Sidste dage af jagtåret ved fjorden. Januar 2015.

Af: Reiner Merke

Den næstsidste jagtdag havde jeg tid, at komme afsted. Der var ingen vind, så forhåbningerne var små. Oplevelsen af at ro på fjorden i mørke er altid god. Især når der er stjerner. Men denne dag var det overskyet og rigtig mørkt.

De første gråænder lettede allerede, da jeg kom til pladsen. Øv….. De næste kom, da jeg lagde hvinandelokkerne ud  Sådan kan det gå. Og herefter kom der bare ikke flere.

Det er altid fascinerende og ligge og se dagen starte her ved fjorden. Natuglerne bliver afløst af hanernes gal fra gårdene omkring og som en stille morgen kan høres langt omkring. I halvmørke trækker de første gråkrager, som har overnattet i kæmpeflokke her ved fjorden, ud til markerne. De kan komme helt lavt over prammen uden at opdage noget som helst.

Fiskehejren, der med hæse skrig sætter sig til at fiske imellem strandkantens sten og er mester i at holde øje med ALT. Og så kommer de. Larmende og flaksende. Mågerne. Især hættemågerne som støjer utroligt meget. For de øje på mig og flakser til en af siderne, er min camouflering ikke i orden og der skal lige rettes lidt her og der.

Da lyset havde overtaget begyndte flagspætten at hamre rundt i nogle gamle bøgegrene og markere sit territorie. Det var utroligt tidligt for i år og mere naturligt i slutningen af februar. Og fasanhanerne denne morgen var også på dubberne. De blev vist skræmt af kat, ræv eller mår, sådan som de larmede.

Nu blev der vist tid til morgenmad. Og lige som så mange gange før, når jeg hoppede ud af prammen for at tisse eller sad og spiste morgenmaden, så kom der også i dag ænder susende.
Kaffen røg i bunden af prammen og brødet i skødet på mig. Men den ene hvinand blev så min denne morgen. Der fløj en del hvinænder op uden at komme tæt på mig ved skuddet.

Så efter kaffen pakkede jeg lokkefuglene sammen og kravlede stille og rolig tilbage langs kysten. Tæt hvor jeg har prammen til at ligge på land, lå der en hel flok hvinænder og åd sig mætte på fjordens muslinger, snegle og krebsdyr. Og da solen kiggede igennem skylaget, kom hele flokken i parringshumør. Det var bare for fedt.

Det var lige som i gamle dage da vi endnu måtte jage i februar måned og solen var på vej tilbage. Det her forøgede mine chancer betydeligt. Især da der næsten altid var en eller anden and oppe ved denne store flok, imens de andre dykkede efter føde.

Jeg sidder halvvejs op, når jeg kravler til fuglene. Det giver en meget behageligt jagtstilling. Derfor er min lille LS pram en ren luksuspram i mine øjne.

MEGET langsomt nærmede jeg mig flokken. Og når hannerne vrikkede med hovederne og var optaget af hinanden og deres bejlen om hunnernes gunst, kom der lidt ekstra fart i prammen. Flokken var på vej mod mig og jeg til dem.
To andrikker mere kom denne dag på fordækket. Ikke meget men nok til mig.

Næste og sidste jagtdag inden jagten lukkede for i år skulle jeg prøve et andet sted. Den lille kaløpram lå allerede fastspændt på bilen dagen i forvejen og alt var klar.

Ankommet til stedet pakkede jeg ALT grejet ud i mørke og skubbede prammen ned til vandet. Tynd is overalt. Jeg sejlede 200 m ud og stadig is. Det var så det. ALT kom tilbage på og i bilen igen.

Det var til dato min korteste jagtdag overhovedet.

En ambulance drønede forbi mig inden jeg kunne komme op på landevejen. Lige i lyset af billygterne sad der en hare midt på vejen omgivet af en masse løs pels. Da jeg stoppede bilen lige ved siden af haren, flyttede den sig ikke. Hurtig gjorde jeg en ende på dens lidelser.
Den var ramt i siden, men det meste af kødet kunne stædigvæk nydes dagen efter.

Jeg glæder mig til september