EMNE:

Helt tilbage i 1978 eller -79 besluttede jeg at bygge min første kravlepram. Jeg følte mig ikke erfaren nok til at lave en form helt fra bunden, men jeg havde en form til en kano, og jeg mente den ville kunne bruges til at lave en kravlepram.



(Hvor havde man dog meget hår dengang!)

Det var en lidt special form, da den kun var en halv kano. Hvis man lægger en kano på jorden og skærer den igennem med et lodret snit fra for til bag, og så laver en form over den ene halvdel. Man støbte to halvdele i formen, vendte den ene om og limede dem sammen, og så havde man en hel kano. For at det kunne virke, var kanoen helt symmetrisk i faconen (set ovenfra), og altså ikke dråbeformet, som de fleste kravlepramme.

Kanoen var 525 cm lang og 85 cm bred. Jeg syntes kun længden var en fordel, fordi det ville gøre prammen letløbende og mere søstærk. Den anden fordel ved længden var, at jeg dengang drømte om, at tage på langtur i kravlepram, så jeg kunne have telt og andet campingudstyr inde i prammen og være helt uafhænging. Til det formål, ville jeg lave et skot foran cockpittet, så der blev et vandtæt rum under fordækket, hvor jeg kunne stuve mit grej.

For at lave dette rum så rummeligt som muligt, rykkede jeg cockpittet bagud i stedet for at have det symmetrisk over midten af båden. Jeg lavede bagdækket ca 125 cm langt, cockpittet 200 cm og fik altså et 200 cm langt fordæk. Igen, for at få plads under fordækket, lavede jeg stævnen 30 cm høj, hvilket naturligvis også øgede sødygtigheden.

Prammen bygges

Jeg tegnede en streg inde i formen, da jeg ikke ville have prammen lige så høj/dyb som kanoen. Jeg støbte to skaller, vendte den ene om, og støbte dem sammen. Kanoen havde en let V-formet bund, men jeg ville have min pram mere stabil, så jeg tvang siderne ned, så V-et blev rettet ud. Det gjorde den lidt bredere og gav den en hulning under bunden, hvilket forbedrede stabiliteten forbavsende meget.

Jeg skar så den ene ende ned, så jeg fik en svungen linie fra forstavn til bagstavn. Dette gjorde jeg ved at tegne båden på millimeterpapir og så overføre målene til båden. Kanoen havde en lav køl, men den skar jeg af, for at mindske stikkedybden.

Et af mine mål med prammen var at lave den let, så den nemt kunne køres på et biltag. Jeg brugte derfor kun to lag fiber (jeg tror af 450 g måtte) til skroget og lavede nogle tværgående forstærkninger. Jeg lavede dem af PU skum, som jeg havde købt i plader og skåret til i strimler. Der blev så lagt to lag 300 g måtte over dem. Dette gjorde bunden ret stiv.



Jeg lavede så en form til fordækket. Jeg lavede nogle tværgående skot af spånplade, som blev skruet fast til skroget (hot glue havde været bedre). Jeg lavede nogle langsgående stivere af tynde lister. Jeg lavede en aflang luge på fordækket og et tværgående skot ved forreste cockpitkant. Formålet var, som sagt at få et vandtæt rum i prammens forende.

Hele skelettet blev beklædt med hønsetråd, som blev gjort ret ujævnt, dels som camouflage og dels for at bryde bølgerne. Jeg lagde så tyndt plastik over hønsetråden og tapede den fast til skroget med malertape. Derefter blev der lagt to lag 300 gram måtte over dækket. Jeg rev måtten i 20 cm brede strimler og duppede polyesteren på med en bred pensel. Når bare jeg brugte nok polyester, var det nemt at forme måtten over de mange buler i hønsetråden. Bulerne gjorde dækket meget stift, selvom det var så tyndt og dermed let.

Jeg støbte også skottet foran i cockpittet. Derefter blev dækket taget af, så jeg kunne fjerne skellettet under det. Jeg gav dækket Topcoat på indersiden. Jeg lagde så dækket på igen og støbte det fast til skroget med to lag 300 grams måtte.

Dernæst blev bagdækket lavet på samme måde, dog uden luge. Til sidst blev halvdækkene lavet. Her lavede jeg dog en cockpitkant af en liste, som blev støbt ind i fiber. For halvdækkene kunne jeg nemt fjerne skelettet, så dem støbte jeg direkte fast til skroget. Da alt var støbt, fik dækket Topcoat. Som det sidste, støbte jeg en lem til lugen på fordækket.

