Nabo fjorden og eksotiske arter

Af: Torben Raunstrup

I det herrens år 1991 havde min jagtmakker og jeg fået mod på at vove os uden for Roskilde fjord. Vi havde efterhånden hørt så mange rygter om hvad der blev skudt af ænder og gæs i Isefjorden af de lokale legender, Christian Guldager, Ejvind og Kim Nielsen, pladsmanden, Skaise og skovløberen samt Per Clausen og sikkert flere andre som jeg ikke længere husker navnene på.

Vi var af den klare mening, at hvis de kunne skyde det antal fugle i deres fladbundede ”sidde op” pramme, der i vores øjne synede som Orø færgen, jamen så skulle vi da nok lige vise dem hvad sådan et par anden generations strandjægere som os kunne udrette i vores ”ligge ned” Bogø kajakker.

Da vi ankom til færgelejet ved Hammerbakker kunne vi godt se at vandstanden var NOGET under normal, men det så vi ikke som noget problem, vi blev klogere, MEGET klogere.

Planen var at den ene skulle tage turen nord om Orø og den anden syd om og så krydse hinanden et sted rundt om øen, rygterne fortalte at der var bedst syd for øen ved Lindholm og Rønø.

Johnny var den ældste og var til sin mors store forskrækkelse blevet svinget udenbords af sin far, kun holdt i fødderne og døbt i fjorden kun et ½ år gammel, så turen sydpå var hans mente han.

Jeg forsvarede mig med, at jeg da som 6 åring var snublet ud af min fars skydepram, og var blevet ”døbt” over hele kroppen.

Hvis jeg kender din far ret, var det nok tættere på din begravelse, hvis han fik spoleret en god jagtdag fordi du skulle bade var Johnnys eneste kommentar Så snakkede vi ikke mere om DET og jeg padlede nordpå.

Det viste sig hurtigt at det med den lave vandstand var et stort problem, for de gange der lå ænder på østsiden af Orø blev jeg stoppet af muslingebanker og revler der ikke var til at komme igennem.

Lige lidt hjalp det at jeg forsøgte at stemme fødderne under agterdækket og nakken under fordækket i et desperat forsøg på at ”bære” Bogøen ind over banker og revler på hænderne.

Den eneste chance der så ud til at kunne give en and på den side af øen, gik fløjten da jeg for 3 gang ramte sten under vandoverfladen og de 2 gråænder vågnede og fløj med masser af rappen fornærmet ind over Orø.

Jeg krydsede ind over østre løb og over mod Kyndby rev, 1000 vis af sten masser af ænder, men igen, IKKE en jordisk chance for at komme på skudhold pga. den lave vandstand, det havde sikkert været muligt hvis der havde stået 12/7 og ikke 12/70 på patronerne.

Krydser igen over østre løb over mod Næs bakkerne og revet, midt ude i løbet ser jeg 2 grågæs i 20 m højde med kurs lige imod mig, hurtigt bliver der sat den tids ”gude” patroner i geværet, 2 stk sorte Gyttorp Nickel magnum 1 hagl, SÅ kan de bare komme an.

Selv om jeg ligger på maven bag skærmen og hele tiden holder kursen ret mod gæssene, slår de af for langt ude altså ingen trøst præmie der.

Helt ovre ved revet på nord spidsen af Orø, får jeg i kikkerten øje på en enlig gråandrik der står på en sten og snork sover, jeg kravler forsigtigt ind imellem de mange sten og ved hjælp af samme taktik som jeg bruger til lotto tallene, altså uden at ramme noget, kommer jeg ind på knap 20 m af den smukke andrik som stadig sover med hovedet under den ene vinge.

Hurtigt springer jeg op på knæene, andrikken vågner og letter med en mægtig forskrækkelse dog kun for at blive sendt til vandoverfladen i en sky af fjer, der vel nærmest har set ud som et blå lyn detoneret i en hovedpude.

