En kravlejægers bekendelser. Del 5

Af: Torben Raunstrup

Dato 15/9-2019.
Uret siger 0630 og jeg er på vej i Bogøen for "forhåbentlig" at få indfriet de forventninger jeg har til denne tur.
Vejret er flot med vekslende skydække? Tjek
Vinden er rigtig? Tjek
Vandstanden høj? Tjek
Jeg er alene, HELT alene? Tjek

Hvad kan så egentlig gå galt?
Det burde give nogle gode chancer til opfløj af gråænder der sidder og gemmer sig i sivene.

Det er nu ikke gråænder der først fanger min opmærksomhed men der imod en flok grågæs der har overnattet på det åbne vand.

Ned på maven bag skærmen og så liste derud af.

DET blev så aldrig spændende, de så mig på så lang afstand at jeg havde dem under mistanke for at bruge en drone der så mig ovenfra.
Væk var de og jeg rejste mig op på knæene, tog 4 padle tag og kunne så konstatere at der da liiiige var blevet 4 tilbage der lå HELT inde under kysten.

I det øjeblik var jeg ikke skide stolt af mit erfarne overblik.

Længere fremme står der som altid skarv og måger på et stenrev, dog er der noget der virker anderledes.
Frem med kikkerten og jo sørme så, der ligger sgu 2 store canadiere og gemmer sig i mellem stenene.
Så kom der liv i hjertet så det i forvejen høje blodtryk gik fra skala gul til rød.
Hvor kunne det være fedt lige at få den art vinket af i journalen SÅ tidligt på sæsonen.
Men men, gæssene var vågne og langt inden det bare lignede en chance svømmede de ud på det dybe vand.
Der lå de så med måsen lige imod mig og svømmede længere og længere ud i de store bølger.
Havde det været i mine yngre dage havde jeg sikkert taget udfordringen op men jeg fik den tanke at hvis de var startet som en familie på 6-8 medlemmer var det vel kun rimeligt at de sidste 2 fik lov at overleve.
(Lyder vel pænere end jeg ikke gad bruge kræfter på det)

Der var ingen gråænder i sivene, ja faktisk var der ingen ænder af nogen slags nogen steder.
Det var jeg noget forundret over da en gråand pludselig tordnede i fuld fart ud fra rørene.

Berettaen som stod klemt i mellem mine knæ for at være 100% klar til dette skulle ske gribes med højre hånd og op på fuglen.
Anden dør i knaldet og lige der går det op for mig at jeg stadig har padlen i min venstre hånd.
Ok, ikke verdens sværeste skud, rent bagskud på max 20m det burde man vel kunne udføre med succes.
I forbindelse med skuddet letter der 25-30 pibeænder og 5-8 krikænder så foran mig på det fladvand hvor jeg ville bruge dagen på kravl fra fast base.
Ikke fordi det er min livret at bruge fast base, men det friske vind begrænsede mine muligheder for at være opsøgende.

De fleste pibeænder smider sig igen og jeg starter mit kravl.
Det ser fint ud og langsomt nærmer jeg mig 4-6 stykker, der er dog en enkelt som syntes den vil spare mig for besværet og den svømmer direkte hen i mod min Bogø.
Pokkers!
Ja, ja, ja
" en fugl i hånden er bedre end 10 på taget"
siger et gammelt ordsprog,
Jeg bruger normalt ikke kræfter efter pibeænder og da slet ikke til en enkelt!!
Nemesis rammer MIG og JEG rammer en sten lige som fingeren krummes for at tage skuddet på vandet.
Nå, jeg fik da den ene der gik efter "selvmordet"
Længere fremme ligger 3 krikænder og småsover, det gør de også inde på godt 20m afstand.
2 med hjem og en der blev noget klogere og et par venner fattigere var resultatet af det kravl.

Ind til kysten hvor den faste base skal udtænkes imens en bolle fortærres i selskab med en kop kaffe.

Inden jeg er færdig med både fintænkning og bolle kommer 5 lystfiskere marcherende ned over engen.
Jamen så skulle FANDEN da stå i fænghullet!!!!
Jeg har absolut ikke det fjerneste imod lystfiskere men ud af 4 mulige er det 4 gang dette sker på denne lokalitet!
Kravlejagt og lystfiskere der står med 100 m mellemrum og bruger STORE armbevægelser er bare ikke noget der er til jægerens fordel.
Jeg bliver så deprimeret at jeg vælger at sige at det blev slut på den jagttur og jeg begiver mig ned mod bilen små 7 km væk.
Der er god fart på prammen, jeg står op og stikker mig afsted med den lange åre i bunden på 60-80 cm vand.
Ingen grund til forsigtighed, jeg har jo lige været igennem området.

Jeg stopper dog op da jeg er 400m fra det stenrev hvor mine canadiere forsvandt ud i bølgerne, det kunne jo være?
Dælme om ikke de er søgt ind til revet igen, der er desværre også skarver og måger igen.
Skarver er ikke nemme at overliste ved jeg men chancen for gæs er der jo og jeg har en nærmest perfekt vind på min side.
Langsomt faktisk MEGET langsomt kravler jeg det bedste jeg har lært, jeg ved at de 2 gæs ikke er dumme gæs der lige er ankommet og med skarvene på deres side kan de nemt vinde over mig med 2-0.
På over 200m letter skarver og måger, gæssene søger straks ud af igen. Pokkers, pokkers og pokkers!!

Jeg fryser Bogøen fast i positionen og ligger og afventer i 5-8 minutter.
Så sker "miraklet" de 2 gæs svømmer mod revet igen og stiller sig op på hver sin sten med under 1m mellemrum.
Sådan der, jeg har pludselig gang i blodtrykket igen og har 2 esser på hånden og et i ærmet.
På 40m afstand begynder den største af dem at trutte trompet, pis også, jeg er opdaget og nu er det kun et spørgsmål om tid før de går i vandet og letter for langt ude.
På 30m står den store stadig på stenen og trutter trompet og den anden på sin sten 1m derfra.
Hjertet hamrer, blodet koger og blodtrykket kan nu trække en mellemsvær industri maskine, det her er jagt når det er bedst.
25m igen, jeg vinder ved jeg, får sgu lidt ondt af ham med trompeten, hvorfor lettede du ikke da du opdagede bedraget med den "flydende" sten??
En grågås trutter max 2 gange før den letter, du burde måske have besøgt Louis Nielsen??
20m, højre hånd slipper kravleåren og griber rundt om kolben på Berettaen, fingeren krummes på aftrækkeren, gåsen står stadig og trutter.
Det gør den også da skuddet gjalder, den falder død ned i vandet.
Den anden stiger direkte op i luften fra stenen, på den afstand er den stor som en fyldningsdør fra Swedoor og den falder død ned få meter fra ham med trompeten.
YES SIR, højre hånd knyttes og sendes mod himlen, visse ritualer er værd at holde i hævd og dette er vist kommet for at blive.
Samler de 2 gæs op, og lader nænsomt hånden vandre over deres smukke hoveder.
Hvor er de dog smukke, og efter sådan en oplevelse måske lidt smukkere end normalt.
Det sidste af turen mod bilen er bare en dans på roser, finder et behageligt velvære i at jeg stadig har en reaktion i kroppen når det der så svært ud lykkes til min fordel.

Knæk og bræk
Torben Raunstrup