Prammen blev meget stiv og også ret let. Længden gav naturligvis ekstra vægt, men jeg vil anslå at prammen oprindeligt vejede 40 kg. Det var nemt, at læsse den på en tagbagagebærer, selv med årer og stikker inde i prammen.

Prammen prøves

Jeg havde set, at Bogense Skibssalg lavede en Jaco Fjordkajak, som var 450 cm lang og kun 85 cm bred. Så jeg regnede med, at min pram ville blive rimeligt stabil. Jeg var dog meget spændt, da jeg første gang smed den i vandet of hoppede ombord. Mit første indtryk var, at prammen var forbløffende stabil, hvilket nok i høj grad skyldtes længden. Det medvirkede nok også, at jeg havde gjort bunden fladere, så den bulede lidt op i midten.

Jeg mødte engang en person, som sagde, at han troede bulen i bunden ville give et sug, så prammen var træg at drive fremad. Men det mærkede jeg aldrig noget til. Tværtimod, mener jeg det var danmarks hurtigste kravlepram (indtil jeg byggede den kravlekajak, jeg har beskrevet andetsteds). Den var utroligt let at drive frem, og det gjorde den selvsagt meget egnet til langture.



Her ses prammens bund ved siden af en KIWO. Det er nemt at se, hvilken pram, der er mest letløbende.

Prammen viste sig også at være meget sødygtig i forhold til andre kravlepramme. Det skyldtes nok i høj grad det lange fordæk, hvor alle bulerne fik bølgerne til at rulle af, inden de nåede cockpittet.

I den første udgave havde jeg ikke lavet åretolde, men brugte en kajakåre. Efter et par år, lavede jeg et par åretolde, og det gav langt bedre fremdrift med mindre anstrengelse.

Fordi jeg planlagde at bruge den på langture, hvor man måske skulle krydse åbent vand i tvivlsomt vejr, lavede jeg en presenning, som kunne knappes over cockpittet. Det gjorde, at jeg kunne sejle i selv hårdt vejr uden at få vand ind. I praksis var jeg dog aldrig ude i så hårdt vejr, at jeg havde brug for presenningen. Men den var praktisk når prammen blev opbevaret, fordi den holdt regn ude af båden.



Det jagtmæssige

Efter at have prøvet prammen på vandet, lavede jeg en flad kravleskærm, skammel, stikkere og kravleårer, og så var prammen ellers klar til jagtsæsonen. Jeg boede dengang nær Frederikshavn, så der var langt at køre til et godt kravleterræn. Jeg kan ikke huske hvor jeg først prøvede prammen, men en af de første ture gik til Limfjorden vest for Nibe. Her skød jeg en regnspove, men fik ikke andre kravlechancer. Prammen virkede dog fint og var nem at kravle i.



På følgende ture, fandt jeg ud af, at prammen var svær at holde på kursen i sidevind. Den høje stævn tog så meget op for vinden, at stævnen havde en tendens til at svinge, og over en vis vindstyrke, var det simpelthen umuligt at kravle med sidevind.

Jeg fandt dog ud af, at dette ikke gjaldt når jeg havde campinggrej under fordækket. Den ekstra vægt gav båden en bedre balance og vejede stævnen ned. Derefter havde jeg altid en 10 liters vanddunk under fordækket. Før jeg tog ud, fyldte jeg dunken med vand og skubbede den helt op i stævnen. Når jeg kom hjem, tømte jeg dunken, så jeg ikke havde ekstra vægt, når prammen skulle på biltaget.



Her ser man tydeligt, at min vægt er for langt bagude og stævnen løftes.

Problemet var dels, at stævnen var for høj. I dag ville jeg have lavet den 22 cm i stedet for 30. Men fordi jeg havde rykket cockpittet så langt tilbage, kom min kropsvægt så langt bagud, at det løftede stævnen og gav en dårlig balance.

Dette gjaldt også når jeg sad op og padlede. Engang var jeg ude ved Hals Barre i den østlige udmunding af Limfjorden. Da jeg roede hjem, havde jeg modvind og modstrøm, og jeg var ved at drive ind mod havnemolen. Jeg fandt så på at flytte mig en halv meter frem, og så blev balancen bedre, så jeg kom sikkert ind i havnen.