Jeg har sikkert samme ansigts udtryk som Sofie Gråbøl lige efter hun har fortalt Søren Pilmark hvor dårlig han er til at puste æg i filmen. Blinkende lygter.

Jeg knækker geværet og ud springer, oh jo en Gyttorp Nickel magnum, jeg havde aldrig fået byttet tilbage.

Forsigtigt samler jeg den nu knap så smukke andrik op i en ”næsten” hel vinge og håber på at min fars vise ord om at ”det er sovsen der er det bedste” passer.

Min tur fortsætter ned i Salvig, en stor bred vig, der ligger en del blandede svømmeænder på øst siden og igen bliver den manglende vandstand min fjende, igen og igen bliver jeg fanget på sandrevlerne UDEN for skudhold. I rent hysteri skyder jeg efter en spidsand der letter på distancen så at sige, den bliver kun ramt i den ene vingespids og dykker, først efter 5 skud er den indenbords til gengæld er alt med vinger på, fløjet så langt nordpå at folk i Hundested har kunnet se de passerede, selv bier og sommerfugle er ude af Salvig.

Da der ikke er mere at komme efter krydser jeg den brede vig vest på, for øvrigt den vig jeg året efter ofrede min kære o/u til jagt guderne for at få vendt mit manglende jagtheld (det var nu et uheld, men det andet lyder knap så pinligt) men det er en hel anden historie.

Langt ude kan jeg i kikkerten se Johnny, farten sættes op da jeg er meget spændt på at høre om hans oplevelser på den ”gode” tur syd om øen.

Jeg ved at min tur indtil nu ikke er den første jeg vil fortælle kommende børnebørn om, når de sidder på mine knæ og skal høre om hvilken ”drabelig” strandjæger farfar/morfar var i sine unge dage.

Vi mødes på kanten til ”Mæren” jeg næsten stammer af bare iver.
Har du skudt noget??

Hva’ har du skudt???

Svaret rammer mig som en kæmpe sort stopper i Amerikansk Football.

Eksotiske arter.

EKSOTISKE ARTER, vores ord for jagtbare arter der for første gang kan noteres i vores journaler, Jeg forsøger at synke den balle Rockwool der sidder i min hals, mine fødder er skrumpet så de nu er en MEGET fornem Kinesisk frue fra fordums tid værdig.

Eksotiske arter stammer jeg og ligner igen Sofie Gråbøl.

Johnnys hånd dykker ned i Bogøen og hvor mafioso bosser har deres dødskys, der har Johnny sin fanfare.

Tra tra tra tra tra tra traaaaa, lyder det og op haler han den pæneste lille gule plastikand.

PLOP PLOP siger det i mine waders da mine fødder vokser ud igen og et lille smil kan vel anes i mit tudefjæs.

Men det er ikke det eneste siger han og igen dykker hånden ned i prammen.

Jeg ligger nu på mine knæ i min pram og banker hovedet ned i brystskammelen, totalt ydmyget, og parat til den lukkede afdeling.

Johnnys hånd dukker frem med en lidt større and, men stadig gul og stadig af plastik.

Vi udveksler hurtigt erfaringer om hver vores tur rundt om Orø, Johnny har også været fanget af revler, muslingebanker, 1000 vis af sten over og under vandet.

Så der sidder vi 2 ”hard core” kravlejægere på hver sit fordæk og opfører os som de 2 gamle mænd på balkonen i Muppet Show, og bander og svovler over de lokalt kendte legender i deres fladbundede ”sidde op” pramme der ”mærkeligt” nok er fremstillet så de passer til de lokale forhold.

Min tur syd om Orø giver yderligere 1 pibeand og en lokal krage der langsomt overhalede mig imens den sagde KRA HA HA, på en temmelig hånlig måde og det var jeg sågu bare ikke i humør til den dag.

Fortsat god weekend.

Torben Raunstrup.