Anden pramjagt. 2011

Af: Torben N. Jensen

Så var det tid til anden testtur i prammen. Efter min første pramjagt sidste weekend var der et par ting som jeg ikke helt syntes fungerede, så som udlægning af lokkere, både rent praktisk og placeringsmæssigt. Sidste tur lå de for tæt på land og gik i et med baggrunden, så ænderne (sandsynligvis) havde svært ved at se dem. Derudover havde jeg ikke noget af det Kim Worm kalder ”blikfang”, eller store lokkere. Så sådan nogle skulle med denne gang.

Hvad jeg så på første tur, var også at der lå nogle gråænder 100-150 meter længere ude end hvor jeg lå, så dette talte også for at lægge sig længere ud på fjorden. Og ellers regnede jeg med at problemerne med udlægningen blot var et tegn på at praksis ikke altid efterkommer teori.

I ugen der gik, havde jeg taget konen med ud på nogle romantiske ture ved stranden for at se solnedgangen, for som hun sagde, så trængte hun til at blive luftet! At jeg så også brugte tiden til at se om der var andetræk, kan jo kun kategoriseres som en vin-vin situation. Jeg havde ikke set en eneste and i løbet af de par gange vi havde været derude, men alligevel blev beslutningen at smutte til samme sted som sidst, da jeg her kendte bare lidt til farvandet.

Meningen var at Jimmi og jeg skulle på et morgentræk lørdag, men uheldigvis blev Jimmi kaldt ud for at rydde op i 3000L diesel olie som blev lækket ud i en sø. Så morgentrækket blev aflyst. Jeg besluttede mig i stedet for et aftentræk, da jeg endnu ikke følte mig så skarp i kunsten at drive pramjagt, at jeg ville give mig i kast med et morgentræk hvor turen starter i bælgravende mørke.

Udfordringen denne lørdag var at tingene skulle klares ene mand. Ikke fordi at jeg ikke kunne få min kammerat til at komme over og hjælpe mig. Men mest fordi at hvis jeg skulle være konstant afhængig af en makker, så ville det nok hurtigt sætte en stopper for mine udfoldelser som pramjæger.

Men det gik egentligt ikke så galt med at få prammen op. Jeg tog endeklappen af traileren, skubbede den hen ved siden af prammen. Løftede prammen over hovedet, og kunne med hoften og den ene hånd dreje/skubbe traileren ind under prammen. Derefter var det blot at stille mig op på trækket og hive prammen det sidste stykke. Piece of cake!

Godt nok var den en anelse lav i enden på grund af at den lå på bunden af traileren i bagenden og på rammen i forenden. Så for at hæve prammen lidt, tog jeg et par kæppe og stak én ind under prammen fra hver side, således at den ene ende hvilede på trailerrammen og den anden stak ind under prammen og derved løftede denne. I bagkundskabens klare lys, skulle jeg nok have skubbet kæppene så langt ind at de dannede et kryds under prammen, men så langt ind fik jeg dem altså ikke. Det gjorde så at prammen igen lå på bunden af traileren efter blot 3 km kørsel. Men det gik nu også fint, jeg kørte blot lidt langsommere over bump etc. på vejen.

Med noget asen og masen fik jeg prammen til vandkanten og fyldt den med lokkere. Og her indtraf første udfordring. For at imødekomme at jeg sidste gang ikke havde blikfang, havde jeg bragt edderfuglene med (ja, jeg har kun hvin og eder… og 3 kinagråænder som fulgte med prammen). Og for sa*** hvor de fylder! Og joh, jeg kunne vel sagtens smide dem efter prammen og blot lade dem flyde, men jeg har intet at hæfte dem i på prammen. Så det blev noget med at stuve dem sammen i cockpittet, så godt jeg kunne.

Som planlagt, så roede jeg godt 100 meter længere ud end sidste gang. Ikke overraskende var det en anelse dybere herude… lidt over skridthøjde vil jeg tro.

Jeg startede, som sidst, med at få smidt ankertovet, som jeg skulle ligge ved, i vandet. Fejlen sidste weekend var at jeg ikke kunne styre at lægge fire hovedliner på én gang. Så denne gang ville jeg nøjes med to. Én til hver side. Da jeg har anker i begge ender af mine hovedliner, så starter jeg med at hæfte et anker til den ene ende af hver af de to hovedliner. Smider ankrene ud og starter med at søsætte ænderne. Da det er havblik, så har jeg igen problemer med at ænderne ligger lige ved siden af prammen med line og det hele, så det er en kende besværligt at få dem til at ligge bare forholdsvis fornuftigt uden kludder på linen. Ankret til den anden ende af hovedlinen beholder jeg i båden mens linen bliver smidt i vandet… og filtrer sig med årene :/. Ingen vind/strøm betyder at jeg skal ro ud til hvor de to ankre skal smides, så det førnævnte filter letter absolut ikke på opgaven!

