Frisk vind og krappe bølger. December 2013
Af: Mads Brinkmann Pedersen
En masteropgave i offentlig ledelse havde de sidste otte uger taget et fast greb om min fritid, og ikke en gang var jeg trillet af sted i nattemørket med prammen på slæb. Første torsdag i det nye år blev der sat punktum i opgaven og dermed kunne jeg tage hul på et nyt afsnit i jagten.
Vind var der nok af og måske også lige til den lidt stive side, men vejrmeldingen lovede aftagende vind i løbet, og jeg måtte ganske enkelt af sted. De fleste gange ser tingene også lidt mere tilforladelige ud, når man er kommet ned i prammen og lyset er kommet.Ude på fjorden gik det fint med udlægning af lokkere, og selvom der stadig var en god times tid til solopgang, kunne jeg høre den forjættende lyd af hvinandevingeslag, der brydes i vinden. Det lovede godt.
En halv time efter solopgang havde jeg set pænt med hvinænder, men de smed sig et område 150 meter fra mig, og trafikken til og fra det sted ænsede ikke mine lokkere et blik. Jeg var begyndt at indstille mig på, at der nok ikke ville ske det helt store, og at dagen kunne blive en af dem, hvor hvinænderne bare ikke vil noget som helst. Og sådan blev det ved til en time efter solopgang.
Den efterhånden store flok gik på vingerne, og selvom jeg ikke havde de store forhåbninger, krøb jeg godt ned i skallen for i det mindste at håbe alt hvad jeg kunne.
En hvinand gled ud af flokken og forlod ruten langt forbi mine lokkere, og kom lige som den skulle. Beretta`en gjaldede det bedste den havde lært, men ak to forbiere til en oplagt chance. Skuddene fik endnu flere ænder på vingerne, og de trak også i den rigtige retning. Scenariet fra før gentog sig…. Nu blev det nu nok til en nultur, da samtlige hvinænder var fordrevet af larmen.
De næste fem kvarter tog vinden til, og det gjorde mit jagtheld også. Ud af det blå kom en hvinandhun i kanten af lokkerne til venstre, men fortsatte egentlig i pænt tempo. Jeg trak godt med og i andet skud pakkede anden sammen et stykker bag mig. Hurtigt af tovet og af sted med padlen efter anden. Tilbage på snoren nåede jeg lige at få to patroner i bøssen, da en hvinand piskede lige hen over hovedet på mig, godt hjulpet på vej af den friske vind. Den kom meget lavt og den vidste godt hvor den ville hen. Derfor var den ikke sen til at krænge hårdt rundt for at komme perfekt ned i lokkerne, og første skud sendte den i fjorden. Efter apporteringen som denne gang, tog lidt luft ud af lungerne, lagde jeg mig ned i skallen for lige at få vejret, men jagtguderne ville det anderledes.
Mens jeg puttede to nye Kent i kammeret, måtte jeg skynde mig at blive færdig, da den tredje hvinand meldte sin ankomst. Også den kom bagfra med fuld smæk, drejede skarpt i vinden og hang perfekt over lokkerne, mens den ligesom ledte efter en plads blandt artsfællerne af plastic. Den fandt også en plads, men det blev på ryggen med benene vinkende i vejret.
På vej tilbage til min lokkemåge med dagens tredje and, kunne jeg se to hvinænder, som kom med vinden i ryggen bagfra, og da det de sidste par gange havde betydet fin skudchance, tog jeg godt fat i pagajen for at blive klar. Jeg nåede det lige i tide til at fælde den fjerde hvinandehun på stribe.
Vinden var frisket op, og jeg håbede på en lille pause, da der var godt med mælkesyre i armene. Pause blev der, men ikke længe, da en flot udfarvet andrik trak ind i midten af lokkerne. Den trak mere og mere mod min højre side, så jeg lod den gå. I første omgang, for efter en ordentlig tur ud over fjorden lagde anden igen kursen lige mod lokkerne, men nu helt nede over vandoverfladen. Derfor blev dens tur ned i bølgerne kort, da jeg fandt holdet på den i første skud. Jeg lå og kiggede på den en stund, da mit øje fangede et levende eksemplar. Eller det vil sige at der ude fra sejlrenden kom to udfarvede andrikker, men deres veje skiltes, da den ene trak ind direkte ude fra min venstre side. Da den nåede de yderste lokkere til venstre, drejede den op i vinde, strakte pladerne ud, og just da trykkede jeg på aftrækkeren, som fik anden til at tumle i bølgerne.
Den dykkede straks, men kom hurtigt op igen, hvor jeg prompte sendte en ny ladning hagl efter den for at få den affanget. Anden dykkede i skuddet, men kom op et par sekunder senere for at trimle om på ryggen.
Dagens sidste and kom også fra nordøst, men den trak lidt mere over mod venstre. Første skud sendte den i bølgerne, men allerede på vejen ned strakte den sin hals, og jeg var derfor klar med fangstskud. Hverken det første eller andet havde nogen synderlig virkning, men målet er heller ikke stort, når pram og and hopper i bølgerne.
Jeg løsnede mig og ærgrede mig over, at jeg havde skudt og at jeg nu risikerede at miste anden i det oprørte vand. Anden dukkede op 20 meter fra mig og svømmede lige væk fra mig, og et par kraftige tag i pagajen bragte mig på skudafstand af anden, som ikke forendte, men nu tydeligvis ikke nåede at få luft til en langdykkertur. Derfor var jeg nået ind på 10-12 meter, da den dukkede op for tredje gang, og denne gang nåede den ikke at undslippe haglsværmen.
Tilbage på snoren lagde vinden sig i løbet af den næste kop kaffe, og jeg besluttede at det måtte være nok for denne gang. Der var stadig hvinænder at se længere ude, men de syntes også at have fundet deres destination for denne lørdag formiddag tidligt i januar.
Turen ind til den varme bil var en sej omgang i den lidt stride vind, men oplevelserne gav mig overskud til allerede at tænke på, hvor jeg næste gang ville af sted derud, hvor tingene sker.
