Den første pramtur

Af: Claus Lind Christensen

Pyyy nu havde jeg efterhånden fået bajer nok, men dog ikke så mange at jeg ikke kunne føre en forholdsvis normal samtale om jagt. Jeg var kun 17 år, og var til en eller anden fest hvor mængden af det modsatte køn ikke var i stort antal, så Brian og jeg kunne lige så godt gøre os voldsomt kloge på jagten, og vi var kommet til et tidspunkt på aftenen, hvor vi var blevet meget kloge.
Denne kloge samtale blev grunden til et langt venskab, og til mange timer sammen på jagt og specielt fik det den konsekvens, at jeg fik prøvet pramjagten.

Denne jagt startede med, jeg blev afhentet af Brian i hans Opel Ascona, hvorefter turen gik mod Nissum fjord, og jeg havde stort set ikke nogen viden om hvad der skulle foregå. Jeg var bare udstyret med instruktioner, om hvad jeg skulle medbringe af personligt grej, så ville der være en pram til mig i rørskoven.

Her mødte det første chok mig – mørket. I guder hvor var det mørkt, men Brian færdes hjemmevandt i rørskoven hvor prammen lå i en lille lomme, der var forbundet med en kanal ud til fjorden.
Her vadede vi ud gennem kanalen hvor det store sorte ingenting ramte mig, da vi kom ud på fjorden. Her stod jeg lamslået og tænkte på hvordan finder vi vej i dette mørke?
Brian rev mig ud af tankerne med en simpel forklaring. ”Kan du se det lys over på den anden sideaf fjorden? Vi går i den retning til vi får stenbund under fødderne.”Sådan gik vi i stilhed i ca. 30 minutter, ja det ville sige, at jeg nok lød som et blæsebælg de sidste 10 minutter, for jeg var på ingen måde vant til, at vade i vand til knæene.

Pludselig mærkede vi stenbunden og Brian sagde holdt. ”Du ligger dig der, og jeg ligger mig her 10 meter til venstre for dig. Lokkerne ligger du bare ud i en stribe i den retning, så ligger jeg mine ud den vej, så vi har et stort V”.
Jeg begyndte at pakke lokkerne ud, men når man ikke har lagt lokkere ud før så tager det lidt tid, at få 40 stk. af slagsen placeret på fjorden. Her skulede jeg noget til Brian der kastede den ene efter den anden ud, hvilket jeg også forsøgte. Resultatet var at de blev spredt, ud på fjorden som var de skudt ud med Joakim Von And’s muskedonner.

Da halvdelen af mine lokkere havde forladt prammen, kom Brian storgrinene over til mig og fik rettet lidt op på sagerne, og 5 minutter efter var vi klar til at gå i prammene.

Her fik jeg lidt instruktion om hvordan jeg skulle ligge i prammen, og hvordan jeg skulle forholde mig når ænderne kom ind til lokkerne. Specielt fik jeg besked om, at jeg bare skulle lade ænderne komme godt ind.

Da ryggen ramte prammen, var det faktisk skydetid, så den stadig ikke så slidte side by side blev ladt op med 7’er blyhagl. Ja det er jo et par dage siden jeg var på min første tur på fjorden.

Vi skulle ikke vente længe. En flok gråænder kom lige ind mod lokkerne, og da jeg mente de var på skudhold rejste jeg mig og skød. Ingen ænder til mig og beskeden fra Brian var da også at jeg bare skulle lade dem komme tættere på, for de var rent faktisk lige på kanten af et forsvarligt skudhold.
Næste gang kom de nok lidt tættere på men endnu ikke helt tæt nok, og beskeden fra Brian var den samme. Tredje gang eg gentog kunststykket uden det gav ænder, fik jeg med klar ryst at vide, at næste gang der kom ænder, skulle jeg nok få besked på, hvornår der skulle skydes!

Der gik ikke længe inden den næste flok kom på skudhold og denne gang holdt jeg mig i ro. Jeg havde en fornemmelse af at Brian mente hvad han sagde. Det var en folk pibeænder, som kom ind på hule vinger og det var første jeg havde sådan nogle for. At de kom tættere på hjalp mig dog ikke, da jeg lavede endnu et par fæle forbier. Brian derimod leverede sikkert en pibeand.

Lyset begyndte nu at tage til, og jeg kunne efterhånden skabe mig et overblik over hvordan vi lå på fjorden, og hvordan hele arrangementet var stillet op. Ænderne var nu også til at se og der var faktisk mange af dem, men hovedparten trak længere ude på fjorden.

En flok mere kom dog lige mod os, og igen styrede Brian slagets gang. Denne gang lykkes det min første pibeand var en realitet.

De næste par gange lykkes det ikke for mig, hvorimod Brian fik et par ænder, der var stadig meget at lære vedr. skydefærdighed fra prammen.

Bedst som jeg lå der i prammen og tænkte på hvordan jeg kunne få skudt mig lidt mere ind, kom en lidt mærkelig fugl ind mellem mine lokker. Brian råbte ”skyd, det er en blishøne”. Jeg havde så tit set en blishøne, men aldrig i flugten og der kunne jeg ikke lige genkende den, med de lange ben der ragede bagud.
Jeg reagerede instinktivt, og fik endnu en ny art i jagtjournalen.

Det var som om, at blishønen var bagtroppen denne morgen, for det blev ikke til flere chancer, så mit udbytte denne første morgen blev en pibeand og en blishøne, samt en hel stribe store huller i luften.

Lokkerne blev pakket sammen, og igen var forholdet det samme. Brian brugte kun den halve tid på at samle lokkerne sammen i forhold til mig. Beviset var klart, rutinen vandt.
Efter grejet var samlet, var det kun at bevæge sig mod land, og jeg behøver vel ikke, at nævne at jeg var morderlig træt da jeg satte mig ind i bilen. Om alle tilfælde kunne jeg ikke holde mig vågen på turen hjem.

Trætheden og de mange huller i luften til trods, jeg var solgt. Jagten på vandet skulle prøves igen, ja og i dag er det klart min foretrukne jagtform.