betød at jagten var henlagt til Limfjorden omkring Struer.
Den første jagt i julen var på Struer bugt da vinden var lidt for kraftig til at jeg kunne være andre steder, retningen var nu ikke den bedste, men af sted skulle jeg dog.
Efter jeg var kommet til fjorden og var i gang med at pakke ud kom der tre jægere, som havde planlagt at være i det samme område som jeg havde udset mig, men der var nu plads til alle.
Min plan var at rykke et godt stykke ud på det åbne, da ænderne primært trak langt ude. Denne beslutning skulle blive starten på en tur hvor ikke alt ville lykkes.

Nå, men efter jeg var kommet ud til det sted jeg havde udset mig kunne jeg godt mærke at vinden var lidt kraftig. Der var ikke store bølger, men det hev og sled godt i både pram og lokkere, så efter kort tid stak det første hold lokker af, som hurtigt blev hentet hjem. Kort efter slap mit anker bunden ! Ankeret var for lille og tovet var for kort, nu begyndte tålmodigheden at slippe op, så inden jeg blev desperat, pakkede jeg lokkerne sammen for at ro ind til land, for mens jeg havde lagt i vinden, var det gået op for mig at det ikke lige var der at hvinænderne ville ligge, men det burde jeg have sagt mig selv med det vejr - hvinænder kan godt lide at ligge på rolig vand.

Allerede mens jeg lagde lokkere ud kom den første hvinand, som jeg dog ikke nåede at få hold på, men optimismen var dog styrket.
Efter at lokkerne var klar gik der dog heller ikke lang tid før end at den første hvinand indfandt sig, problemet var blot at den satte sig på vandet ude på 30 meter. Nå men jeg råbte ad anden og da den lettede kom den da på skudhold, hvilket dog ikke var til nogen hjælp, da jeg skød forbi ! Ok, jeg for nok en ny chance tænkte jeg.

Lidt efter skete det igen, det forb..... anker slap igen bunden. Nu tålte temperamentet ikke så meget mere, så nu var der kun et at gøre op bagankeret og få det koblet sammen med forankeret, så måtte det da kunne holde...
Mens jeg lå og forsøgte at få rigget ankertovet til kom en skallesluger, men da jeg sad op i prammen og fægtede med tov og åre slog den af, men efter den havde fløjet 200 meter tog en vis herre ved den, for med et vendte den om og fløj direkte ind til lokkerne, selv om jeg stadig sad og flagrede i prammen, men det blev skalleslugerens endelig.
Ankerne kom på plads og nu lå jeg fast, men med et anker lå prammen ikke stille, men det gav ikke problemer med de næste to hvinænder, som besluttede sig for at se på mine lokkere.

Herefter kom der en flok krager hen over fjorden, hvor den ene af kragerne besluttede sig for at se nærmere på hvad det var der lå på vandet. Jeg lod den komme helt ind på 15 meter før end jeg rejste mig, hvilket dog ikke var til nogen hjælp, da jeg bommede en hel perfekt chance.
Det med at prammen ikke lå stille var ikke helt problemfrit, for efter jeg havde fået to hvinænder kom en enkelt gammel han ind mod lokkerne helt nede ved vandet. Problemet var bare, at i takt med at anden kom tættere på lokkerne svingede prammen mod venstre, hvilket endte med at da anden var inde over mine lokkere, så lå prammen sådan at jeg lå tilbage med et helt håbløst skud til højre, som også blev derefter.
Herefter gik trækket lidt i stå, hvor jeg efter lidt tid besluttede mig for at prøve det gamle trick med at finde madpakken frem. Så efter jeg havde sat mig godt til rette med en rullepølsemad kom resultatet også, en enlig hvinand kom alt hvad remmer og tøj kunne holde ind bag fra og inden jeg kunne nå at reagere, lå den mellem mine lokkere. Få sekunder efter lettede jeg den, hvorefter den forendte sine dage mellem mine lokkere.

Herefter gik trækket helt i stå og jeg fik fred til at spise min madpakke, hvorefter jeg pakkede samme og tog hjem, efter en dag der fra starten lignede en katastrofe, men som trods alt endte med fire ænder på tasken.