Og det tager tid! Men denne gang kunne jeg ikke ”snyde” og hoppe i vandet. Godt nok er det kun godt og vel skridthøjde, men det var nok ikke lige på anden tur at jeg skulle udfordre mine evner til at komme ud og ind af prammen på dybere vand. Så det med at lægge hovedlinerne( 5 i alt) tager mig evigheder. Mig og åre er åbenbart ikke så gode venner, så jeg har overvejet at snuppe en pagaj, da min tid i havkajak gik noget bedre end hvad jeg kunne præstere med de årer!

De sidste lokkere jeg lagde ud var 5 edder-lokkere med lod for hver lokker. Jeg havde med vilje ikke smidt disse på hovedliner for at teste dette setup. Og godt nok lå disse lokkere ikke på linje, men det var forholdsvist let at smide ud. Så denne metode skal helt sikkert testes igen.

Så omkring 1½ time efter, at jeg var ankommet til vandet, lå jeg klar til skydning. Væsentligt langsommere end sidste gang!! Herudover, i kraft af at der ingen vind var, så havde jeg lidt svært ved at finde ud af hvor filan jeg så skulle lægge mig... man kunne jo ikke tale om at lægge i hverken luv eller læ! Så jeg endte med at lægge mig med ansigtet mod øst. Hvilket måske ikke var det skarpeste valg, da den vestlige himmel forblev noget lysere noget længere end den østlige!

Igen var det meget hyggeligt at ligge i prammen. Alle lyde bar utroligt langt da der ingen vind var. Dønningerne fra sejlbåden som sejlede for motor 400m længere ude kunne mærkes i prammen! Lært fra sidst havde jeg denne gang bragt noget varmt at drikke/hygge med, mens jeg ventede på at solen gik ned. Mågerne kredsede tæt på, flere svømmede ind til lokkerne og nippede efter småfisk, eller hvad det nu er måger nipper efter. Inde på land kunne man høre børnene lege, mens længere ude i fjorden fløj en svane lavt og højlydt over vandet ud mod Lillebælt.

Som mørket tog til, kunne jeg igen, som sidst, høre ænder længere ude, ligesom jeg kunne høre ænder længere inde på land, hvor der utvivlsomt ligger et Ande Utopia og hvor aften bliver til nat når ænderne letter! Som jeg ligger der og lytter til alle de ænder som er alle andre steder end over mine lokkere, så kan jeg ikke undgå at tænke på hvorvidt stedet måske ikke var det bedste sted at ligge. Jeg havde jo heller ikke set ænder de par gange jeg have været ude og kigge efter dem. Og var det maset værd? To timer fra jeg tog hjemmefra til jeg var klar, for godt 1 times reel jagt...? Og alt imens jeg funderer over dette flyver to gråænder lydløst hen over de inderste lokkere, mens de irriterede(?) kigger ned på de fejlfarvede som har indtaget deres rasteplads! Jeg var så overrasket over at se ænder, at jeg kun tænkte… ”det er sgu da ænder det der..!” - og så var de væk.
De to stødte så til de andre derude, og det var så det! Jeg hørte dog et par ænder rappe gevaldigt lige bag mig, og kunne følge lyden af dem ind over land. Men der var ikke flere ænder, som tog turen ind over mine lokkere.

Omkring 20.05, pakkede jeg sammen, og der var ikke noget som blev pakket pænt. Alt blev smidt i cockpittet, hvilket resulterede i at der stort set ikke var plads til mig, og da i særdeleshed ikke plads til årene til at ro. Så det tog lidt tid at komme ind.

På land gik det sådan set fint nok med at få pakket tingen i bilen, trukket prammen på land og hentet traileren ned til stranden. Det tog omkring en ½ time fra jeg ramte land til jeg kørte. Men det at læsse prammen derude var sgu noget mas! Det var jo ikke indkørslen jeg stod i, så det med at bruge tricket med at løfte prammen, dreje/skubbe traileren ind under prammen gik sgu ikke helt så let! Så hele øvelsen var ikke noget, hverken bunden af traileren eller bunden af prammen blev kønnere af! Men den kom da derop, og jeg fik puttet mine kæppe ind under prammen i en noget fladere vinkel så de denne gang dannede et fint kryds under prammen, så bådens vægt ikke kunne presse kæppene til side ligesom sidst.

Halvvejs mellem strand og hjem, kunne jeg dog høre et halvstort brag fra traileren og jeg tænkte; ” så for satan, nu har jeg sgu tabt den!”. Men det var blot mine kæppe som var knækket under pres, så det blev igen en meget lavt hængene tur hjem.

Totalt smadret kom jeg hjem til toast og kaffe, så det var helt perfekt! Tror strandturene i solnedgangen havde haft samme effekt som blomster.

Nu er jeg klar til tur 3! - og indtil jeg får ænder hjem, bliver de kaldt testture.

Mvh.
Torben