Tak for den gode og konstruktive respons.
Der er faktisk kommet rigtig mange positive tilbagemeldinger på artiklen, og flere jægere har da også fortalt mig historier om, hvordan en jagttur næsten var gået galt, fordi simple sikkerhedsregler ikke var efterlevet.
Jeg er ikke på facebook, og min eneste "følger" er min brune labrador, men jeg har hørt, at der også er fokus på sikkerhed til søs på de sociale medier.
Artiklen er ikke ment som et diskussionsoplæg, og er ikke baseret på diverse statistikker. Faktapunkterne i artiklen er taget ud af myndighedernes rapporter. Med hensyn til sikkerhedsudstyr og beklædning, henvises flere steder i artiklen til Danmarks Jægerforbunds hjemmeside, hvor sikkerhedsudstyr, beklædning, teknikker og meget mere er beskrevet. Der var simpelthen ikke spalteplads nok til at nævne det i JÆGER.
Det er dejligt at se, at der dukker jæger-arrangementer op flere steder i landet, hvor fokus er på strand- og havjagt, samt sikkerhed til søs. Jeg har selv deltaget i Roskilde Strandjagtforening og Horsensegnens Strand- og Landjægere´s arrangementer. Jeg kan også love for, at disse arrangementer er blevet rost til skyerne alle steder, hvor CHC og jeg har været!
Uanset jagtform, overbevisning, erfaring eller fartøj må det stå klart, at strand- og havjægere ikke skal omkomme under jagt. Med en simpel indsats fra den enkelte jæger kan det undgås....
Jægerhilsen John