Generelt, skal ens kropsvægt ikke være for langt forud eller bagude, men omkring midtpunktet af en kravlepram. Det gælder især for en pram, der er symmetrisk.

Langturene

Hvad så med de langture, som jo var en stor del af begrundelsen for prammens design? Ja, som ung har man mange drømme, der ikke altid kan stå mål med virkeligheden.

Som dreng havde jeg læst en bog af Lasse S. Sørensen, som beskrev en flerdagestur med kravlepram, og det fik mig til at drømme. I praksis, var det dog ikke så rosenrødt. (Han overnattede iøvrigt på en kro.)

Dels er der problemet med at finde et terræn, hvor der er mange steder med lavt vand, som ikke er for langt fra hinanden. I Limfjorden for eksempel, er der langt mellem de lavvandede områder, og man skal over ret åbent vand for at komme fra det ene til det andet.



Dels er der så vejret, for hvor tit har man to eller tre dage med rimeligt vejr i træk? Blæser det for meget, kan man nemt ligge underdrejet i et par dage, så man ikke kan komme til det næste lavtvandsområde.

Endelig er der det forhold, at jeg ikke hører til dem, der sover som en sten i et telt. Så efter en dårlig søvn, var jeg som regel træt næste dag, og det gjorde det knap så tiltrækkende at være ude flere dage i træk. Endelig er det jo rent faktisk ulovligt at slå et telt op på stranden, og jeg havde ikke lyst til, at sove i prammen (for lidt plads).

Alt i alt, er det langt bedre at slæbe prammen efter en motorbåd, som man kan overnatte i. Nu havde jeg bare ikke en sådan i mine unge dage, og det er naturligvis charmerende at være ude i prammen.

Jeg havde en god tur ved Hals Barre, hvor jeg den første dag skød en edderfugl og fire gråænder. Den næste dag skød jeg ingenting, og det viser en anden bagdel ved langtursjagt, nemlig at man ikke kender terrænet og ved hvornår og hvor der er ænder.

Så alt i alt, er det sjovt at prøve en langtur, men jeg ville ikke i dag bygge en pram med det formål.

Prammens videre brug

Selvom langturene skuffede, fik jeg dog mange gode dagture i prammen. Jeg husker en dag i september med roligt vejr. Jeg startede i Sydhavnen i Horsens og stagede ud langs sydsiden af fjorden. Jeg var dårligt kommet ud førend jeg skød tre gråænder, og så var dagen jo reddet.

Jeg fortsatte ud langs sydsiden til Borre Knob, hvor jeg krydsede over til Alrø. Her fulgte jeg sydsiden til Alrø Poller, hvor der desværre var en anden jæger. Jeg stagede så nord om Alrø og slæbte prammen over dæmningen. Turen gik så videre langs nord- og vestsiden. Jeg krydsede så over til Sælgrundene og herfra tilbage til sydsiden af fjorden og tilbage til Sydhavnen.

Alt i alt var turen lidt over 40 km på en dag, og selvom jeg var træt, var jeg ikke radbrækket. Det siger noget om, hvor letløbende prammen var. I alt fik jeg de tre gråænder, et par skovduer og nogle vadefugle. Så vidt jeg husker 14 stykker vildt i alt.

En anden god tur var en sidste dag i februar. Det blev totalt havblik og overskyet. Jeg tog ud fra Sondrup og brugte hele dagen ved nord og vestsiden af Alrø, over til Borre Knob, til Sælgrundene og tilbage igen. Jeg skød 17 hvinænder, 5 edderfugle og 5 skalleslugere, 27 ænder i alt og alle ved at kravle. Sidst på dagen kravlede jeg til en flok på over 50 hvinænder.



I det hele taget var prammen god til hvinænder. Jeg havde først en flad kravleskærm, men lavede senere en V-formet og tilbagelænet skærm. Det fik prammen til at syne mindre, især på åbent vand med dårlig baggrund. Jeg lavede selv et camouflagenet i grå farver. Da man jo altid kravler på dybt vand efter hvinænder, betød det meget, at prammen var så letløbende. Jeg lærte hurtigt at ligge stille når ænderne var oppe og så tage nogle ordentlige tag mens hele flokken var under vandet.

Endnu en ombygning

Jeg ved godt, det er en lang artikel, men hvordan kan det være anderledes med så lang en pram? Efter nogle år, lavede jeg en ombygning. Jeg flyttede cockpittet fremad, så den forreste kant var over det vandtætte skot. Den bageste cockpitkant blev også flyttet næsten 50 cm frem og jeg lavede endnu et vandtæt skot, så der også blev et vandtæt rum under bagdækket. Jeg lavede en lem over dette rum.



Formålet var først og fremmest at give båden bedre balance ved at flytte min vægt fremad. Det virkede, men den havde dog stadig meget afdrift i sidevind.

Som en sidegevinst af at have to vandtætte rum, kunne prammen nu fungere som sænkepram til trækjagt på lavt vand. Med begge rum fyldt med vand, var der ikke meget over vandoverfladen. Jeg støbte endda nogle aluminiums rør fast på dækket, som jeg kunne stikke pinde til stående lokkeænder eller måger ned i.

I teorien virkede det fint, men da jeg ikke er den bedste trækjæger, fik jeg aldrig afprøvet det under jagt. Jeg synes i det hele taget, at en sænkepram er et besværligt apparat.

En lavere version

Jeg havde egentlig planlagt at rejse til USA i 1986, men kunne ikke få mit hus solgt. Jeg havde i mellemtiden byttet med min far, så han fik den lange pram (som han kaldte Ormen hin Lange) og jeg fik hans KIWO. Jeg havde imidlertid solgt begge mine KIWOer om foråret, og så nu en jagtsæson i møde uden en skydepram.

Jeg lånte derfor den lange af min far og støbte to halvdele over bunden af den. De blev begge 15 cm høje/dybe. Jeg vendte så den ene skal om, lagde den ovenpå den anden og støbte dem sammen. Jag fik derved en pram med en meget rund overdel. Jeg skar så en hul i den øverste del til cockpittet og støbte en liste ind som kant.

Jeg havde først prammen helt hvid, da jeg troede den så ville ligne en svane. Jeg havde endda lavet et svanehovede, som kunne skrues på kravleskærmen.

Jeg var på jagt første gang den 1. september og kørte op til et strandengsområde vest for Agerø i Limfjorden (området er i dag vildtreservat). Jeg skød 13 krikænder og en gråand, på trods af, at jeg kravlede i en hvid pram med grøn strandeng som baggrund.

Efter den dag malede jeg dog prammen brun, da jeg mente den hvide farve ikke var det bedste til en kravlepram. Jeg fik nogle enkelte ture i prammen, men koncentrerede mig om motorbådjagt i min sidste sæson i Danmark.

Efter jeg var rejst til USA, købte min fætter prammen. Problemet med den var, at den simplethen var for lav. For at kravle, skulle man ligge så fladt, at man fik nakken vredet alt for meget for at kunne kigge ud gennem skærmen. Det havde jeg godt selv bemærket, og min fætter lavede et forhøjet fordæk, så man kunne ligge i en bedre stilling (en højere skærm kunne også have gjort det). Moralen er, at en kravlepram også kan blive for lav. Det hjælper ikke meget, at prammen syner mindre, hvis man ikke kan holde ud at kravle til ænderne.

Denne lave pram er siden gået tabt. Jeg har desværre ingen billeder af prammen.

Prammens videre skæbne

Min far havde som sagt overtaget den oprindelige pram. Men da han døde kort efter jeg var rejst til USA, kom den til at ligge et par år, indtil en af mine gamle venner købte den. Han skar 8 cm af stævnen og lagde dækket på igen.

Han brugte så prammen i flere år og sagde, at når han stagede sammen med andre jægere i deres Leon Smidt pramme, skulle han kun tage et enkelt tag med stikkerne for hver gang de tog to. Den lavere udgave havde mindre vindafdrift og var nemmere at styre.



Han solgte senere prammen, og den lå i mange år ved Søby Rev øst for Horsens. Da jeg flyttede tilbage til Danmark i 2014, købte jeg faktisk prammen, men den var i meget dårlig stand. Dækket var blevet næsten helt slået i stykker under en storm og den var repareret så mange gange, at den var blevet meget tung.

Jeg kunne have brugt den som form og have støbt en anden pram over den, men jeg havde ikke et værksted, så jeg solgte prammen til en mand, som var meget ivrigt efter at købe den. Han gjorde den i stand og solgte den, og jeg ved ikke hvor den er i dag.

Hej Kim og tak for historien om den her specielle kravlepram, som jeg tit har undret mig lidt over når jeg kiggede i dine bøger. Men nu har man da hele historien med alle detaljer.

Du nævner endda man kan kravle til hvinænder og det er aldrig lykkes mig, men nu kan jeg da forstå at det er en anden taktik man bruger her? Det lyder ret simpelt ud over den del der hedder 'at stå helt stille'. Med karteskeer og i medvind, selvom man sætter årene på tværs når man ikke kan nå bunden, så synes jeg stadig prammen bevæger sig, men det er måske tilstrækkeligt? Du skal være velkommen til at dele din erfaring, for det kunne være et spændende mål for næste sæson, at skyde min første hvinand på kravl.

Den tur du nævner i februar måned, med 17 hvinænder, 5 ederfugle og 5 skallesluger, får mig til at tænke på hvordan fordelingen af fugle generelt så ud den gang, siden at der ikke er nogle svømmeænder eller gæs på paraden efter den tur? Har godt hørt at der ikke var mange gæs dengang, men hvad svømmeænderne?

Hej Lars, jeg begyndte at gå på jagt i 1973, og da var strandjagten i Horsens området meget anderledes end i dag, faktisk så meget anderledes, at det er svært at genkende forholdene.

Først og fremmest var der dengang MANGE flere jægere her omkring Horsens end i dag. Horsens var dengang en industriby med mange fabriksarbejdere, der ikke havde råd til landjagt, så de søgte ud på fjorden. Et af de populære områder dengang var Alrø Poller, som i dag er vildtreservat. Dengang lå der 50 kravlepramme ved dæmningen før sæsonstarten, og den første dag var der nemt 20 jægere derude.

Inde på selve fjorden var motorbådsjagt tilladt, og der var en del jagtbåde, som sejlede rundt gennem sæsonen, selvom de ikke skød meget. Edderfuglene var jaget ud af fjorden allerede første oktober, så det eneste der var tilbage var hvinænder (som holder meget dårligt fra motorbåd), skalleslugere og lappedykkere. Ved hård frost kunne der være gråænder på fjorden, men ikke mange.

Alt i alt var der dengang langt færre svømmeænder på fjorden end i dag, nok dels fordi det store jagttryk holdt dem væk. Jeg mener også der var større jagttryk på landsplan, som fik fuglene til at trække hurtigere gennem Danmark. Det har de mange reservater modarbejdet, men de mere milde vintre får også langt flere svømmeænder til at overvintre.

Da jeg begyndte at gå på jagt havde jeg ikke bil, så jeg kunne ikke komme ud på Alrø Poller eller SøbyRev. Selv da jeg fik bil kom jeg der sjældent, fordi jeg ikke kan lide at drive jagt, når der er mange jægere i området.

Så jeg drev jagt inde på selve fjorden, og der var ikke meget andet at kravle efter end hvinænderne. Jeg lå også på træk efter dem, men kunne ikke lade være med at kravle, selvom den almindelige parole heromkring var, at det er umuligt at kravle til hvinænder.

Det tog mig nogle sæsoner at få føling med hvinænderne. Jeg brugte ofte metoden med kun at kravle når de alle er dykket. Man må så gætte hvornår de kommer op igen og holde stille inden. Det er selvfølgelig svært, når der er vind, men det går alligevel ind imellem. Da hvinænderne some regel ligger på dybt vand langt fra land, er det dog bedst at kravle med rolig vind.

Nogle gange dykker ænderne ikke, men ligger bare og daser. Så kravler jeg meget langsomt, I stedet for at trække kravleåerne frem og tilbage, hviler jeg armene på halvdækkene og vrikker bare med håndleddene. Årerne bevæger sig så i små cirkler, så man kommer ret langsomt frem, og det kan hvinænderne ikke altid gennemskue. Det samme gælder naturligvis alle sky fugle, inklusive gæssene.

Dengang var der meget få gæs, og det var en sensation når nogle skød gæs, Min far gik på jagt i over 35 år før han fik sin første skudchance til grågæs. Han havde skudt en del knortegæs da de var lovlige.

Forøvrigt, resultatet med kun dykænder skyldes jo at det var sidst i februar, og dengang sluttede svømmeandejagten til nytår.